BÅDE ANDERS Fogh Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen har som statsministre sagt ja til, at Tyrkiet kan indlede forhandlinger med EU om medlemskab, hvis det lever op til de såkaldte Københavnskriterier, der indebærer, at landet til fulde skal respektere demokratiet og menneskerettighederne. Men hvor Anders Fogh vedstår, at Tyrkiet skal ind, hvis landet lever op til kriterierne, har Poul Nyrup ført valgkamp på, at Tyrkiet ikke på nogen måde er modent til medlemskab. Det er både et løftebrud og et politisk plattenslageri, der ikke er Socialdemokratiets tidligere formand værdigt. Og det bliver ikke bedre af, at Socialdemokratiets nuværende formand, Mogens Lykketoft, også har luftet stor skepsis i forhold til Tyrkiet. MODVILJEN MOD Tyrkiet blandt en del vælgere skyldes en blanding af uvidenhed og fordomme. Den tilgivelige uvidenhed består i, at mange undervurderer Tyrkiets udviklingsgrad og EU-kravenes strenghed. Realiteten er, at landet længe har været inde i en positiv udvikling på mange fronter. Tyrkiet har ikke dårligere forudsætninger for medlemskab end for eksempel Rumænien og Bulgarien, og udsigten til medlemskab er en fantastisk løftestang til at få yderligere fremskridt på plads. De mindre tilgivelige fordomme drejer sig om religion, hvor tidens dæmonisering af islam blandes med diffuse forestillinger fra dengang, 'tyrken' truede et kristent Europa. Ironisk nok udgør bekymring for udviklingen i Mellemøsten i dag blot et yderligere argument for at få Tyrkiet solidt forankret i EU's værdifællesskab. DET ER ansvarlige politikeres opgave at bekæmpe uvidenhed og fordomme hos vælgerne, at oplyse dem og at arbejde for den fremtid, de selv tror på. I stedet har Poul Nyrup og lidt for mange andre EU-kandidater fra lidt for mange partier valgt at lefle for vælgerne og dermed bekræfte deres formodninger om, at det nok er en dårlig idé. Netop en tidligere statsminister, der har valgt en politisk kampplads, hvor der ikke længere er ministertaburetter på spil, der kan friste til taktik og opportunisme, burde vide bedre. Efter Mimi Jakobsens velgørende undsigelse er der endnu tid til at komme på bedre tanker. Vis nu, hvem du er, Nyrup.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
