0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frihedens skygge

Dagens kronikør får af og til »en nervøs gyngen i mellemgulvet«, når han tvinges til at applaudere alt, hvad der foregår i frihedens navn. Det begyndte ellers så godt. Dengang Klaus Rifbjerg selv var frihedskæmper.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dagens kronikør får af og til »en nervøs gyngen i mellemgulvet«, når han tvinges til at applaudere alt, hvad der foregår i frihedens navn. Det begyndte ellers så godt. Dengang Klaus Rifbjerg selv var frihedskæmper.

Et af deord, man har læst og hørt mest de sidste mange måneder, er 'frihed'. Den nys overståede krig var f.eks. en frihedskrig og hed sådan. Eller som præsident Bush formulerede det: »We are going to give those folks their freedom back«. Det kan i sig selv give anledning til overvejelser om, hvad frihed og frihedskamp er, og om frihedsbegrebet kan gradbøjes, eller der er tale om en fast størrelse, som gælder nu og til alle tider.

Engang har jeg selv været frihedskæmper. Det var i slutningen af april 1945, da jeg i den svenske radio havde hørt speakeren Niels Grunnet, der kort tid i forvejen var flygtet over Sundet, sige, at »nu stiger frihedens sol over Danmark«. Det lød lidt hult og var heller ikke særlig troværdigt, når man kiggede ud ad vinduet og så en deling tyske soldater marchere forbi. Alligevel var der noget i luften, og jeg syntes, der kunne være god grund til at gøre noget for krigsindsatsen. Derfor fik jeg fat i en blok og skrev med blyant en række patriotiske sætninger, som jeg i dag ikke kan huske indholdet af, men som jeg dengang listede mig til at sætte op med tegnestifter på telefonpælene langs Torfavej og en enkelt på Breidablik Allé (længere rakte de ikke). Jeg må trods alt have tillagt hr. Grunnets patetiske ord en vis betydning, for jeg var ikke bange - heller ikke skønt der stod 'Opklæbning forbudt' på telefonpælene, det var jo anarkistiske tider.

Så kom befrielsen og med den friheden. Der var ingen tvivl, og vi var lykkelige, i det mindste jeg var, men følte et eller andet sted i mit skumle, frihedstørstende hjerte, at jeg ikke havde gjort nok, eller at den spænding, som havde været en del af besættelsen, på en urimelig måde var ved at fordampe, og den trivielle hverdag alt for hurtigt på vej tilbage igen. Men i sommerferien kom chancen! Jeg var installeret hos min onkel på hans hotel i Kandestederne som feriedreng, og i denne (mondæne) udørk var der stadig noget i gang. Tyskerne havde holdt til i en bunker og en forlægning ved udløbet af Kanderenden, deres våben var alle vegne, og oppe på toppen af en klit tronede det sommerhus, officererne havde brugt som messe. Det var allerede godt ramponeret, men der var stadig så meget indbo, så mange lampe