0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Åbenmundede embedsmænd lades i stikken

Hvis medier skal hjælpe med at holde statsmagten i ørerne, skal ’whistleblowers’ ikke møde samme skæbne som Frank Grevil

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I disse måneder afsoner Frank Grevil sin fængselsstraf i Horserød Statsfængsel.

Fire måneder bag tremmer blev prisen for den tidligere efterretningsofficer, fordi han lækkede en række hemmeligstemplede Irak-dokumenter fra Forsvarets Efterretningstjeneste til pressen.

I kølvandet på Frank Grevil-sagen blev det ivrigt diskuteret, om de eksisterende regler giver tilstrækkelig beskyttelse for ’whistleblowers’ – altså offentligt ansatte, der gerne vil give offentligheden indsigt i situationer, hvor der kan være tale om ulovligheder, uredelighed eller andre kritisable forhold i den offentlige forvaltning.

Nu – godt fire år efter Grevils omdiskuterede lækage – kan man desværre konstatere, at det ikke er blevet nemmere for offentligt ansatte at navigere i disse følsomme sager. Danmark lader hermed whistleblowers i stikken. For hverken regler, retningslinjer eller retspraksis giver dem nogen holdepunkter for, hvornår de kan lække oplysninger uden at komme i karambolage med loven.

Da Socialistisk Folkeparti i begyndelsen af 2004 fremsatte to beslutningsforslag om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret, besluttede regeringen at lade spørgsmålet behandle i et udvalg, som skulle kortlægge de gældende regler og vurdere, om der var behov for at indføre ny lovgivning.

Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret afsluttede deres arbejde med en betænkning i marts 2006. Konklusionen var klar: Der var ikke behov for særlige regler om ytringsfrihed for offentligt ansatte. Udvalget så heller ingen grund til at indføre en meddeleret for offentligt ansatte i tilfælde af uredelighed i den offentlige forvaltning og åbenbart misbrug af offentlige midler.

De eksisterende regler giver en vidtstrakt ytringsfrihed for offentligt ansatte, mente udvalget. Derfor anbefalede det blot, at der blev udarbejdet en vejledning om de gældende reglers indhold og rækkevidde med henblik på at udrydde ukendskab og usikkerhed på de enkelte arbejdspladser.

Jeg vil ikke betvivle, at offentligt ansatte i en række situationer har en ret vidtgående ytringsfrihed, og at der er behov for at udbrede kendskabet til de offentligt ansattes rettigheder på arbejdspladserne. Ikke desto mindre vil jeg med udgangspunkt i sagen om Frank Grevil illustrere, at potentielle whistleblowers ingen gavn har af den nuværende vejledning og heller ikke kan finde megen hjælp i den eksisterende regulering eller retspraksis.

Slår man op i vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed, vil man finde ud af, at den er meget kortfattet og har en meget generel karakter. Mest beskæftiger den sig med situationer, hvor en offentligt ansat ønsker at give meninger til kende om forhold på sin arbejdsplads. Så længe den ansatte udtaler sig som privatperson og ikke på arbejdspladsens vegne, kan hun som udgangspunkt ikke begrænses i sin ytringsfrihed, er vejledningens hovedbudskab.

Men hvad så, hvis man havner i en situation, hvor man gerne vil videregive oplysninger til medierne om problematiske forhold på arbejdspladsen, men hvor man samtidigt kan komme i konflikt med sin tavshedspligt? Denne meget penible problemstilling tildeles en halv sætning i vejledningen. »Man må ikke ytre sig om tavshedsbelagte oplysninger eller fremkomme med ærekrænkende udtalelser«, hedder det lakonisk.

Med denne formulering får man det til at fremstå, som om tavshedspligten er absolut. At man altså ikke under nogen omstændigheder må videregive fortrolige oplysninger til for eksempel medierne. Dette kan selvfølgelig være et hensigtsmæssigt budskab at udsende for staten og de øvrige offentlige arbejdspladser, som har en interesse i at indpode medarbejderne respekt for tavshedspligten. Det er bare ikke en fyldestgørende beskrivelse af, hvad der gælder.

Man undlader nemlig at informere om, at man i særlige situationer kan videregive fortrolige oplysninger, hvis det sker »i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller eget eller andres tarv«. Denne undtagelsessituation er udtrykkeligt beskrevet i straffelovens paragraf 152 e og var omdrejningspunktet for retssagen mod Frank Grevil, hvor forsvarerne netop argumenterede for straffrihed med henvisning til trusselsvurderingernes væsentlige betydning for den offentlige debat om Danmarks krigsdeltagelse.

Heller ikke andre steder kan man finde særlig meget information om, hvordan denne bestemmelse i straffeloven nærmere skal forstås. I betænkningen fra Udvalget om offentlige ansattes ytringsfrihed og meddeleret siger man blot, at udtrykket ’åbenbar almeninteresse’ i straffelovens paragraf 152 e skal forstås som samfundsmæssig interesse. Og at man i den konkrete sag skal afveje vigtigheden af formålet med offentliggørelsen mod den krænkelse, der er forbundet med den.

Der er meget sparsom retspraksis vedrørende bestemmelsen. Faktisk er det kun straffedommen over Frank Grevil, der for alvor kan bruges som illustrerende eksempel.

Lad os lige kort opridse sagen:

Da en journalist på Berlingske Tidende i starten af 2004 blev ringet op af Frank Grevil, som på det tidspunkt var ansat ved Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), var det midt i en heftig offentlig debat om Danmarks deltagelse i krigen i Irak. En central del af diskussionen vedrørte selve grundlaget for beslutningen om krigsdeltagelse og holdbarheden af den danske regerings henvisning til, at Irak rådede over masseødelæggelsesvåben. Frank Grevil oplyste over for Berlingske Tidende, at han gerne ville give nogle oplysninger om spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben og fortælle om, hvor svære vilkår FE havde haft i relation til at rådgive regeringen vedrørende situationen i Irak.

Til et møde med to af avisens journalister fortalte Grevil blandt andet, at FE i sine vurderinger havde været henvist til at støtte sig på britiske og amerikanske efterretningskilder. Grevil syntes ikke, at han kunne genkende FE’s mere forsigtige vurderinger i den skarpe retorik, der blev brugt politisk.

Det stod journalisterne klart, at hvis Grevil talte sandt, var der tale om meget væsentlige oplysninger til forståelsen af forløbet op til beslutningen om at gå i krig. Grevil fik dog at vide, at man ikke kunne skrive noget på baggrund af en mundtlig baggrundssnak, og journalisterne spurgte derfor, om han havde nogen skriftlig dokumentation. Grevil sagde, at det ville han overveje. De vidste alle tre, at han brød sin tavshedspligt.

Næste dag kom Grevil med en stak klassificerede trusselsvurderinger vedrørende Irak. Berlingske-journalisterne skrev herefter en række artikler, som blev trykt i avisen i slutningen af februar og starten af marts 2004. Der blev efterfølgende rejst tiltale mod Grevil og mod de pågældende journalister for overtrædelse af regler i straffeloven om uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger.

Retssagerne endte med, at Frank Grevil som nævnt blev fundet skyldig, mens journalisterne blev frifundet. Straffen til Grevil blev i landsretten udmålt til fire måneders ubetinget fængsel.

Dommen over Grevil og frifindelsen af Berlingske-journalisterne er efter min opfattelse ikke særligt egnede til at skabe klarhed over retstilstanden.

For eksempel domfælder Østre Landsret i september 2005 Frank Grevil, selv om oplysningerne i trusselsvurderingerne var alment tilgængelig information på det tidspunkt, de blev lækket til offentligheden. Tilsvarende informationer var blevet afklassificeret af CIA, og på internettet fandtes rapporter med oplysninger om blandt andet Iraks våbenmæssige situation.

Selve indholdet i de lækkede papirer var derfor ikke længere kontroversielt at få ud. Efter landsrettens opfattelse var der dog stadig væsentlige grunde til at kræve dokumenterne hemmeligholdt, for at udenforstående ikke skulle få kendskab til efterretningstjenestens arbejdsmetoder og vidensniveau. Dette ræsonnement er dog snarere knyttet til konsekvenserne af, at der har været en læk, og ikke så meget til det konkrete indhold af dokumenterne.

Det er mærkeligt, at de to domme tilsyneladende har forskellig opfattelse af, hvorvidt offentliggørelsen af oplysningerne har haft nogen skadevirkning i forhold til rigets sikkerhed. Dommen over Grevil siger klart ja. Man lægger på baggrund af FE’s forklaringer mv. til grund, »at tiltaltes handling medførte risiko for, at efterretningstjenestens udenlandske samarbejdspartnere fremover ikke ville give oplysninger i samme omfang som hidtil, hvilket tiltalte må have indset. Dermed indebar tiltaltes brud på tavshedspligten risiko for en svækkelse af efterretningstjenestens muligheder for at løse sine opgaver«.

Femten måneder senere – i december 2006 – udtaler Københavns Byret i sagen om Berlingske-journalisterne følgende: »Efter Jørn Olesens forklaring var det ikke offentliggørelsen af indholdet af trusselsvurderingerne, men offentliggørelsen af navne på konkrete udenlandske samarbejdspartnere og af det forhold, at der overhovedet havde været en lækage, der udgjorde en alvorlig risiko for Forsvarets Efterretningstjenestes muligheder for at modtage oplysninger fra samarbejdspartnere.

Det fremgår også af forklaringen, at det ikke vides, om lækagen har medført en konkret belastning af forholdet til samarbejdspartnere, men at benchmarking-undersøgelsen fra 2006 ikke indeholder bemærkninger om sagen«.

Det er den sidste sætning, der er central. Her understreger man, at den risiko, som chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste taler om, netop er – ja – en risiko. Skadevirkningen i form af et belastet forhold til samarbejdspartnere er med andre ord ikke blevet dokumenteret. Dette er formentlig grunden til, at retten kommer til et modsat resultat end ved domfældelsen af Grevil.

Journalisterne frifindes med henvisning til, at »Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen om krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt over for risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til offentligheden«. I straffesagen mod Grevil dømmer man altså udelukkende på en abstrakt risiko, mens man i Berlingske-dommen tilsyneladende kræver godtgørelse af en konkret skade på rigets sikkerhed.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og fortolkningen af artikel 10 om ytringsfrihed spiller ingen fremtrædende rolle i hverken vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret eller i dommen over Frank Grevil.

Det er et gennemgående krav i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i ytringsfriheden kan retfærdiggøres af en række forskellige hensyn, men at det helt konkret skal dokumenteres, at indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund. Det er ikke nok at overbevise domstolen om, at de generelle regler om tavshedspligt er båret af legitime og anerkendelsesværdige hensyn.

Staten skal også i den konkrete situation kunne påvise, at indgrebet i den enkelte borgers ytringsfrihed er nødvendigt og proportionalt. Derudover nyder ytringer, som bidrager til den offentlige debat, en meget vidtgående beskyttelse i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og pressen har som samfundets vagthund en særlig status. Disse forhold har ikke fundet vej til Justitsministerens vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret. De behandles heller ikke i Østre Landsrets dom over Frank Grevil.

Endelig er det efter Grevil-dommen tvivlsomt, hvad den offentligt ansattes egne motiver for at gå til offentligheden har at sige. Domstolene tillagde det en vis betydning, at Grevil havde skiftet forklaring med hensyn til sin begrundelse for at gå til pressen.

I første omgang forklarede han blandt andet til politiet, at han gerne ville fortælle, at FE ikke var de rene idioter og havde gjort deres arbejde godt. Efterfølgende fremhævede han, at han gerne ville give oppositionen og offentligheden indsigt i, hvilke oplysninger FE havde givet regeringen. Desværre er dommene formuleret på en måde, så betydningen af den offentligt ansattes motiver ikke står helt klart.

Alt i alt står man tilbage med en række uafklarede spørgsmål:

Bliver man straffet for læk af tavshedsbelagte oplysninger, hvis der ikke kan dokumenteres en konkret skadevirkning?

Betyder hensynet til efterretningstjenesternes omdømme, at enhver læk fra disse bliver straffet? Kan hensynet til almenhedens interesse overhovedet bevirke strafbortfald?

Kan den offentligt ansattes motiver til at lække oplysninger tillægges nogen betydning, eller er det snarere en objektiv vurdering af oplysningernes betydning for den almene debat, der er afgørende?

Og hvilken betydning har vores forpligtelser i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention? I Sverige har man i modsætning til i Danmark særlige regler om offentligt ansattes meddeleret.

Her har enhver ret til at videregive oplysninger til pressen, og dette gælder som udgangspunkt også med hensyn til oplysninger omfattet af tavshedspligt. Offentligt ansatte har ret til at være anonyme, når de udnytter meddeleretten, og massemedierne må ikke fortælle, hvor de har fået oplysningerne fra, ligesom den pågældende arbejdsplads ikke må undersøge, hvem af dens medarbejdere der har udnyttet sin meddeleret.

Den ansattes motiver for at videregive oplysninger til medierne er uden betydning. Denne meget vidtstrakte ret til at lække oplysninger til pressen fraviges kun, når der er tale om såkaldt ’kvalificeret tavshedspligt’, dvs. hvis der er tale om særligt tungtvejende grunde til at hemmeligholde oplysningen.

De svenske regler indeholder en detaljeret regulering af, i hvilke situationer der kan være tale om en sådan kvalificeret tavshedspligt. Og reglerne er derfor noget af en kontrast til den sporadiske paragraf 152 e i den danske straffelov.

Det kan synes paradoksalt, at vi i Danmark har en retstilstand, hvor journalister fra et stort dagblad frifindes for ansvar med henvisning til den vigtige rolle, de fortrolige oplysninger havde og fortsat har for debatten om Danmarks krigsdeltagelse, efterretningstjenesternes virksomhed, åbenhed i forvaltningen osv. Mens kilden til historien og grunden til, at den overhovedet kunne skrives, straffes med ubetinget fængsel.

De journalistiske dyder kræver som udgangspunkt, at historier skal kunne dokumenteres, og det gælder i særdeleshed kontroversielle historier om potentielt magtmisbrug eller uredelighed i det offentlige. Da Grevil oprindeligt ringede til Berlingske Tidende og fortalte, hvordan FE’s arbejde foregik, og hvordan deres trusselsvurderinger ikke stemte helt overens med regeringens noget mere skarpe udmeldinger om forekomsten af masseødelæggelsesvåben i Irak, blev han bedt om at skaffe dokumentation. Hermed blev hans skæbne beseglet.

Hvis medierne skal fungere som en fjerde statsmagt og hjælpe befolkningen med at holde staten i ørerne, kræver det derfor større åbenhed over for offentligt ansattes brud på tavshedspligten i en større sags tjeneste. Det bør være en