0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Britisk valg

Svækket Blair står til sejr

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

ALT TYDER PÅ, at Tony Blair vinder dagens britiske valg og kan sikre sig en tredje periode som premierminister.

Det vil - i givet fald - være en fornem politisk bedrift og krone en indsats, der har sikret Storbritannien en i europæisk sammenhæng solid økonomi.

Ikke desto mindre er det en langt mindre selvsikker Labour-leder end tidligere, der i dag møder vælgerne.

For hvor det i sin tid var Blairs nytænkning om reformeringen af den britiske velfærdsmodel gennem en 'tredje vej', der tiltrak mange vælgere, så er der i dag mange, som har vendt Labour ryggen i skuffelse over en Irakkrig, der i den grad har antastet Tony Blairs troværdighed og hans politiske dømmekraft.

I dag kan enhver se, at han var viklet ind i et spind af fordrejninger og løgne, som endte med en Irakkrig, der i værste fald kan gøre Irak til et endnu farligere sted end tidligere, og som den dag i dag koster britiske liv.

NÅR BLAIR ALLIGEVEL har udsigt til at blive valgt, skyldes det to forhold: manglen på slagkraftige alternativer og et valgsystem, der med sin inddeling i enkeltmandskredse gør valget til en alt eller intet-kamp mellem partiernes kandidater: Den med flest stemmer får det hele, alle andre stemmer er spildt.

Derfor spiller partiet De Liberale, som ellers kunne sikre fornyelsen af britisk politik, en betydelig mindre rolle, end tilslutningen på landsplan tilsiger.

Det hæmmer tilslutningen til partiet, fordi mange vil være bange for at spilde deres stemme. Den frygt udnytter de to gamle partier - Labour og Det Konservative Parti - som har sat egne strategiske hensyn over behovet for et mere tidssvarende demokratisk system.

DESUDEN STÅR de konservatives leder, Michael Howard, endnu ikke som et stærkt alternativ til Blair, selv om han på flere måder er sit partis stærkeste leder i lang tid. På den måde vil den ventede Blair-sejr også være et udtryk for et fravalg af alternativet.

Endelig har Blair og hans partimaskine i vid udstrækning undgået at drage EU ind i valgkampen - ligesom det i sin tid lykkedes for den danske regering at undgå både Irak og EU i sin valgkamp.

Dermed har Blair & Co. undgået en debat og en potentiel splittelse, som kunne skade dagens valgresultat yderligere.

Strategisk er det måske smart. Men for EU og britisk demokrati er det dybt problematisk, at EU dermed igen lades ude af den politiske virkelighed - og så endda på et tidspunkt, da EU-landenes ledere forsøger at overbevise europæerne om, at de skal tage EU alvorligt og stemme 'ja' til EU's nye forfatningstraktat. Hvor er dog sammenhængen?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere