0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fællesskab og individualitet 2.0

Nye former for fællesskab bryder frem i disse år: Kollektiv intelligens, oplyst kommunikation – et højere Vi ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nogen tid siden blev jeg ringet op af en tidligere elev fra musikkonservatoriet.

Han spiller ikke professionelt mere og er som så mange andre blevet indfanget af en computer. Sammen med en kammerat havde han udviklet et stykke software, som kunne tage sig af kommunikation, finanser osv. for store virksomheder.

De havde specialiseret sig i at skræddersy løsninger, som ikke var mere omfattende end højst nødvendigt, men deres problem var, at it-nørderne på en virksomhed altid var overbeviste om, at de allerede vidste, hvad de havde brug for – og så var dén diskussion umulig.

De fik så den idé, at de kun ville sælge deres produkt, hvis topledelsen var med, og de havde fundet en måde at overtale ledelsen til at erkende, at de ikke vidste, hvad den havde brug for. Og ikke mindst: De havde udviklet en terminologi, som holdt kæmpe-egoerne passive: »Vi efterlader Kejserdømmerne udenfor!«.

Det havde udløst en kreativitet, dybde, effektivitet og øjeblikkelighed i beslutningsprocesserne, som var uhørt. I en fuldstændig let og opstemt atmosfære. De var målløse!

De var, som tusinder andre i disse år, faldet over fænomenet Kollektiv Intelligens, et nyt fællesskab.

I det meste af mit voksenliv har min umiddelbare reaktion, når jeg har haft ondt i livet, været at søge en højere grad af uafhængighed, mere ensomhed. »Nu ses vi kun om onsdagen, skat, hver anden gang hos dig«. Og jeg kan se, at jeg har udviklet en kynisme over for dét at være sammen – hvis jeg siger »samvær« så kan jeg mærke en dobbelt klang – der er en længsel, men også et »åh, ikke igen…« og »fællesskab« – helt ærligt!

Men når der er en kynisme i mig, så gætter jeg på, at den er i de fleste af os, når vi taler om fællesskab, for hvor har vi dog oplevet mange skuffelser; vanskeligheder med at få familierne til at holde, forsøgene med kollektiv-former i halvfjerdserne – og så det helt forfærdelige fællesskab i Tyskland i midten af forrige århundrede, som gør, at hver gang vi hører ordene fællesskab, samvær, enhed, så slår vi af gode grunde bremserne i.

Men som musiker – og i de seneste år også på andre afgørende områder af menneskelivet – har jeg oplevet, at der er en farbar vej herfra, hvor vi befinder os, mod et fællesskab, som simpelthen giver alle andre attraktioner på planeten baghjul!

Siden 1968 har jeg har spillet i Den Danske Blæserkvintet, som i mange år har været et guldrandet, lurmærket første divisions eksportkvalitets ensemble.

I de første år var vi nødt til at gå på kompromis med vores individuelle musikerskab, for at få ensemblet til at fungere. Det hænger sammen med, at noderne, som er døde sorte prikker, skal levendegøres i en menneskelig bevidsthed for at blive til musik, og vi havde forskellige opfattelser.

Det fungerer selvfølgelig ikke, hvis den ene spiller hurtigt og den anden langsommere eller markeret, når en tredje spiller flydende, så for at få ensemblet til at fungere som en enhed, bliver man nødt til individuelt at hugge en hæl og klippe en tå. Det kommer der tit en løsning ud af, som ingen hader, men heller ingen elsker.

Det er et eksempel på et fællesskab, som er på bekostning af individualitet. Og det er i meget høj grad tilfældet i de former for fællesskab, som vi kender til i vores kultur.

For eksempel familiehyggen i højtiderne, hvor man styrer sig, gør man, så man er sikker på at få etableret det der hyggefelt.

Men når vi så havde solo, trådte individualiteten frem på bekostning af fællesskabet, så tog man sig ret til at gøre, som man ville – og hvis man f.eks. havde lyst til at skrue helt op for følelserne, så valgte man et langsommere tempo og bredte sig på bekostning af den symfoniske kontinuitet.

Her er individualiteten på bekostning af fællesskabet. Med andre ord, jo mere fokus der er på fællesskabet, jo mindre individualitet, jo mere fokus på individualiteten, jo mindre fællesskab. Fællesskab og individualitet er i almindelighed komplementære, dvs. de udelukker hinanden.

For at komme ud over det punkt spurgte vi på et tidspunkt dirigenten Sergiu Celibidache, om han ville instruere os. Og han indvilligede!

Da vi havde spillet i omkring fem år, siger han til os: »Nu er der sket noget, som jeg har ventet på og håbet på – Nu er Den Danske Blæserkvintet blevet en bedre musiker, end I er. Bedre end du er, bedre end du er, bedre end du er ..«, og han nævnte hver af os ved navn.

Nå! Så stod man der. På den ene side henrykt – på den anden med en lang næse. Men der var faktisk sket noget væsentligt i de år, for i begyndelsen havde det været sådan, at vores identitet i kvintetten var det instrument, vi spillede, sådan som det lyder.

Dvs. jeg hørte mig selv, i dette tilfælde fagotten, som adskilt fra de andre – jeg hørte, at jeg akkompagnerede de andre, eller de andre akkompagnerede mig. Jeg hørte fagotten som adskilt fra oboen. I min bevidsthed var der simpelthen en masse adskillende elementer – mig over for dem – i modsætning til – anderledes end – på trods af osv.

Det kommer der ikke noget fællesskab ud af.

Men under Celibidaches instruktion fik vi udviklet en helt vidunderlig, rig klang. Lige så snart vi satte instrumenterne for munden, så var den klang der, og så var det dér, man havde hele sin opmærksomhed.

Efterhånden hørte jeg ikke længere fagotten som adskilt fra de andre, jeg hørte den på linje med de andre, og jeg var ikke engang særlig opmærksom på de enkelte instrumenter, jeg hørte bare den der fantastiske klang, som spillede.

Så min identitet, mit fokus for identitet var Den Danske Blæserkvintets klang, mit instrument var Den Danske Blæserkvintet – og de andre havde den samme oplevelse!

Vi havde med andre ord nøjagtig samme identitet, og det skaber et fællesskab som i kristendommens kommunion, sjælenes forening, hvor man er en fuldkommen enhed.

Det er ikke nødvendigvis ekstatisk, det er ikke mere ekstatisk, end Carl Nielsen er på det pågældende sted, men kigger man efter, så er det helt ud over enhver beskrivelse tilfredsstillende.

Nogle gange er det ekstatisk, men det er ikke det afgørende – det afgørende er, at man er én ubrydelig enhed, der er ikke nogen som helst separation i mit bevidsthedsfelt.

Hvad med individualiteten? Ja, den er ikke bare intakt, den er voldsomt forstærket, for jeg har personligt hele ansvaret for Den Danske Blæserkvintets opførelse – spiller jeg falsk, så spiller vi falsk, spiller jeg upræcist, spiller hele kvintetten upræcist, er je