Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Dennis Nørmark

De borgerliges argumenter for at lette topskatten får dem til at ligne socialister

Det eneste argument for at fjerne topskatten, der holder vand, er det moralske: Folk fortjener at beholde de penge, de selv har tjent.

Dennis Nørmark

Topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag, fordi den koster vækst og beskæftigelse«. Sådan lyder ambitionen for den forkætrede skat i det nye regeringsgrundlag.

Kravet om topskattelettelserne lever altså i bedste velgående under den nye VLAK-regering. Det samme gør de hyppige påstande om, at topskatten i virkeligheden står i vejen for, at vi alle kan blive rigere.

Modstanden mod topskatten er i den forstand bare et udtryk for en irrationel småtskåren mentalitet, typisk ytret af misundelige lavtlønnede med en alt for ringe forstand på økonomiske teorier. Spørgsmålet er dog, om det er specielt borgerligt at sælge topskattelettelser som en økonomisk mirakelkur, der gavner os alle. Nej, mener jeg, og jeg skal i det følgende forklare hvorfor.

Igen og igen bliver det fremført, at topskattelettelser nærmest vil være selvfinansierende, fordi folk vil arbejde mere med udsigten til at kunne beholde flere penge selv. Den konklusion er dog ikke krystalklar.

I år spurgte Rockwool Fonden 6.000 danskere, og her svarede forsvindende få, at de ville arbejde mere, hvis de kunne beholde mere.

Måske er sandheden den, at de, der i forvejen elsker at arbejde, vil arbejde lige meget hvad, mens resten af danskerne elsker deres fritid. Sænkes skatten, vil alt for mange derfor falde for fristelsen til at være mindre tid på arbejde til den samme løn. Den selvfinansierende topskat er usikker.

Et andet argument for at fjerne topskatten er, at når de rige får lov til at tjene noget mere, vil resultatet blive øget vækst og velstand.

Men den opfattelse kan meget vel bygge på en lettere mytologisk forestilling, der i årtier har eksisteret i liberale kredse. Myten fremstiller erhvervsledere som en slags afgudsvæsner, der af ren kærlighed til deres land skaber en overflod af arbejdspladser, fordi de simpelthen ikke kan lade være med at lade deres forretninger blomstre.

Vi som borgerlige bør vare os med, hvilke argumenter vi bruger, når vi taler for at sænke skatten på de høje indkomster

Problemet er, at denne historie skal sameksistere med den stik modsatte fortælling om, at de alligevel ikke gider gøre det, hvis de skal betale mere i skat. Større er fædrelandskærligheden altså ikke.

Hvilken af disse historier der kommer tættest på sandheden, ved ingen.

Læg dertil myten om, at disse fantastiske vækstlokomotiver sikkert vil rejse ud af landet og placere arbejdspladserne der, hvis ikke topskatten sænkes. En ny undersøgelse konkluderer dog, at kun et fåtal af vores millionærer overvejer at tage flugten. Forestillingen om erhvervslederen som superhelt er i familie med 1980’ernes politiske fatamorgana, den såkaldte trickle-down economy, som tilsagde, at hvis blot de rige blev rigere, ville velstanden sive ned til fattigere samfundslag.

Problemet er, at denne magiske velstand aldrig indfandt sig i kølvandet på de store skattelettelser og dereguleringer af finansverdenen i USA, der ganske rigtig endte med at gøre en stor gruppe mennesker vanvittigt velhavende, men samtidig gældsætte landet og fik arbejdsløsheden til at stige.

De riges overforbrug blev ikke i særlig stort omfang omsat til noget, der gjorde resten af befolkningen velhavende. I stedet lagde man muligvis grunden til den ulighed, som kun er vokset siden, og som gør, at den rigeste procent af verdens befolkning i dag ejer over halvdelen af verdens formue.

I Danmark ejer den rigeste procent 32 procent af formuen. Velstanden er øget i toppen, mens uligheden stiger, viser den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd. Det ser altså ikke ud til, at en stigende velstand blandt de højtlønnede har hævet bunden i Danmark.

Til gengæld har vi nu den største andel af fattige i Norden.

Jeg er udmærket klar over, at ovenstående lyder som en venstreorienteret klagesang, men det viser ikke desto mindre, at vi som borgerlige bør vare os med, hvilke argumenter vi bruger, når vi taler for at sænke skatten på de høje indkomster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De økonomiske argumenter er måske slet ikke så entydige, og alligevel bliver de ofte fremført med en ringeagt for dem, der måtte være af en anden overbevisning. Det fremhæves ofte som simpel jantelov og misundelse, når et stort flertal ikke ønsker at øge den økonomiske ulighed i samfundet ved at lade de rige tjene mere. Det er jo ellers – hævder de borgerlige med hjemmel i deres økonomiske teorier – en fuldstændig gratis gave til de rige, der tilmed kan gavne os alle.

Det er fra samme lejr, man af og til hører, at det er faktisk er en håndsrækning til de fattige, at man skærer i kontanthjælpen, der blot efterlader dem passive og uvirksomme. Færre penge til de fattige, så bliver de rigere!

Summa summarum ved vi ikke, om topskattelettelser udgør noget økonomisk mirakel. Vi ved dog, at der er en vis sandsynlighed for, at det vil øge uligheden, og den har de liberale – modsat de konservative – aldrig været principielle tilhængere af.

Når borgerlige begiver sig ud i det voodooøkonomiske grænseland, lyder de ikke som borgerlige, men i stedet som socialister, der understreger, at det jo er for fællesskabets skyld, at topskatten skal væk

Faktisk blev de borgerlig-liberale revolutioner grundlagt på et opgør med netop uligheden, der havde taget al dynamikken ud af samfundet og samlet værdierne hos en udygtig adelsstand. Det er lige præcis det, som den franske økonom Thomas Piketty er bange for vil gentage sig igen: Stenrige folk, der lader deres børn arve frugten af ejendom og kapitalindkomst uden egentlig produktiv værdi.

Nej, hvis topskatten skal afskaffes – og det mener jeg, den bør – skal det ske ud fra en grundlæggende moralsk vurdering, der hedder, at folk fortjener at beholde en større del af de penge, de selv har tjent. Det er den simple grund til at afskaffe topskatten. Det handler om retfærdighed.

Når borgerlige begiver sig ud i det voodooøkonomiske grænseland, lyder de ikke som borgerlige, men i stedet som socialister, der understreger, at det jo er for fællesskabets skyld, at topskatten skal væk.

Det er for, at vi alle kan få flere arbejdspladser, mere vækst, flere penge til forbrug og alt det andet, som de hjertens gode altruistiske finansmænd og -kvinder ved et trylleslag skaber for os, når blot de får lov til at tjene lidt flere penge selv.

Ligesom 70’ernes marxister motivanalyserede sig frem til, at modstanden mod deres økonomiske sandhed skyldtes storkapitalens gustne interesser, så kan også borgerlige forklare den politiske modstand som jalousi og manglende forståelse for de økonomiske naturlove.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske skal borgerlige bare erkende, at modstanden mod topskattelettelser er en ærlig og redelig interessekamp imod dem, der gerne vil have de riges penge og begrænse den ulighed, der rammer dem hårdest. Ikke fordi de er misundelige eller ikke forstår sig på økonomi, men fordi det er i deres interesse. Og politik er nu engang en kamp imellem interesser og intet andet. Fair andsquare.

Hvis regeringen virkelig er en ’borgerlig familie’, må den argumentere borgerligt for menneskers ret at beholde, hvad de har tjent.

Om ikke andet ville det være mere ærligt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce