0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kun os selv og smagen af salt

En tidlig morgen kommer de og dræber kvæget og kører alle vore ting væk og siger, at vi skal gå den vej, og peger mod bjergene. Forfatteren Patrick Mac Manus har skrevet en lille verdenshistorie om det gamle i det nye.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Altid er der en anden historie. Sådan var det, sådan er det. Og andre siger, at sådan er det og sådan var det. Og vi dør mellem de historier. Det er som at stå på en bjergside og råbe til dem på den anden side og ordene blæses bort af vinden og nede i dalen er der en landsby, hvor de stadig sover eller der er en kvinde, der fodrer høns og hendes stemme kan måske høres midt i larmen, chukchuk chukchuk, og det kan være, at landsbyen inden aften vil stå i flammer og hønsene og de unge mænd vil ligge spredt og andre vil drage videre til andre bjergsider, der ser ned på en kvinde, der fodrer høns og en gang imellem ser hun skræmt op fra den lille gårdsplads med blomster i blikdåser og kan ikke se eller høre noget endnu.

Ved den gule flod
Hver af os har sit eget at fortælle, ikke altid med en begyndelse og en ende, selv om der også er begyndelser og en ende, der måske igen er en begyndelse, men mere som den gule flod her, som længere nede er rød og den bliver blå endnu længere nede, siger de, og den har altid været her og vi kan gå ind i floden ud til stenen og vaske og tale og råbe lidt over vandets larm så forskellig fra tid til tid og vende tilbage og stenen er der og floden er der og floden er den samme og stenen er blank og vil måske altid være der, og den kan intet huske af det, der blev sagt og den kan ikke mærke slagene og skuringen dag ud og dag ind og der er intet tegn, kun en lys og fedtet flade med grønlige årer, og den kan ikke kende vore stemmer fra vandets, strømmende omkring den og forbi den, og den gule flod og den røde og den blå flod tager stemmerne med sig og kan ikke høre dem for sin egen larm.

Arret
Og altid er der nogen, der har svært ved at leve og svært ved at tro, at de lever. Pigen ligger i sin seng og stopper en klud ned i sin hals for at se om hun kan kvæle sig selv.

Og senere vil hun skære sig i armen for at mærke smerten som et bevis. Men det er os alle sammen. Vi støder os og slår os og skærer os og falder på en sten og mærker modstanden i tingene og trægheden og umedgørligheden og karrigheden, alt sammen for at overbevise os selv om, at vi er til og ikke drømmer.

Og vi kan se på de forbrændte arme og den krumme ryg og vide, at vi lever, at vi har levet og ikke drømmer, for drømme efterlader ikke den slags mærker, ikke den slags ar.

Taler med stenene
Altid er der de fortabte sjæle og uden dem ville vi også gå fejl af vejen. De er ikke til for at vise os vej, de er til for at gå fejl af vejen og vise os, at det ikke er den vej vi skal gå. De ved det ikke selv, vi ved det knap nok selv, men det er sådan det er. Og måske er det en yngste datter eller en ældste søn, som forvirrer sig for at vi ikke skal blive mere forvirret end vi er. Og de kan tale med dyrene, ikke på den måde vi gør det på, og med stenene og træerne og opfinde ord og sprog og børnene står omkring dem med hånden i munden eller løber væk eller løber hujende efter dem, hvis de er mange nok og har modet, som ikke er mod men frygt.

Det vil være for sent
Og altid kommer der en tid, hvor de ikke må være og de bliver samlet og indkaldt og fanget og alting bliver skrevet ned og deres tøj bliver taget fra dem og deres briller og stokke og ringe, hvis de har nogen, og de bliver sendt af sted i lange vogne, og vi ved ikke hvorhen, men vi aner det. Vognene kører gennem landskabet og vi ser dem og ser dem ikke. Og med os selv ved vi og kan ikke sige det højt, at når de ikke er til, vil vi selv blive vanvittige og ude af os selv og gøre ting som vi ikke kunne drømme om eller måske kun drømme om, men ikke gøre. Senere vil vi kunne sige det, men det vil være for sent.

De dødes spejle
Og der er nogen, der flytter ind i deres huse eller tager et bord eller et skab fra deres huse. Og så bliver det glemt og der er ikke længere nogen, der kan huske, hvem der boede der før eller hvem, der har siddet ved det bord eller på den lange stol og der bliver ikke talt om det. Og de kommer ikke igen og de går ikke igen og hvis de gør, er der ikke nogen der taler om det, de holder det for sig selv. Og sådan har det altid været. Vi sidder ved de dødes borde og sover i de dødes senge og ser ind i de dødes spejle, og det er derfor der ved bordet altid er et fravær og i sengen er der et fravær og i spejlet er der et ansigt vi ikke kan se og en uro i vore øjne, når vi prøver at se ind i dem.

Et blik stort og barmhjertigt
Der er intet menneske, der kan se alting. Ingen der kan se og høre alting. Ikke engang det, der sker på en enkel dag eller en enkel nat i verden. Og derfor er der altid en længsel, længselen efter at alting bliver set og hørt, længselen efter et blik der ser alting på jorden nu og før og altid og ser det og lider med det, et blik der er mildt, et blik stort og barmhjertigt. Et sådant blik er der måske ikke og vi ved det ikke, og derfor sker alting spredt og usammenhængende og afbrudt og ufærdigt, og vi kan føle at vi lever alene og lider alene og dør alene og der er ingen der samler det hele sammen, væver det sammen til et billede, et endeløst billede der viser os at vi lever og dør sammen også når vi mindst ved det, også når vi mindst tror det.

Kalvens øjne
Det er måske et dyrs øje, et dyrs blik, måske lidt som kalvens øjne. Og vi ved ikke hvad den ser, når den ser ud på os, måske er det alting. Den ser på os fra sin verden og det blik er altid det samme og forbliver det samme ned gennem tiden. Det er fra en verden, som vi måske også kommer fra, og engang havde vi selv måske samme blik eller del i det, det samme roligt seende blik, og det er først senere at vi blev usikre og vigende, med øjne flakkende omkring os.

Kragerne
Det var også i det år kragerne kom og vi vidste det var et tegn, et tegn vi endnu ikke forstod. De kom ind fra skovene og markerne i marts og slog sig ned i gaderne og på torvet og tagene og luften var fuld af vinger, glinsende, og stemmer, skræppende og hæse. Og de faldt over dem, der var faldet om og ikke kunne rejse sig, og de syge og døde dyr og mennesker inden de kunne lægges i jorden.

Og vi vidste ikke om det var en drøm og alle havde den samme drøm, og når vi vågnede om morgenen kunne vi se at det ikke var en drøm, og om natten lagde vi os ned til den samme drøm, og der var ikke længere forskel på de sorte flokke, der befolkede natten og de sorte flokke, der befolkede vore dage. Det var et tegn, men de fleste levede ikke længe nok til at tyde tegnet og ingen lever længe nok til at forstå det.

Fra hånden til munden
Og en tidlig morgen kommer de og dræber kvæget og kører alle vore ting væk på lastbiler og efterlader os på en mark og siger, at vi skal gå den vej og peger mod bjergene.

Det skete sidste år eller hvornår det var og derfor er vi her og kan ikke vende hjem og hvor længe vi skal blive her ved vi ikke.

Dag efter dag fra hånden til munden og der er så meget, der kan ske imellem. Alle de store ting bliver til den lille ting, alle store katastrofer bliver til den lille. Dag for dag.

Alle bevægelser bliver til den ene lille bevægelse, alt håb presses sammen og alle store ord og alt liv og døden findes dér mellem hånden og munden. Og den afstand der er imellem dem er som afstanden mellem nord og syd mellem månen og solen mellem jorden og stjernerne mellem livet og døden, den er så stor og den er så lille og mellem dem kan vi alle falde.

Af salt
Vend om, vend om siger det i os og vi går længere ind i landet og ind i tiden og vi vender ikke om og vejen forsvinder bag os.

Og det skriger i os, se tilbage, se tilbage, og vi ved at hvis vi ser tilbage vil vi ikke kunne gå mere. Vi ville se for meget og huske for meget og ikke kunne gå mere.

Og der var kvinder der blev til sten da de så tilbage og en anden kvinde blev til salt, bittert salt. Og fra lastbilerne siger de at vi ikke skal vende tilbage, at vi ikke skal se tilbage og vi ser tilbage, bøjer os ned som var det for at samle noget op, og ser gennem benene ligesom børnene.

Med det samme kan vi smage saltet, smage det bitre salt, og pludselig forstår vi historien og kan føle med hende, der så tilbage. Og kvæget slikker saltet og til sidst er hun borte og der er intet tilbage af hende, der så tilbage. Der er kun os selv og smagen af salt.

Drevet ind på denne sten
Vi er stødt på grund og kan ikke komme fri. Drevet ind på denne sten, på denne jord. Og vores råb og skrig er det kun os selv der hører og de dør hen. Kun få er blevet reddet og båret ind i himlen og det er længe siden. Der er ingen vinget hest og ingen vogn af ild og intet stjerneskib, der vil føre os herfra. Vi må blive her, grundstødt her, nødstedt her.

Brød fra himlen
Vi er fortrøstningsfulde. Vi ved at det vil gå. Det skal gå for vi er her og skal være her en tid endnu og efter os kommer efterkommere også efter dem. Altid viser der sig noget, brød der falder ned fra himlen, vand der springer ud af en sten, en strandet hval, et brev fra Californien, en stime af sjælden fisk eller en fugleflok, en vandrende musiker med sækkepibe og hundredvis af uventede og sjældne ting, der altid viser sig. Ofte synes vi at det er i sidste øjeblik, de viser sig, at det er lidt sent eller for sent, men det er det ikke. Der er altid nogen til at tage imod, altid nogen til at undres, altid nogen der er fortrøstningsfulde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage