0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Besættelsen i barnehøjde

Når man ser besættelsen fra den seksåriges frøperspektiv, appellerer den ikke til nostalgien - den er domineret af det uforståelige og skræmmende, skriver litteraturprofessoren om det, han også kalder kontrasternes tid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sidste år fik jeg opklaret en gåde - med 60 års forsinkelse: Hvad var det, der skete i Kingosgade, Kbh. V., en decemberaften i 1944?

Jeg er født i januar 1939, et halvt år før Anden Verdenskrig brød ud, og vores familie boede under besættelsen på Vesterbro. Ikke det krigeriske Istedgade-overgiver-sig-aldrig-Vesterbro, men der var drama nok på Vesterbrogade ved Enghavevej. Som hin søndag, da min søster og jeg blev vækket af et kæmpebrag og hevet ud i sikkerhed i familiens entré uden vinduer.

Dagen efter så vi, at barbersalonen Kingosgade 17 og ruderne overfor var blæst ud. Men hvorfor? Forklaringen fik jeg først sidste efterår, da jeg læste Peter Øvig Knudsens bog om den danske torturbøddel Ib Birkedal Hansens gruppe i Gestapos afdeling IV2a i Shellhuset, der stod for den mest brutale sabotagebekæmpelse i det sidste desperate krigsår.

Et af Birkedal-gruppens medlemmer var blevet likvideret i barbersalonen i Kingosgade, og det hævnede de - kunne jeg nu læse - ved søndag 17.12.1944 klokken 21.15 at give salonen et halvt kilo trotyl. Braget kunne høres helt til Shellhuset. Så tror pokker, at det rystede på Vesterbrogade 93, 4. sal t.v.

Når man har oplevet den tid som barn, ligger erindringerne for evigt lagret på den indre harddisk. Hele spareuniverset af generatorbiler, standardfars, maksimaltøj, damesko i rødspætteskind, høkasser til madlavning, flasker til solopvarming af opvaskevand, sivsko og dansk frugtvin. For ikke at tale om vores torskelevertran med vitaminer og de voksnes 'cigaret'mærker som Powhattan, kaldet Puhada.

Besættelsens mangelsamfund har sin humor og poesi, der siden har stået i et næsten bruntintet skær - den genre, man kan kalde pullimut-nostalgi. Men når jeg genkalder mig den tid i barnehøjde, i den fem-seks-åriges frøperspektiv, så virker den ikke just romantisk, men domineret af det uforståelige og det skræmmende.

Det indre København var spækket med tysk militær. Når vi gik hjem over Rådhuspladsen, passerede vi det befæstede Dagmarhus med antiluftskyts på taget og senere Vesterport-bygningen med pigtråd og sandsække. En af De Grønne, der tit stod vagt her, havde helt flad næse. Fandango kaldte vi ham. Fandango prøvede at smile til børnene, men det var strengt forbudt at smile igen, endsige at skære ansigter, og dog var det umuligt ikke at glo på dén næse.

Sådan var det hele: krydsningen af fascination og hjertet oppe i halsen. Og lydene: kolonnerne af tyske prærievogne, sirener, eksplosioner, splintret glas, skudsalver - ratatata - og næste dag mørke pletter på fortovet. Tit med blomster - eller netop ikke med blomster, når det var en tysker eller en formodet stikker.

Vores legetøj efterlignede de voksnes krigsverden. Lineol-fabrikken i Nürnberg eksporterede både Christian X i rød gardergalla med bjørneskindshue - og grå og brune soldater med maskingeværer og flammekastere. Vi fløj med vores Stukas, Messerschmidter og Spitfires med 'rojalærforsmærker', og enkelte gange på ferie ved Køge Bugt var der gevinst på stranden, når det ægte RAF havde smidt bundter af sølvpapirstrimler ud for at vildlede projektørerne og antiluftskytset.

Og så var der alle udrykningerne. Vi drenge kunne på lang afstand skelne mellem brandvæsenets ambulancer og sprøjter, Falck og Zonen, politiets salatfade og - i den politiløse tid efter 19. september 44 - Hipos hysteriske biler. Vi kunne lave alle lydene selv. Min søsters barnevogn var sort, med hjemmesyet gult udrykningsflag kom den næsten til at ligne en af Falcks sorte ambulancer, og jeg kunne efterligne babu-hornet, så folk næsten troede, det var ægte.

Og pludselig var det alvor. En oktoberdag i 1944, da vi kom hjem fra eftermiddagstur med vores barnepige, var Vesterbrogade spærret af en menneskemur ud for vores port. Jeg satte i med ambulancelyden, folk gjorde plads - og så var vi midt i oprydningen efter et clearingmord.

Min mor havde set det hele fra badeværelsevinduet. Fabrikant Otto Malling Olsen var blevet skudt på ejendommens kontor, og en tysk ambulance var lige kørt med liget, da vi intetanende kom med barnevognen. Af værket 'Faldne i Danmarks frihedskamp' fremgår, at det skete 24.10.1944, og at det var Peter-terrorgruppens gengæld for, at fabrikanten havde udlånt garager til modstandsfolk.

Det kom tættere på. Min far var i en modstandsgruppe af folk fra det gamle Akademisk Skyttekorps, og som husvagt i vores hus og som medlem af bedriftsværnet på sin arbejdsplads, Carlsberg i Valby, havde han alibi til at bevæge sig frit rundt og have en stålhjelm. Alt det anede vi børn naturligvis ikke. Heller ikke, at hans gruppe og nogle Holger Danske-folk havde våbenlager i villaen Chr. Winthersvej 4 på Frederiksberg. Da tyskerne stormede villaen 19. december 1944, og en tysker blev dræbt i ildkamp, blev huset sprængt i luften af det tyske sikkerhedspoliti. Det var alvorligt: En Holger Danske-mand, der blev anholdt ved aktionen, blev henrettet i Ryvangen tre måneder efter.

Min far gik straks under jorden, uden at min mor ville sige, hvorfor han var væk. Han sneg sig hjem juleaften, og da han stod og barberede sig, kom der en mystisk opringning. Jeg ser stadig situationen for mig. Min mor talte halvtysk i telefonen: »Nej, der bor ikke nogen Herr Hartz hier«. Min far kom ind i stuen med sæbeskum om hagen, mor gjorde et kast med hovedet, der kun kunne betyde: »Løb!«. Han tørrede ansigtet, sprang i tøjet og ned ad køkkentrappen.

Det var falsk alarm, og det blev familiejul, men nerverne blafrede i de sidste krigsmåneder. Jeg husker det sådan, at snart lå min far og morfar på gulvet med et europakort og markerede med rødt og blåt, hvor langt de allierede nu var nået. Snart var far væk, og der var endnu mere, man ikke måtte se og ikke måtte spørge om.

Hvorfor fjernede de lynhurtigt de illegale blade, der kom ind ad brevsprækken? Det fandt jeg ud af ved at studere dem i smug: De bragte grufulde billeder af massakrer og fra befriede kz-lejre. Men hvorfor skulle min fars ven, der var i politiet, pludselig på påskeferie med os? Hvorfor havde han tilsyneladende ikke set sin kone i månedsvis? »Ssssh. Det skal du ikke spekulere på. Det er ikke noget for børn«.

Foråret var én lang optrapning: razziaer, falske luftalarmer, bjæffende salver, biler med sorte Hipoer stående på trinbrættet, en hestevogn med halm til tyske flygtninge, som nogen satte i brand på Vesterbrogade - og så sabotagebragene fra værksteder, der arbejdede for værnemagten. En nat var det en maskinfabrik lige om hjørnet i Valdemarsgade, over for mine farforældre. Ustandselig blev vi hevet op af sengen og ud i entréen. Det eneste morsomme, jeg mindes, var, da et særlig stort brag fik en cykelpumpe på knagerækken til at dratte ned i hovedet på min far.

Men selv om vi ikke måtte vide, hvad der skete, blev vi jo trukket ind i de voksnes krigsverden. Som 21. marts 1945 ved RAF's overraskelsesangreb på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset, der ved det bekendte katastrofale uheld også ramte Den franske Skole på Frederiksberg og omliggende boligkvarterer, så 160 mennesker omkom, heraf 86 børn.

Undtagelsesvis gik vores formiddagstur den dag ikke ud ad Frederiksberg Allé, og da de første fly klokken 11.15 bragede ind over Vesterbros Torv, fik vi ly i en butik. Da luftalarmen var afblæst, styrtede min mor og jeg ud for at se til mine morforældre, som boede længere ude ad Vesterbrogade, for enden af Frydendalsvej, der lå lige over for Den franske Skole.

Jeg har aldrig set eller lugtet noget lignende. Der var ikke et menneske, ikke en vogn på gaden. Himlen var rødglødende fra brandene på Frederiksberg Allé, Henrik Ibsensvej, Amicisvej og Maglekildevej, bare 300-400 meter væk. Ilden skabte storm, og det føg med sand, kalkstøv, aske og forkullet papir, så vi måtte holde os for ansigtet.

Hele eftermiddagen lå jeg ind over morfars og mormors vindueskarm og lyttede til højttalervognene og så og så. Åbenbart var der kaos i Frederiksberg Allé, for bilerne kom op ad Frydendalsvej på vej til hospitalerne - ambulancer, taxaer, varevogne med reddede og sårede. Åbne lastbiler med kvæstede, røgsværtede og døde børn på bårer. Nogle holdt en sygeplejerske eller en CB-betjent i hånden. Og så var der dem, der havde et tæppe op over ansigtet. De voksne prøvede at hive mig ned fra det barske syn, men man kan ikke forhindre en seksårs dreng i at se på krig.

Det var kontrasternes tid. Seks dage efter sprængte BOPA radiofabrikken Always i Boyesgade lige overfor. Igen hushøje flammer, og jeg fik lov at stå i vinduet og se, hvordan de tilkaldte brandfolk tog en smøg og lod skidtet futte af. Efter befrielsen hørte vi den berømte lydreportage af sabotagen - godt med knaldeffekter - optaget på et såkaldt 'mobilt skæreanlæg' af Det kæmpende Danmarks Radiostudie og sendt på grammofonplade Stockholm-London til BBC's danske udsendelser.

Seks uger og meget drama senere blev vi børn igen hevet ud af sengen, men nu var det, fordi BBC havde bragt frihedsbudskabet. Vi stod i vinduet og så de levende lys og de hujende mennesker på taget af sporvognene. Imens havde min far været oppe på loftet for at hente sin færdigpakkede rygsæk og sin hjelm. Nu stod han i sin afskårne cottoncoat p