0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klogere på terror

En ekstremists mareridt giver indsigt

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

HISTORIEN OM 'Danskeren på Guantánamo' er ikke kun elementært fascinerende. Den er også lærerig. Den bringer os på en enestående vedkommende måde tæt ind på livet af en af tidens store udfordringer.

Hvad er den islamistiske terrorisme for en størrelse, og hvordan skal den bekæmpes?

Slimane Hadj Abderrahmane er ikke terrorist. De danske myndigheder har gjort ham til en fri mand, og de amerikanske myndigheder har brugt to år og enorme ressourcer på at sikre sig, at han ikke er skyldig. Hans beretning giver os et enestående indblik i den uvirkelige verden, hvori USA har placeret tusinder af mennesker. Ikke blot mulige terrorister, men også mange, der tydeligvis kun er potentielle vidner. Alt sammen i håb om at kunne optrævle det bagland, hvoraf rædslen 11. september 2001 udsprang.

Dette amerikanske minigulag omfatter ikke bare Guantánamobasen, men stribevis af andre steder rundt omkring på kloden. Det rækker videre ind i andre landes fængsler. Det bliver åbenbart, med hvilken beslutsomhed og grundighed amerikanerne er gået til opgaven. Men det er lige så åbenbart, hvor stor risikoen for vilkårlighed og grove overgreb er, når alle normale retsgarantier - selv dem, der gælder i krig - tilsidesættes i den nationale nødvendigheds navn. Selv om Abderrahmane aldrig har været i Irak og ikke blev udsat for tortur på Cuba, går der en lige linje fra hans erfaringer til torturskandalen i Abu Ghraib. At tro, at åbne samfund på blot lidt længere sigt kan udøve retfærdighed i det skjulte, har endnu en gang vist sig at være en illusion.

MEN SELV om Abderrahmane ikke er terrorist, så kunne han være blevet det. Han er politisk ekstremist, og han drog efter eget udsagn ud i verden for at blive 'hellig kriger'. Det er dermed ikke bare som fangen fra Guantánamo, men i endnu højere grad som ung, ekstremistisk europæer med muslimsk baggrund, at han har en tankevækkende historie at fortælle.

Ingen kan sige, om han i praksis ville havde 'nøjedes' med at kæmpe sammen med sine 'muslimske brødre' mod den russiske statsterror i Tjetjenien, sådan som han selv siger. Var han nået frem til en af de afghanske træningslejre , før USA væltede de talebanere, han sympatiserer med, havde det fællesskab, han higede efter, nok gjort sit til at fanatisere ham.

Som det er, giver han os en unik og dansk forankret indsigt i, hvori ekstremismens første stadier består:

Endnu engang torpederes forestillingen om, at det er egen social nød eller dramatisk personlig elendighed, der nærer terrorismen. Abderrahmane ligner i høj grad det portræt af den typiske islamistiske terroristspire fra Europa, som Olivier Roy tegner i sin bog 'Den globaliserede islam'. Uddannelsessøgende, ofte ingeniørstuderende eller med hang til de mere eksakte fag, søgende efter en identitet, men bestemt ikke ubekendt med den moderne livsstil. At teknomusik i nogle år udfyldte den plads i Abderrahmanes liv, som den politiske islam derefter overtog, er sigende. Han er heller ikke opvokset i noget religiøst præget hjem.

DEN UDBREDTE fordom om, at ekstremismen har sine rødder i gammeldags religiøsitet og 'middelalderlige værdier' fra det oprindelige hjemland, holder ikke. Den islamistiske fanatisme er ung, den er moderne, den er individualistisk, den er uden traditionelle religiøse og territoriale rødder. Det er den islamistiske sag i en globaliseret verden, der driver værket. Abderrahmanes engagement er ikke kun født i teenageårenes polariserede Algier, men i lige så høj grad foran en dansk fjernsynsskærm, hvor Kosova-albanere og tjetjenere var ofre. Selv om hans holdninger - specielt hans kvindesyn vil provokere mange - må fordømmes, kan det ikke nægtes, at den undertrykkelse, han reagerer på, er en hel del tættere på og mindre uvirkelig, end den undertrykkelse, der for ikke så mange år siden gjorde mange unge danskere til fanatikere.

Det virker skræmmende og uforståeligt, at et ungt menneske vil forlade vores trygge land til fordel for afghanernes eller tjetjenernes kamp. Men ligner det ikke meget dengang, unge danskere i Blekingegadebanden røvede penge og våben til palæstinensiske terroristers kamp, og langt flere kastede molotovcocktails i solidaritet med vietnameserne? Allah erstatter Marx og Lenin, men lighedspunkterne er større: En abstrakt ideologi deler verden op i venner og fjender, der ses på det etablerede samfund gennem fremmedgjorte briller, og man finder en identitet i en stærkt forpligtigende livsstil sammen med andre unge. Idealisme glider over i fanatisme og for nogle til terror.

Ligesom dengang skal fænomenet bekæmpes med argumenter. Og når det bliver voldeligt, af politi og efterretningstjeneste. Men at vi her taler om et nyt mindretal i Europa, føjer en særlig dimension til udfordringen. Det er af afgørende betydning, at unge muslimer får tilbudt en plads i både det danske og andre europæiske samfund, så fristelsen til kun at tænke og føle 'imod' bliver mindre. Det vil ikke forhindre, at nogle alligevel vælger terrorens vej. Men forhåbentlig vil det kunne gøre fænomenet lige så forbigående som den venstreorienterede terrorisme i 70´erne.

POLITIKEN

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere