Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Peter Hummelgaard Thomsen

30 års galopperende ulighed har banet vejen for Donald Trump

Uanset hvordan valget ender, står én ting klart: Amerika og Vesten har et altoverskyggende problem. Ulighed.

Peter Hummelgaard Thomsen

På valgaftenen for 8 år siden stod jeg i Grant Park i Chicago, da den nyvalgte Obama trådte ind på scenen. »Det her er jeres sejr«, sagde han.

Chicagos politimyndigheder vurderede, at der var mere end 150.000 mennesker til stede i parken denne absurd kolde novemberaften i 2008.

Stemningen var euforisk, næsten ekstatisk. Hver en sjæl i Grant Park, og i resten af verden, kunne kanalisere sine største drømme og håb ind i valget af den nye præsident Obama.

Ved præsidentvalget 4 år efter boede jeg i USA og arbejdede som frivillig i månederne op til valget i 2012. 4 år var gået, men euforien var væk.

Ikke fordi Obama havde gjort det dårligt. For på alle parametre havde Obama-regeringen, i lyset af den værste økonomiske krise i USA siden 1930’erne, skabt enorme resultater.

Som vi lærte os selv at fortælle vælgerne, når vi bankede på deres døre i staten Pennsylvania, var økonomien i vækst, jobbene tilbage og flere amerikanere dækket af sygesikring. Og nå ja, Osama bin Laden var død.

Alligevel var det ikke til at spore nogen større optimisme blandt de vælgere, man snakkede med, når man ringede dem op eller forstyrrede dem på deres dørtærskel.

Sandheden var, at finanskrisen havde fjernet det røgslør, der havde skygget for den grimme strukturelle ulighed, som i 30 år langsomt, men meget sikkert har været ved at knække USA midtover.

Hvis man vil forstå, hvordan Donald Trump har kunnet få så meget succes i vælgerhavet, skal man forstå den.

I Harrisburg i Pennsylvania mødte jeg Joseph, en hvid ufaglært fabriksarbejder, der havde mistet sit job og hus i krisen.

Han var en af de millioner af amerikanere, der havde kompenseret for mere end et årtis stagnerende realløn ved at refinansiere lånene på sit hus. Det kostede ham huset i finanskrisen, og fabrikken lukkede et år senere.

Utrygheden vokser. Nationalisme og radikalisme får medvind. Det er en dødsensfarlig cocktail

I det sydvestlige Philadelphia mødte jeg Leroy, en sort amerikansk arbejdsløs, der levede af madkuponer. I 2008 stemte både Joseph og Leroy på Obama. I 2012 også.

På tirsdag gætter jeg på, at Joseph stemmer på Trump, og Leroy slet ikke stemmer.

Mesterdetektiven Sherlock Holmes gav i en af de mange gode historier det gode råd til Scotland Yard-betjenten, at man skal lægge mærke til hunden, der ikke gøede, hvis man vil opklare forbrydelsen.

Det samme gælder det amerikanske valg, der i aften er overstået.

Trump er i denne sammenhæng forbrydelsen. En racistisk kvindehadende demagog. I februar i år så jeg Trump tale under primærvalget i New Hampshire.

Jeg har hørt mange taler fra amerikanske politikere i mit liv – denne var den dårligste. Usammenhængende, ukonkret og tenderende til det rablende.

Alligevel var folk begejstrede, fordi håbet hos hans primært hvide arbejderklassevælgere var, at han kunne ’ruske op i tingene’, som en sagde til mig.

LÆS MERE

Uanset hvordan det ender, og hvem der vinder, står én ting klart: Amerika og Vesten har et altoverskyggende problem, som også er katalysator for alle andre problemer. Ulighed.

Det centrale løfte i vores kapitalistiske samfund har været, at »tidevandet løfter alle bådene«, som Kennedy engang har udtrykt det. Men både i USA og andre steder har sandheden nærmere været, at tidevandet nøjes med at løfte yachterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Velstand og indkomst fordeles mere ulige end nogensinde. Lønningerne har for de fleste arbejderes vedkommende stået fuldstændig stille i årtier.

Middelklassen er ved at skrumpe ind til ingenting, tynget af privat gæld fra udgifter til skole, sundhed og omsorg. Unge amerikanere ender i livsvarig gæld for at få sig en uddannelse.

Den offentlige sektor lider under manglende investeringer, mens der aldrig i historien har været gemt så mange penge væk i skattely. Private monopoler er genopstået.

Der investeres ikke i produktion og realøkonomi, men ophobes i stedet massive formuer i fonde, designet til kortsigtet spekulation. Resultatet er, at sammenhængskraften langsomt files ned.

Utrygheden vokser. Nationalisme og radikalisme får medvind. Det er en dødsensfarlig cocktail.

Jeg håber, som jeg aldrig har håbet før, at Trump ikke vinder i aften. Hvis han gør, er det hverken irrationelt eller overraskende. Det er et produkt af 30 års grotesk skæv udvikling.

For Hillary og alle os andre består de kommende årtiers politiske projekt i at skabe en udvikling, hvor alle får andel i vores vækst og velstand. Hvis ikke vil flere gøre som Joseph og Leroy.

Enten vil de stemme på radikaliserede populistiske demagoger. Eller også vil de bare give op. Begge dele vil for den vestlige civilisation være en katastrofe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce