0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nej, jeg ødelægger ikke det bryllup!

Hvad svarer du, når tv-holdet fanger dig og spørger, om Frederiks og Marys bryllup var smukt? Kronikøren, der er journalist, fandt efter pinagtige overvejelser frem til sit svar.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå det der med, at man skulle have noget imod kongehuset. At det ikke gik an i et moderne demokrati, at det var middelalderligt, fordummende og alt det der. Jeg har da forholdt mig ironisk distanceret til kongehuset, men nu er vi jo mange, der prøver at forholde os ironisk distanceret til det meste, så det siger kun noget om, at der aldrig er nogen i kongehuset, der har gjort mig noget.

Derfor var min første reaktion da også naturligt nok ironisk distance krydret med skælvende angst, da jeg hørte om Frederiks og Marys forlovelse. For hvad nu, hvis de ville mig noget med det?

Det blev en proces i en sofa. Jeg havde held til at få dokumenteret udviklingen med tre billeder.

Du vil synes, billederne ser kedelige ud, og jeg vil give dig ret. Derfor vil jeg fortælle dig, hvad der sker på dem.

Det første billede er fra den dag, hoffet pludselig proklamerede, at kronprins Frederik og Mary Donaldson havde forlovet sig. Det er et billede af mig, der sidder i vores sorte lædersofa derhjemme i stuen. Den hvide baggrund afslører, at vi lige er flyttet ind i huset, vi har ikke nået at indrette det endnu. Mine øjne er vidt opspærrede. Jeg sidder og ser fjernsyn, og jeg skælver af angst.

De har sendt journalister på gaden for at spørge danskerne, hvad de synes om, at Frederik og Mary skal giftes. De er hjertevarme, overstrømmende, indlevede glade. Ikke kun på Frederiks og Marys vegne, nej, det ser ud, som om de er glade på deres egne vegne, fordi deres kronprins skal giftes.

Jeg skælver ved tanken om, at tv-holdet kommer hen til mig, hvis jeg går udenfor.

Hvad jeg synes om, at Frederik og Mary skal giftes? Synes jeg noget? Øh-bøh?

»Kom nu!«, ville tv-journalisten råbe.

»Jeg ved søreme ikke ... hmmmm, det ka' da godt være ...«.

»Sig noget! Vi optager!«.

»Ja ja, men man ku' da osse ... på den anden side ... lad mig lige mærke rigtig efter engang ...«. Nej vel? Det ville ikke gå at stå dér i den allerbedste sendetid og ikke vide, hvad man skulle svare.

Det er dér, jeg tager beslutningen om at forberede mig. For jeg vil meget nødigt være den, der ødelægger festen.

Jeg har intet imod Frederik og Mary, og kongehuset må de også beholde, mig har de jo aldrig gjort noget.

Jeg kan heller ikke undslå mig med, at de ikke er en del af mit liv.

For mine to små døtres oldemor - på Rikkes side - har billeder i ramme på væggen af både prinsesse Alexandra og Frederik og Mary. Hun har klippet dem ud af ugebladene, og hæver man brynene, når man får øje på billederne, smiler oldemor imødekommende.

»Hun er så pæn«, siger hun om Alexandra.

»Hvor var det godt«, siger hun om Frederik og Mary.

Jeg spørger mig selv, om jeg skal låne lidt af oldemor, hvis tv stopper mig på gaden.

Men det ville jeg næppe overleve. Der er ikke noget, et kamera er mere liderligt efter at afsløre end et påtaget smil. BANG - du er død! Jeg ville blive tophistorien i tv-nyhederne: Hans smil er påtaget, han er ikke rigtig glad, han lyver, se her, han er manden, der ødelagde festen!

Jeg har engang set en anden mand i omtrent samme situation.

Han var offer for en slags skjult kamera. Han troede, han blev optaget til en reklamefilm for en ny cola. Men det var ikke en reklamefilm, det var bare for sjov.

Han tog en slurk, kiggede ind i kameraet og smilede et skævt, lidt usikkert smil.

»Sig noget!«, råbte 'reklamefilminstruktøren'.

»Øøøhh«, sagde han.

»Kom nu!«.

Og så sagde han det:

»Uhmmm, det er dejligt!«.

Og så blev han til grin, for sikke noget at sige om en cola. Men det var sympatisk, for han smilede skævt, lidt usikkert, og han havde luret koden: Han skulle sige noget pænt om colaen.

Jeg beslutter, at det er ham, jeg skal låne fra, hvis tv-holdet kommer.

»Hvad jeg synes om, at Frederik og Mary skal giftes? Uhmmm, det er dejligt!«.

Det andet billede er også mig, der sidder i en sofa. Det er en anden sofa, betrukket med brunligt stof fra gamle dage, du ved, det dér stof, der stikker en lille bitte smule, hvis man har shorts på. I baggrunden familiebilleder i ramme, rigtigt gættet, det er børnenes oldemors sofa. Det er ganske vist en anden oldemor end hende fra før, men for sammenhængen her har det ingen betydning. Den sunde fornemmelse af kontinuitet, kød og blod, min korte plads i den lange historie, er den samme. Det er fredag aften, og det viser sig, at der er Rock'n'Royal i fjernsynet. Børnene sover, og vi har lige tændt, bare for at se, om der var noget. Oldemor og Rikke ser tv og taler. Og som du kan se på mit blik, befinder jeg mig i den næsten døsige tilstand, Rikke har givet navnet 'fraværende': Jeg ser tv og tænker.

Jeg har ikke gjort noget for at undgå omtalen af koncerten i parken, så jeg kender bandlisten, der favner det meste af den moderne Familien Danmark. Pansret med min overbevisning om, at jeg ikke havde nogen overbevisning om kongehuset, har jeg fulgt skriverierne uden lidenskab, så historien om, at det var kronprinsen selv, der blåstemplede idéen, er også gledet ind. Han skulle have set listen med planlagte folkelige arrangementer i ugen op til brylluppet og vurderet, at der manglede noget for de unge.

Som sagt er det ud på aftenen, og med fornemmelsen af ufarlig væg til væg-familiehygge er dagens forsvarsværker så småt stedt til hvile. Der er vel en kop kaffe og et par småkager, til vi skal i seng, der er ikke mere noget, der kan gå galt. Frederik og Mary står blandt publikum foran scenen og ser rockgruppen TV-2 spille. Det var ligegodt pokkers, at de står dér blandt almindelige mennesker, når jeg at tænke, og så i disse terrortider, før jeg opdager, at de står i et afspærret område blandt andre fra den øvre del af befolkningspyramiden. Nå nå, men alligevel. De ser lige så begejstrede ud som de mange tusind almindelige danskere.

Nu er prins Joachim i billedet, han står med begge arme over hovedet og skråler med på 'Bag duggede ruder', så man helt glemmer, han er en prins. Prins Joachim og jeg er vokset op med den samme musik. Jeg har i mange år vidst, at han godt kunne lide Gnags, men jeg har altid syntes, at Gnags var irriterende, så jeg har også syntes, at Joachim var lidt irriterende. Men jeg har samtlige TV-2's plader og cd'er i min samling, og der er en TV-2-koncert i hvert kapitel af min og Rikkes kærlighedshistorie. Jeg har mange gange siddet inde i de kolde stuer 'Bag duggede ruder' og ventet på min elskede i mit helt eget rum kun sammen med sangen.

Det ser nu ud til, at prinsen har prøvet det samme. Jeg skal lige til at nikke anerkendende til Joachim, fordi han er kommet til fornuft, da min egen fornuft vågner og afbryder mig.

Hele kongehuset er godt i gang med at gøre mig medansvarlig for deres overlevelse. De har luret, at det gælder om at få folket til at bære Frederik og Mary hele vejen op til alteret, så er deres fremtid sikret. Jeg betaler min licens, som alle koncertgæsterne har betalt deres billet. Resten af festen finansierer vi over skatten. Ved at gøre brylluppet til en folkefest, som folket selv betaler, gør de også folket medansvarlige for brudeparrets fremtid. Hvilken dansker vil kræve monarkiet omstyrtet efter selv at have været med til at bygge det op i dets vigtigste uge på denne side af tronskiftet?

Ideen er lånt fra reality-tv og 'Stjerne for en aften'. Har man først som seer valgt at engagere sig i en deltager og stemme på vedkommende, så er man villig til at bære dem hele vejen igennem.

Det viser vores seneste to fiaskodeltagelser ved Det Internationale Melodi Grand Prix. Først blev Malene Winther Mortensen nummer sjok forrige år, og så røg Tomas Thordarsson ud i semifinalen i år.

Hvorfor gik det så galt for dem begge, når nu de havde vundet det danske grandprix så overbevisende? Fordi deres sejre i Danmark ikke skyldtes, at de sang den bedste sang. De vandt begge, fordi de var tidligere deltagere i 'Stjerne for en aften'. Begge vandt det danske grandprix suverænt via seerafstemninger, fordi seerne havde engageret sig i dem allerede i en tidligere tv-udsendelse. Seerne havde i forvejen været med til at bygge dem op og havde derfor en personlig interesse i at bære dem hele vejen til tops.

Det er i sandhed i denne uge, monarkiet bliver genfødt, befrugtet af en ny generation af danskere, der ikke før har haft andet end et ironisk medieforhold til kongehuset. Tænker jeg endnu småskeptisk for mig selv, slukker for Rock{lsquo}n'Royal og spiser den sidste småkage.

Som du kan se, er jeg trukket i stadstøjet på det tredje billede. Jeg sidder igen i sofaen hjemme i stuen, og vi har nået at dekorere de fleste vægge, men ikke lige væggen bag mig. Jeg ser fjernsyn, og Rikke sidder lige uden for billedet sammen med vores to børn og griner ad mig. Jeg har sagt, jeg kan mærke det i maven, og det synes hun, er fjollet.

Vi ser bryllup ligesom alle andre, vi kender. Det var, som om der slet ikke var andet at foretage sig den dag. Det stod mejslet tungt hen over dagen, så den syntes helt bevidstløs.

Da jeg kom hjem lidt over middag, spurgte Rikke, om jeg havde nogen ideer til, hvad vi skulle lave? Jeg kiggede på børnene, de så trætte ud efter en uge i institutionen. »Jeg ved det ikke, have lidt frokost, slappe af, og så skal vi vel se bryllup«, hørte jeg mig selv sige.

»Okay, henter du en kage?«, sagde hun. »Okay, men så bliver det altså en bryllupskage«, sagde jeg og forstod nu, hvorfor alle bagerne havde bagt bryllupskager. »Ha, kan man virkelig få sådan én«, sagde hun og rystede triumferende og smilende på hovedet. Hun havde vundet kampen om at spille den uvidende.

Jeg havde givet efter allerede dagen før. Hele ugen havde jeg kæmpet imod, at vi alle skulle komme i gallatøj på arbejde ved at sige, at jeg ikke havde noget gallatøj. Men torsdag eftermiddag på vej hjem var der en kraft, der alligevel trak mig ind i Kirkens Korshær for at se, om der var et sæt gallatøj, der passede mig, og det var der jo så. Måske var kraften min frygt for at komme til at ødelægge festen.

Dér sidder jeg i sofaen, mens porten går op, og Frederik og Joachim går op ad kirkegulvet, og jeg tænker, at han er genial, den royale spindoktor, der har udtænkt strategien om at gå i symbiose med folket. Politikerne er ikke til at regne med, flertallet kan skifte når som helst, og pludselig blæser der en vind, der vil af med monarkiet. Nej, glem politikerne, det gælder om at vinde danskerne ved at invitere dem ind i vores liv via kameraerne og kigge med i familiealbummet. Lad dem se, at vi er mennesker ligesom dem med pæne stuer, uregerlige børn og en lidt for tyk familiefar. Så vil de lade deres vrede gå ud over politikerne og lade os leve videre, fordi vi tilfredsstiller deres behov for at glemme deres eget liv for en stund.

Og nu går Mary op ad kirkegulvet, og dér er tåren i Frederiks øjenkrog, jeg kigger på Rikke, og hun smiler, som var det alle kvinder, der fik alle mænd til at flæbe lige nu.

Det er nu, kronprinsen står distancen på monarkiets vegne.

Det er nu, han vinker farvel til rollen som popstjerne og træder ind i rollen som menneske, nøjagtig lige så meget menneske som hans brud, der indtil nu har været lige så lidt kongelig som jeg.

Nu forstår jeg endelig min fars særlige forhold til Frederik IX og min mors til Margrethe II. Det er Danmarks historie som et uomgængeligt faktum. Som min fars og mors liv bliver til mit, bliver Margrethes og Henriks til Frederiks. Der har hele tiden været en familie, der var min, og en kongefamilie, der var Danmarks.

Det er nu, jeg opdager, at jeg har et særligt forhold til kronprins Frederik, fordi han og jeg hele tiden er det samme sted i livet på samme tid i verdenshistorien.

Om dette er øjeblikket, hvor jeg kan mærke sammenhængskraften i samfundet og for evigt lade den ændre min bevidsthed om sammenhængskraften i mit liv, eller om jeg blot er offer for et svagt øjeblik efter lang tids heftig markedsføring af monarkiet, må tiden vise.

Allerførst er jeg lykkelig for at have et svar til tv, hvis de stopper mig på gaden, næste gang der er en lille prins eller prinsesse, der skal døbes.

Hvad jeg synes om dåben og kongefamilien?

»Jo, når de er så flinke at invitere mig med ind i deres liv, vil jeg også invitere dem med i mit. Danmark er et lille land, men et stort demokrati, og selvfølgelig har vi plads til et monarki«.

Den sætning skulle nok kunne bære igennem til manden på sofaen.

JESPER BORUP