0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Venter på en donor

Kronikørens søster har leukæmi. Måske findes der et menneske, der kan redde hendes liv ved at afgive noget knoglemarv. Men ingen ved, hvor eller hvem det menneske er. Og der er alt for få donorer at søge iblandt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En fredag eftermiddag for tre år siden ringede min lillesøster og fortalte, at hun skulle indlægges akut. Hun havde voldsom blodmangel, og hun fejlede nok noget alvorligt, sagde hun. Jeg var bekymret, men også lidt skeptisk. Godt nok klagede min søster over træthed, men hun virkede rimeligt sund. Men ingen bliver indlagt på Rigshospitalet en fredag aften, medmindre de fejler noget alvorligt. Så fra det øjeblik rykkede angsten pludselig ind og farvede hele tilværelsen. Og angsten blev endnu mørkere, da min søster ugen efter fik at vide, at hun havde leukæmi. Eller AML, akut myeloid leukæmi, som diagnosen helt præcist lyder. Leukæmi er en slags kræft, hvor knoglemarven er angrebet. Knoglemarv er en væske, som {filig}ndes i hulrummet i vores knogler. Det er her, de livsvigtige røde og hvide blodceller og blodpladerne dannes. Disse celler skaber vores immunforsvar, transporterer ilt rundt til musklerne, så hjertet kan slå og lungerne trække vejret, og så sikrer de, at blodet størkner, hvis vi bløder. Ubehandlet AML ender altid med døden, men min søster havde 65 procent chance for helbredelse, fik vi at vide. Og behandlingen hed kemoterapi.

I dag, efter tre år, en masse kemoterapi, to tilbagefald, svamp i lungerne og blodforgiftning, er min søster stadig i live, men ikke rask. Hendes ben er fyldt med blå mærker, fordi hun mangler blodplader, så blodet ikke kan størkne. Hun er træt. Hun har fået indopereret et kateter, så det er let at tage blodprøver og give hende medicin. Hun har fået en eksperimental form for kemoterapi, men det virkede ikke. Og ingen taler længere om, hvor mange procents chance der er for helbredelse. Nu er hun på livsforlængende lavdosis kemoterapi, som skal holde hende i live, indtil en mulighed for helbredelse dukker op. Og den eneste chance for helbredelse er en knoglemarvstransplantation. Det vil sige, at et sundt menneske med en vævs