0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frihedens skygge

Dagens kronikør får af og til »en nervøs gyngen i mellemgulvet«, når han tvinges til at applaudere alt, hvad der foregår i frihedens navn. Det begyndte ellers så godt. Dengang Klaus Rifbjerg selv var frihedskæmper.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dagens kronikør får af og til »en nervøs gyngen i mellemgulvet«, når han tvinges til at applaudere alt, hvad der foregår i frihedens navn. Det begyndte ellers så godt. Dengang Klaus Rifbjerg selv var frihedskæmper.

Et af deord, man har læst og hørt mest de sidste mange måneder, er 'frihed'. Den nys overståede krig var f.eks. en frihedskrig og hed sådan. Eller som præsident Bush formulerede det: »We are going to give those folks their freedom back«. Det kan i sig selv give anledning til overvejelser om, hvad frihed og frihedskamp er, og om frihedsbegrebet kan gradbøjes, eller der er tale om en fast størrelse, som gælder nu og til alle tider.

Engang har jeg selv været frihedskæmper. Det var i slutningen af april 1945, da jeg i den svenske radio havde hørt speakeren Niels Grunnet, der kort tid i forvejen var flygtet over Sundet, sige, at »nu stiger frihedens sol over Danmark«. Det lød lidt hult og var heller ikke særlig troværdigt, når man kiggede ud ad vinduet og så en deling tyske soldater marchere forbi. Alligevel var der noget i luften, og jeg syntes, der kunne være god grund til at gøre noget for krigsindsatsen. Derfor fik jeg fat i en blok og skrev med blyant en række patriotiske sætninger, som jeg i dag ikke kan huske indholdet af, men som jeg dengang listede mig til at sætte op med tegnestifter på telefonpælene langs Torfavej og en enkelt på Breidablik Allé (længere rakte de ikke). Jeg må trods alt have tillagt hr. Grunnets patetiske ord en vis betydning, for jeg var ikke bange - heller ikke skønt der stod 'Opklæbning forbudt' på telefonpælene, det var jo anarkistiske tider.

Så kom befrielsen og med den friheden. Der var ingen tvivl, og vi var lykkelige, i det mindste jeg var, men følte et eller andet sted i mit skumle, frihedstørstende hjerte, at jeg ikke havde gjort nok, eller at den spænding, som havde været en del af besættelsen, på en urimelig måde var ved at fordampe, og den trivielle hverdag alt for hurtigt på vej tilbage igen. Men i sommerferien kom chancen! Jeg var installeret hos min onkel på hans hotel i Kandestederne som feriedreng, og i denne (mondæne) udørk var der stadig noget i gang. Tyskerne havde holdt til i en bunker og en forlægning ved udløbet af Kanderenden, deres våben var alle vegne, og oppe på toppen af en klit tronede det sommerhus, officererne havde brugt som messe. Det var allerede godt ramponeret, men der var stadig så meget indbo, så mange lamper og så mange ruder, der ikke var slået itu, at en kammerat og jeg hurtigt indså, at her var en oplagt mulighed for at forlænge frihedskampen. En eftermiddag sneg vi os op til huset og tog fat på hærværket. Der røg et par ruder, og en lampe gik i gulvet, og der var slet ingen tvivl om, at det var spændende, men alligevel var det ikke rigtig spændende-spændende.

Vi havde benyttet os af situationens frihed og var trådt ind i dens rum med en opstemt følelse af at have ret i vores forehavende. Men efterhånden som hærværket skred frem, meldte der sig hurtigt en sur smag i munden, og maven begyndte at snøre sig sammen. Vi fornemmede, at vi var frihedskæmpere om end med noget forsinket udløsning, men vi vidste også, at vi var på gale veje. Set bagud over skulderen var der tale om banale drengestreger, naturligvis, vi var en tretten-fjorten år, men der er ingen tvivl om, at det vi - fristede og frivilligt - havde kastet os ud i, var fuldkommen tvetydigt og rummede en bevidst-ubevidst konfrontation med et dilemma af etisk art. Vi var sat fri ('befriede'), men samtidig spærret inde af vores egen destruktive trang og lysten til at gøre noget, vi godt vidste var forkert, men prøvede mentalt at camouflere gennem en slags komisk heroisme, der klang lige så hult som speakerens ord.

Det bar alt sammen straffen i sig selv, og da sommerhusejeren efter ferien sendte mine forældre den specificerede regning for udøvet hærværk, var frihedskæmperen med et slag forvandlet til hr. Flovmand.

Hvad der foregik i dagene efter Iraks 'befrielse' kan ikke sammenlignes med det par knuste ruder og en enkelt lampe i sommerhuset dengang for halvtreds år siden, alligevel er det svært at se bort fra visse paralleller. Betragter man billederne af de hærgende masser i Bagdad og Basra, er det helt tydeligt, at der ud over den spontane eller tilkæmpede begejstring over at være sluppet af med tyrannen ligger en sveden bevidsthed om at være på gale veje, en ydmygende skelen eller grimasse, som ligner den, en hund har, når den snupper et forbudt ben hos slagteren og stæser af sted for at finde et skjulested, hvor den kan nyde den illegale lækkerbisken.

Højtflyvende retorik og banal virkelighed har det med at dementere hinanden. Før krigen mod Irak begyndte, var der nok tale om, at den skulle skaffe landet af med en bussemand; alligevel handlede det mere om, atverdenskulle befries for den trussel, bussemandens lager af masseødelæggelsesvåben udgjorde. Da det så lå klart, at det var meget svært at skaffe beviser for masseødelæggelsesvåbnene, og at diktatoren ikke engang brugte dem, blev ideen om, at det hele drejede sig om en nations og et folks befrielse, fremherskende, ja, man kunne sige, at nu blev friheden som forklaringsfaktor den eneste gyldige. Hvilket på en underlig måde kan give følelsen af noget restriktivt, for hvis man ikke accepterer friheden som de facto-nøgle til alt, hvad der er herligt, er det, fordi man er modstander af frihed.

Personligt måjeg tilstå, at jeg i adskillige tilfælde får myrekryb, når visse personer tager ordet 'frihed' i deres mund. Mest når det er George W. Bush, mindre når det er Tony Blair, men ikke meget. Under alle omstændigheder sidder jeg med en uafrystelig trang til at få begrebet defineret. Hvad er det for en frihed, vi taler om? Hvad er det for en frihed, der f.eks. skal gives irakerne? Er det den samme, man gav afghanerne? Eller er det en anden og bedre? Eller er det måske friheden til at hugge naboens tv-apparat eller hans køleskab eller hans hustru eller hans asen? Eller er det alt sammen noget på vejen, tilden rigtige frihedkommer? Det er der mange, der mener, og de kan have ret; der er måske i plyndringerne et element af det befrielsens anarki, som sendte to trettenårige på røvertogt i et ramponeret sommerhus juni 1945. Lad gå med det. Men når så den rigtige frihed kommer, er en del af de idealer, man fundamenterer det hele med, så ikke af nøjagtig samme art som dem, der skabte krigsretorikken? En kommende administrator indsat af den såkaldte koalition gav prøver på sine ideer i en tv-samtale, men ikke meget håb om, at de ny installationer af demokratisk art kommer til at hæve sig mange centimeter over klichéen, og hvis man tænker på, at det amerikanske frihedsbrøl transmitteres via bibelbæltets megafoner, hvor man med held bekæmper bl.a. evolutionslæren, kan man få en svag idé om, hvad det er for en slags frihed, man har i tankerne.

Hvis man har siddet under demagogiens cementrøv i årtier som Adam Michnik, Georgy Konrád og Vaclav Havel er det rimeligt, at selve ideen om et lands frihed er vigtigere end alt andet, herunder civiles død og mekaniseret massenedslagtning af tropper. Alligevel er det tankevækkende, at netop tænkende mennesker kan bringes derhen, hvor hensynet til og omsorgen for det almindelige menneske sættes i anden række i forhold til drømmen om den ideelle frihed. Frihed for Loke såvel som for Thor, javel - men er der ikke, hvis man ser nærmere efter, en kvalitetsforskel? Adspurgt vil de nævnte herrer naturligvis påstå, at når de taler om frihed, så gælder den alle, høj og lav, rig og fattig, tyk og tynd. Men når en dansk forfatter melder sig ud af PEN-klubben, fordi man dér har valgt at erklære sig imod krigen, er det så ikke mest sine stænder, han tænker på, andre skrivende godtfolk end dem, der ligger under ruinerne eller sidder svitset som stegte kyllinger på en forkullet kanonlavet i ørkenen?

Naturligvis skal man kvalificere sig som frihedskæmper, og det er ikke enhver, der kan blive det eller kan accepteres som sådan. Det er nærmest et spørgsmål om adelskab, eller om man er medlem af den rigtige klub. Al-Qaeda, aldrig, Osama bin Laden, vorherre bevares, de elendige irakere, der smed uniformen og iført pyjamas skød med deres gamle muskedonnere, til de blev mejet ned, unfair terrorister. De rigtige frihedskæmpere sad enten ti kilometer oppe i luften eller bag uigennemtrængeligt panser eller om bord i et krigsskib langt ude på havet og fyrede raketter af. Hver som én overholdt de krigens love, og alt, hvad de foretog sig, skete i frihedens navn.

Måske skullevi et øjeblik tale omufrihed. Det er den, ingen ægte demokrat og slet ingen frihedskæmper bryder sig om. Det var den, masserne døjede med og faldt som ofre for under nazismen og kommunismen. Det var den, Anden Verdenskrig befriede os for, og den, som forsvandt, da Sovjetunionen brød sammen. Hvilket alt sammen står til troende. Man kan så stilfærdigt spørge sig selv, hvorfor følelsen af ufrihed og indespærring alligevel synes at vokse, og hvad man har tænkt sig at gøre ved den alle de steder, hvor den hersker så konkret som nogen sinde i Irak? Hvad skal der f.eks. ske med Kina? Er det koalitionens hensigt at tage fat dér næste gang? Eller hvad med Saudi-Arabien, hvor undertrykkelsen er massiv, eller Cuba? Nordkorea tør jeg slet ikke nævne.

Noget af det mærkeligste og mest udfordrende i min livstid har været udviklingen i Israel. Intet folk har vel som det jødiske været udsat for undertrykkelse og ufrihed. Jeg er gammel nok til, at beretningerne om Sternbanden og dens kamp mod de britiske kolonisatorer i årene efter