DER VAR NÆPPE rørsukker til kaffen, da EU's landbrugsministre i går mødtes i Bruxelles for at diskutere den kommende reform af EU's skammelige sukkerstøtte. Sukker fra andre lande er en sjældenhed i EU, og desværre tyder intet på, at den kendsgerning for alvor ændrer sig, selv om EU-kommissionen nu foreslår markante ændringer af sukkerstøtten. Umiddelbart kan en nedsættelse af støtteprisen med en tredjedel og reduktion af produktionskvoten med 2,8 millioner ton til 14,6 millioner ton over de næste fire år lyde voldsomt. Men taget i betragtning at støtteprisen efter reformen vil være det dobbelte af verdensmarkedsprisen, og at EU vil fortsætte med at dumpe sukker på verdensmarkedet til skade for en lang række fattige lande, er kommissionens udspil sørgeligt utilstrækkeligt. Det er ganske enkelt utilstedeligt, at EU's skatteborgere skal fortsætte med at betale for, at tusindvis af mennesker i den europæiske sukkerindustri spilder deres tid med at producere en inderlig overflødig vare. Allerværst er det dog, at deres produktion underminerer indtægtsgrundlaget for tusindvis af fattige sukkerbønder i den tredje verden. DERFOR KAN man kun beklage, at SiD nu har slået pjalterne sammen med sukkeravlerne på Lolland-Falster for at bremse sukkerreformen. »Vi har brug for mere tid, hvis vi skal redde arbejdspladserne«, lyder nødråbet fra sydhavsøerne. Til det er der kun ét at sige: I har haft tid nok. I modsætning til resten af landbrugspolitikken er sukkerstøtten gået fri af de reformer, som blev skudt i gang i 1992. Sukkerindustrien har altså fået 14 friår på støtten. 14 år, hvor alle har vidst, at der måtte komme reformer på et tidspunkt. Og selv om ønsket om ekstra tid kan lyde plausibelt, kan det aldrig retfærdiggøre, at EU fortsætter med at poste penge i en industri, som gør mere skade end gavn. Hvis der skal bruges midler på at støtte Lolland-Falster, må det være et mindstekrav, at pengene bliver brugt på initiativer, som gør nytte. Selvfølgelig vil en sukkerreform koste arbejdspladser. Men det skal ses i sammenhæng med, at beskæftigelsen i den europæiske sukkerindustri de seneste ti år er halveret på grund af rationaliseringer. Og den proces vil næppe gå i stå. Arbejdspladserne i sukkerindustrien vil forsvinde, fordi de er overflødige. Og jo før det går op for SiD & Co., jo før kan man gøre noget effektivt for de mennesker, det rammer. Man tjener både deres interesser og ulandenes interesser bedst ved at se kendsgerningerne i øjnene i stedet for at trække det i langdrag.