Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Undren. Enhedslistens udlændingeordfører har svært ved at se, hvordan SF's nye 'strammer'-linje i flygtningepolitikken skulle udgøre en ny kurs for venstrefløjspartiet.
Foto: Jens Dresling

Undren. Enhedslistens udlændingeordfører har svært ved at se, hvordan SF's nye 'strammer'-linje i flygtningepolitikken skulle udgøre en ny kurs for venstrefløjspartiet.

Johanne Schmidt-Nielsen

Jeg har svært ved at få øje på det nye i SF's nye flygtningekurs

Enhedslisten ser 29 punkter i SF's nye flygtningeudspil - og er enig i langt de fleste.

Johanne Schmidt-Nielsen

SF er i dag kommet med et flygtningepolitisk udspil. Partiet synes selv, at de »adskiller sig fra begge sider af folketingssalen«. De skriver, at de på den ene side vil »bakke op om vores internationale forpligtelser, og på den anden side ved vi også, at antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, betyder noget for vores evne til at lykkes med integrationen i Danmark«.

Til Berlingske siger SF's gruppeformand Jacob Mark om Alternativet, Radikale og Enhedslisten, at »man nærmest vil tage imod så mange flygtninge som muligt og ikke anerkender, at der kan være et problem i det«.

Det er ikke første gang, at SF på den måde tegner en karikatur af andre partiers holdninger. Men det ændrer ikke ved, at der netop er tale om en karikatur. Mig bekendt mener samtlige partier i Folketinget, at antallet af flygtninge naturligvis har betydning for, hvor stor integrationsopgaven er. Jeg kender ingen partier, der ønsker, at så mange som muligt af de 60 millioner mennesker i verden, der er på flugt, skal komme til Danmark.

Med andre ord: En klassisk stråmand. Men pyt nu med det, lad os se på indholdet.

SF siger selv, at deres udspil har været på vej i over et år, og at der er tale om en ny kurs. I Berlingske lanceres det som et 'strammer-udspil'. Personligt har jeg svært ved at finde det nye i udspillet. Og jeg synes sådan set heller ikke, at det er særlig strammer-agtigt.

LÆS MERE

Tillad mig at gennemgå udspillet. Jeg har forsøgt at identificere de konkrete forslag punkt for punkt:

1. Nærområderne skal støttes massivt økonomisk. Helt enig! Nyt?

2. SF vil tage minimum 1.000 kvoteflygtninge om året. Hidtil har Danmark taget 500. I dag er ordningen suspenderet. Helt enig i, at Danmark selvfølgelig godt kan magte at tage minimum 1.000 kvoteflygtninge!

3. SF ønsker et stærkt europæisk Dublin-system. Dublin-systemet går ud på, at man skal søge asyl i det første EU-land, hvor man registreres. SF vil supplere Dublin-systemet med en europæisk kvotefordeling. Således at det ikke blot er de lande, som tilfældigvis har de ydre grænser, der skal give beskyttelse til alle flygtninge, som kommer til Europa. Enig!

Jeg kender ingen partier, der ønsker, at så mange som muligt af de 60 millioner mennesker i verden, der er på flugt, skal komme til Danmark

4. Det europæiske grænsesamarbejde skal styrkes markant. Tjah. Det synes jeg sådan set er okay. Især fordi SF understreger, at FN’s flygtningekonvention skal overholdes. Flygtninge vil således ikke blive forhindret i at bevæge sig ind på europæisk territorium, men vil ved EU’s ydre grænser få mulighed for at indgive en asylansøgning, så det kan undersøges, om de reelt har et beskyttelsesbehov. Fint. Det er bestemt ikke positivt, at uregistrerede flygtninge vandrer hvileløst rundt i Europa.

5. Det skal undersøges, hvor mange flygtninge kommunerne, regionerne og arbejdspladserne mener, at Danmark er i stand til at integrere. Jeg har ikke noget imod undersøgelser. Jeg tænker, det er et svært spørgsmål at svare på, og synes egentlig også, det er lidt uklart, hvad SF vil bruge sådan et tal til. De understreger selv, at de fortsat mener, Danmark skal overholde FN’s flygtningekonvention. I så fald vil det være umuligt at sætte et loft over antallet af spontane flygtninge.

6. SF mener, at der er brug for, at antallet af flygtninge, som kommer til Danmark, kommer under bedre kontrol. Okay. Hvordan?

7. Afviste asylansøgere skal hjemsendes. Det tror jeg, alle partier er enige i. Al den tid, jeg har siddet i Folketinget, har skiftende regeringer arbejdet for dette. Problemet er imidlertid, at lande som Iran og Afghanistan er meget lidt tilbøjelige til at tage imod egne borgere. Det problemer kæmper hele verden med.

8. Kriminelle asylansøgere skal hjemsendes inden for konventionerne. Hvis folk har begået alvorlig kriminalitet og ikke er i risiko for tortur eller dødsstraf, er jeg helt enig. Hvis de har stjålet en ost i det lokale supermarked, så synes jeg ikke, udvisning er en proportionel straf. Men det kan jeg da heller ikke forestille mig, at SF mener.

9. SF støtter regeringens såkaldte 'nødbremse', hvis både Dublin-forordningen og Schengen er brudt sammen. Personligt finder jeg det temmelig uklart, hvad regeringens nødbremse egentlig går ud på. Derfor undrer det mig også, at SF ubetinget støtter den. Men det, vi ved, er, at hvis Dublin ikke længere eksisterer, vil regeringen gå tilbage til praksis før Dublin. Nemlig at asylansøgere kan afvises ved grænsen mellem Danmark og Tyskland, fordi Tyskland er et sikkert land. Tjo. Tyskerne vil nok blive ret sure, men mon ikke de fleste lande vil reagere sådan, hvis man kollektivt beslutter at ophæve Dublin-forordningen?

10. På længere sigt skal der ikke længere gives asyl i de enkelte europæiske lande, men kun gennem europæiske modtagecentre. Visionen deler jeg. Det kræver naturligvis, at Europas lande så deles om opgaven med at give flygtningene beskyttelse. Og at vilkårene i modtagecentrene er ordentlige. Det forestiller jeg mig, at SF er enig i.

11. Økonomisk straf til europæiske lande, som ikke tager deres del af ansvaret. Enig.

12. Danmark skal blive bedre til at skelne mellem migranter og flygtninge. Hm. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forstå dette punkt? I dag er det jo Flygtningenævnet, som afgør asylsager i anden instans. Mener SF ikke, at Flygtningenævnets medlemmer er dygtige nok til at skelne mellem migranter og flygtninge, eller?

13. SF er imod fattigdomsydelser som integrationsydelsen. Enig!

14. SF vil bekæmpe børnefattigdom. Enig!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

15. Der er brug for hurtigere mulighed for familiesammenføring for flygtninge. Enig!

16. SF vil bekæmpe symbolske stramninger som f.eks. smykkeloven. Enig!

17. SF vil stille krav om, at alle flygtninge skal tage uddannelse, hvis ikke de kommer i beskæftigelse. Sådan er det vel allerede i dag. Bortset fra, at de fleste sendes i nyttejob og forskellige former for løntilskud frem for egentlig uddannelse. Hvis SF vil styrke flygtninges mulighed for reel uddannelse, så er det super godt.

18. Flygtninge skal i alle tilfælde lære dansk. Ja. Men sådan er det da også i dag? Danskuddannelse er en del af den treårige integrationsperiode.

19. Flygtninge skal have bedre mulighed for at komme i arbejde. Den er også svær at være uenig i.

20. Vi skal lære af de kommuner og arbejdspladser, som er bedst til sprogundervisning. Fint.

21. Vi skal sikre, at der er boliger nok i Danmark og at flygtninge placeres steder, hvor de kan lære danskere at kende. Enig.

22. Vi skal støtte de lokale foreninger, som gør et stort arbejde for at tage vare på social integration. Enig.

23. Uledsagede flygtningebørn skal have mere hjælp. Enig.

24. Hvis børn på asylcentre ikke opfører sig ordenligt, så skal de trækkes i lommepenge. Jeg har ikke noget principielt problem med det. Lad os spørge personalet på centrene om de tror, det er et brugbart pædagogisk redskab i forhold til arbejdet med børnene.

25. Unge flygtninge skal have bedre mulighed for at komme på højskole og efterskole. Enig.

26. Flygtninge som frivilligt vender hjem, når der er fred i deres land, skal have mere støtte gennem den såkaldte repatrieringsordning. Fint. Arbejdet med repatriering – altså tilbuddet om støtte til at genetablere sig i hjemlandet – har partierne historisk været enige om. Ligesom at Dansk Flygtningehjælp altid har bakket op og deltaget aktivt i arbejdet med at hjælpe de mennesker, som ønsker at vende hjem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

27. Der skal ske en mentalitetsændring (jeg går ud fra, at SF mener blandt politikerne), således at en krone brugt på integration ses som en investering i fremtiden og ikke blot som en udgift. Enig.

28. Global ulighed skal bekæmpes, og det skal klimaforandringerne også. Det er jeg enig i.

29. Diplomatisk indsats i krigshærgede områder og bekæmpelse af skatteunddragelse og korruption i ulande. Ja tak.

Er dette udspil så nyt og strammer-agtigt? Jeg har svært ved at få øje på den »nye kurs«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce