0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frygtens lange skygge

Min japanske forlægger er nervøs for at udgive en dansk roman efter balladen om Muhammedtegningerne. Er det frygten eller fornuften, der råder?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Jørgen Saabye

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er næsten et år siden, at vi stod i Santa Clara i Cuba, mens karikaturkrisen rasede derhjemme og i store dele af verden.

I Santa Clara er et par gamle togvogne udstillet, fordi Che Guevara besejrede et af Batistas troppetransporttog og dermed bidrog afgørende til revolutionens triumf.

Min kone og jeg var de eneste gæster. Jeg købte vores billetter for et par kroner, og manden spurgte, hvor vi kom fra. Han var lille med en løs skjorte og falmede bukser. En kraftig kvinde stod bag ham i det lille skur. Jeg sagde Danmark, og hans ligegyldige udtryk ændrede sig totalt.

»Dinamarca!«, skreg han. »I er danskere! Det er jer, der er jaget over hele jorden. Bliv endelig i Cuba. I Cuba er I i sikkerhed«. Han rablede løs om løsepenge og kidnapningsfare, men sluttede med alvorligt at påpege, at man ikke burde gøre grin med andre menneskers religiøse tro. Det undrede mig noget, fordi han helt klart var en af regimets ideologiske frontsoldater, der passede et af revolutionens ateistiske relikvier. Hos den desillusionerede cubanske befolkning er Che Guevara efterhånden det eneste tilbageværende ikon sammen med Hemingway.

Men krig skaber mærkelige sengekammerater. Det kommunistiske partis dagblad Granma fordømte også Jyllands-Postens tegninger. Vi så grunden med egne øjne i Havana, for en dag gik en fuldstændig tilhyllet og tilsløret sortklædt kvinde rundt i lobbyen på Hotel Nacional og stak i den grad ud fra de letpåklædte turister og lokale cubanske skønheder. De sædvanlige taxier holdt ikke foran døren, der stod nogle tv-fotografer, og der var nogle få vagter.

Pludselig kom den iranske præsident, Ahmadinejad, gående med en gruppe mænd, der ligesom han var i gråt jakkesæt. Han gik lige forbi os. Vi kunne have rørt ved ham. Vi kunne have skudt ham, hvis vi var attentatmænd. Han er som mange andre grusomme diktatorer en lille mand, egentlig lidt undseelig, men hårene rejste sig på armen ved tanken om, at han ville have atomvåben.

Hvad lavede han dog i Cuba? Jeg kan ikke forestille mig to lande og livsholdninger, der er mere forskellige end det islamiske Irans og det kommunistiske Cubas. Cubanerne elsker erotik og sex – og det både før, under og efter ægteskabet. Og de klæder sig derefter, så der er ikke meget slør over de cubanske kvinder. Cubanernes favoritspise er svinekød, gerne grillstegt, og dertil skal der drikkes både rom og øl. Hvis cubanerne er religiøse, er de katolikker, men for en sikkerheds skyld dyrker de også santeria, som er en blanding af oprindelig afrikansk religion og katolicismen. Man tror på, at der findes mange forskellige ånder og guder rundt omkring en, og ikke kun en enkelt. Det ville koste offentlig piskning i Iran.

Men selvfølgelig har de USA til fælles. Som fælles fjende. Præsidenten havde et tilbud om olie med. Castro sagde tak for det – bl.a. ved at støtte iranerne i, at tegnerne og Danmark burde skamme sig. Det er altid komisk, når diktatorer, hvis lande holdes i censurens og selvcensurens jerngreb, gør sig til dommere over frie nationers ytringsfrihed.

Men drev det over? Op mod den søde juletid kunne avisen her fortælle, at Arlas salg i Mellemøsten var normaliseret, og at Danmarks omdømme ikke længere var dårligt. Der er heller ingen, der gør nar ad profeten længere. Alle passer meget på, men det er ikke det værste. Det værste ved post-tegningekrisen er ikke, at man stort set er holdt op med at gøre nar ad organiseret religion. Det værste er, at man frygter det værste og handler derefter.

Før jul gennemførte Deutsche Oper i Berlin sin Mozart-produktion, hvor afhuggede hoveder af bl.a. Jesus og Muhammed er en del af forestillingen. Den blev først aflyst, men senere gennemført under sikkerhedsforanstaltninger, der er en amerikansk indenrigslufthavn værdig. Den befinder sig nemlig også i et frygtens jerngreb. Hvor langt ud kan man komme i sin angst: opera under politibeskyttelse?

Nu er jeg selv blevet en del af den absurde post-profettegnings verdensorden. Det begyndte sidst i oktober, hvor jeg fik en mail fra min litterære agent Anneli Høier, som sælger mine bøger i udlandet. Hun har bl.a. solgt min roman ’Fjenden i Spejlet’ til en række lande, deriblandt Japan, som vi ikke havde hørt noget fra. Vi var begyndt at undre os over, hvornår den udkom. Forskuddet havde de betalt. Anneli e-mailede til mig, at hun håbede, at jeg sad ned, når jeg læste følgende fra den japanske agent Ken Mori, der har formidlet romanen til det japanske forlag Shimanaka Shoten: »Kære Anneli. Jeg har talt med hr. (Omura) Shimanaka, forlagets præsident. Han fortalte os, at oversættelsen er så godt som færdig, men han overvejer timingen omkring udgivelsen. Salman Rushdies japanske oversætter af ’De Sataniske Vers’ blev myrdet, og han er bekymret for den nuværende Danmark-islam situation«.

Ken Mori spørger, om Anneli har viden om situationen i andre lande, hvor romanen er udkommet, og slutter med de manende ord: »Shimanaka mener, at det er meget dårlig timing at publicere denne bog i Japan«.

Anneli Høier og jeg talte sammen og rystede på hovedet. ’Fjenden i spejlet’ er bl.a. udkommet i Frankrig, Tyskland, Holland og Sverige uden problemer. Det er nok en roman, der foregår i tiden efter 11. september 2001, men jeg opfatter den bestemt ikke som anti-islamisk, selv om den også tager fat på kontroversielle aspekter af mødet mellem islamisme og det moderne samfund. Den udkom i Danmark i 2004. Anneli skrev til Ken Mori:

»Helt ærligt, det er fuldstændig absurd. Der er overhovedet ingen problemer. Danskere bliver ikke jaget over hele verden, bare fordi de er danskere. Desuden er Leif Davidsens roman ikke kritisk over for islam. Forfatteren fortæller mig, at han i de sidste 12 måneder har rejst i Cuba, USA, Tyskland og Canada uden de fjerneste problemer. Og i sidste uge var der en offentlig læsning fra bogen med ham i Wien. Jeg synes virkelig, at du skulle sige til forlæggeren, at der overhovedet ikke er nogen problemer«.

Jeg havde også sagt til Anneli, at jeg selvfølgelig gerne tog til Tokyo, når bogen skulle lanceres, og Anneli fik også skrevet til Ken Mori, at min søn Thomas Høy Davidsen bor i Tokyo og taler flydende japansk, så han kunne også hjælpe med forståelsen.

Det var først, da e-mailen var sendt til Tokyo, at jeg kom til at tænke på en linje i Annelis brev. Det var linjen: »Desuden er Leif Davidsens roman ikke kritisk over for islam«. Nu afhænger alt jo af øjnene, der læser, men egentlig er det lige meget, om den er kritisk eller ej. Skal det nu afgøre, om en bog kan udkomme i et frit land? Er det frygten eller fornuften, der råder?

Ken Mori svarede hurtigt tilbage, at han selv var overrasket og tilføjede: »Men forlæggeren er blevet meget nervøs efter karikaturproblemet. Han fortalte mig, at det skete igen for nylig. Er det korrekt?«.

Mon ikke Ken Mori og forlæggeren tænker på sagen om Dansk Folkepartis Ungdom, der i nogle dage var i medierne? Eller var der noget med Radikal Ungdom? Hver lille sag omkring muslimer får en utrolig dækning i de danske medier. Og dermed videre ud i verden. Det er helt rart at være i Sverige, hvor man kan læse aviser i flere dage uden at støde på ordet imam.

Vi besluttede at sætte Thomas ind i sagen, så han kunne, som Anneli skrev til min søn, udvirke, at den japanske forlægger fik et mere realistisk forhold til virkeligheden. Det er jo klart, at her er tale om to verdener og to opfattelser. For mig bevæger min japanske forlægger sig i en verden, der ikke er styret af realitetssans eller af fornuft, men af frygten, og frygt kaster altid lange skygger.

Thomas skrev et høfligt, japansk brev til Ken Mori-san, som al korrespondance med forlaget går igennem. Han forklarede igen sagens rette sammenhæng og understregede, at der aldrig har været nogen problemer omkring romanens publikation i Danmark – »og der har heller ikke været problemer for mig eller for min familie«.

Vi taler om en dansk roman, hvis omdrejningspunkt er opgøret mellem to gamle fjender, og hvor en af personerne – en af heltinderne, kunne man sige i et romanunivers – er Aisha bint Hussein, som jeg selv finder er en både nuanceret og realistisk person. Jeg har prøvet at formidle en forståelse for de dilemmaer, der eksisterer for moderne muslimer i dag. Hvis der er skurke i romanen, må det være USA’s hemmelige tjenester, der prøver at manipulere med virkeligheden således, at der kan knyttes den forbindelse mellem Saddam Hussein og al-Qaeda, der kan legitimere invasionen af Irak.

Romanen handler også om islamistisk terror. Det er uundgåeligt i dag. At sige, at muslimer er terrorister, er noget vås. At sige, at islam ikke spiller nogen rolle for moderne terrorister eller selvmordsbombere, er ligeledes noget vås.

Ken Mori svarede hurtigt og venligt min søn, der foreslog, at han tog et møde med forlæggeren, således at han direkte kunne forklare, at der ikke var nogen grun