Klummer

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


En god dag for saudiarabiske kvinder - og en dårlig dag for Søren Pape Poulsen

Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag - og hvem der har haft en dårlig dag.

Klummer

En god dag for...

Saudiarabiske kvinder. Offentligt har der ikke være meget at more sig over for saudiarabiske kvinder i årtier. Men efter landets unge ambitiøse kronprins, Muhammed bin Salman, tog fat, er det gået hastigt fremad for kvinderne.

De har fået tilladelse til at køre bil, der er biografer på vej, og i dag kan de saudiarabiske kvinder for første gang få lov at overvære en fodboldkamp.

Det er vilde sager i det stokkonservative stenrige kongedømme, og for at forberede stadion til de nye tider er der blevet installeret dametoiletter og separate indgange. Vildere skal det jo trods alt heller ikke være, men der er dog et stort skridt.

Og faktisk er saudierne ikke alene: Også i Iran øjner landets hårdtprøvede kvinder forandring, efter at det religiøse politi i efteråret gik væk fra at arrestere kvinder, der ikke var tilstrækkelig tildækket.

Faktisk taler eksperter ligefrem om, at Saudi-Arabien og Iran som led i deres magtkamp nu også kæmper heftigt om, hvem der hurtigst kan gøre livet mere frit for kvinderne.

En dårlig dag for...

Søren Pape Poulsen. Det kan være, at justitsministeren skal skrue op for det præventive arbejde på hjemmefronten.

Torsdag aften blev den konservative formands forlovede anholdt for spritkørsel. Søren Pape beklagede i går sagen på Facebook:

»Min samlever har i nat kørt spirituskørsel (målt til 1,25 promille). Der skal ikke herske tvivl om, at det er en meget alvorlig sag, som jeg er inderligt ked af. Spirituskørsel kan ikke forsvares og kan have meget store konsekvenser. Nu må min samlever tage sin straf ligesom alle andre«.

Hvad straffen bliver, vides ikke, men som udgangspunkt ligger straffen på en månedsløn ganget med promillen og en frakendelse af kørekortet i 3 år – med mulighed for at søge om dispensation for at køre med alkohollås.

Spirituskørsel er ikke just noget nyt for de konservative. Det var det, der kostede Hans Engell posten som partileder, og Per Stig Møller var som ung i fængsel for samme forseelse. Det kan Pape Poulsen måske trøste sig med.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce