UMIDDELBART ligner medierne skurken i tre dages perspektivløst kævl om Mogens Lykketofts erindringer. Præcis hvornår Lykketoft stod for sik og hvornår for sak i den håbløse siksakkurs, der udgjorde Nyrupregeringens bud på en integrations- og indvandringspolitik, har i sig selv begrænset interesse. Når det så viser sig, at den spontane kritik beror på misforståelser, bliver forløbet rent tidsspilde. Men Lykketoft har selv et ansvar: Det nærmer sig højkomik, når en forfatter, der har brugt stor energi på at få uddrag placeret i forskellige aviser, brokker sig over, at bogen - der først udkommer i overmorgen - ikke bliver læst i sin helhed. Heller ikke det underliggende problem - at Socialdemokraterne har hele to forhenværende formænd i Folketinget, som Lykketoft har måttet medvirke til at afsætte - er mediernes skyld. Socialdemokraterne er sårbare, men ved det efterhånden godt selv. Så rigtig politisk storm blev det ikke - undtagen blandt enkelte S-borgmestre i forstæderne. FRA I DAG er der heldigvis mulighed for at interessere sig for substansen i dansk politik: Finansloven er til førstebehandling, og både Socialdemokraterne og de radikale fremlagde i går deres alternativ til regeringens bud. Der er ikke grund til at dvæle meget ved alle de milde gaver, som de to oppositionspartier byder sig til med. Den del af øvelsen er taknemmelig, når man er i opposition. Mere interessant er finansieringen. Den peger hen imod det, der er og bliver den bærende modsætning i Folketinget i resten af denne regeringsperiode. Oppositionen vil have skatten på arbejde ned, og oppositionen er parat til at sætte andre skatter op for at nå dertil. Heroverfor står det skattestop, som Marianne Jelved ikke er bange for at kalde stupidt, men som ikke desto mindre udgør krumtappen i Anders Fogh Rasmussens indenrigspolitiske kurs. Årets finanslov flytter kun rundt på mindre beløb og afspejler ikke stor reformiver. Men uenighed om skattepolitikken og dermed om finansieringen af enhver større omlægning af velfærdsstaten peger fremad. Mod en regering, der kun vil kunne, hvad Dansk Folkeparti vil. Og en opposition, der venter på valg.