Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Per Marquard Otzen.

Tegning: Per Marquard Otzen.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Læsernes redaktør: Ja, der bliver læst korrektur på Politiken

'Da pressen blev fly og flamme' og andre godbidder fra en korrekturlæser.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg undrer mig endnu en gang over, at det er så svært for de i øvrigt dygtige journalister i min elskede avis at stave og skrive korrekt dansk. Sommetider tænker jeg på, at man måske burde sende journalisterne på stave- og skrivekursus? Eller ofre penge på dygtige korrekturlæsere. Men de er måske sparet væk?«.

Ordene stammer fra en frustreret Politiken-læser, som havde givet sin mail overskriften ’Stavefejl i min avis igen igen’.

Stavefejl og sprogfejl fylder ganske meget i Læsernes Redaktørs indbakke. Nogle gange er de meningsforstyrrende, andre gange komiske. Men irriterende er de altid. Det gælder også de uundgåelige slåfejl – hvis de smutter igennem korrekturen.

For der bliver læst korrektur på Politiken. Og det er i årenes løb slet ikke gået så meget tilbage med journalisternes stavekundskaber, som en del læsere er tilbøjelige til at mene.

Det fastslog Dorte Gabs i sin afskedstale, da hun for nylig takkede af efter 40 år som korrekturlæser på Politiken.

Da hun blev ansat, talte korrekturafdelingen 36 ansatte og arbejdede tæt sammen med det tekniske personale. Korrekturlæserne skulle ikke bare læse den trykte tekst, men også sikre, at den stemte overens med manus, forklarede Dorte Gabs:

»Fra journalisten skrev sin historie, og til den havnede i avisen, havde den været i hænderne på både en redaktør, en overkorrektør, en maskinsætter, en eller sågar to korrekturlæsere og en rettemand, så der var sjældent fejl i den trykte avis, og derfor er der opstået en myte om, at journalisterne var bedre til at stave i gamle dage«.

Senere dukkede de første computere op på redaktionen – og korrekturafdelingen blev halveret.

»Ræsonnementet var, at journalisterne nu burde være i stand til at aflevere fejlfrie tekster, og så ville der kun være brug for at få læst korrektur på ikke-redaktionelle tekster og på de færdige sider, hvor vi primært skulle koncentrere os om rubrikker (overskrifter, red.), billedtekster og spalteovergange. Korrektur på broadsheetsider foregik på en fotokopi med opskaleret tekst, så den fyldte to A3-ark. Det betød, at vi sad med to halvdele, der lappede ind over hinanden. Det var ikke en særlig tilfredsstillende måde at arbejde på, og vi blev stadig færre og færre«.

Det holdt heller ikke, så senere kom korrekturen til ære og værdighed igen. Korrekturlæserne rykkede væk fra den tekniske afdeling og ind på redaktionen, og der blev atter læst korrektur på artiklerne, dog stadig på et print af de færdige sider.

I dag er korrekturlæsningen digital, og korrekturlæserne taster rettelserne direkte ind i artiklerne.

Jeg begynder i den årlige morgenstund

»Indimellem sker det værste og meget beklagelige, at vi kommer til at rette noget rigtigt til noget forkert, men tro mig: I og ikke mindst vore læsere skal være taknemmelige for, at I har os«, sagde Dorte Gabs.

Det er jeg også. Både som skrivende medarbejder på avisen og som vikar for Læsernes Redaktør. At der er god grund til taknemmelighed, bliver meget tydeligt, når man læser denne prøve på, hvad Dorte Gabs og hendes kolleger i de senere år har skånet læserne for af frygtelige stavefejl og kuldsejlede faste udtryk:

»Jeg begynder i den årlige morgenstund med en smedekampagne, hvor faldballader ikke er en engangsforetagelse, men er trukket i langdragt, hvilket skyldes, at man ikke har forstået at skille pligten fra viden.

SE OGSÅ:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min granonkel – ham uden -d – er lidt af en vågehals. Han spillede klubfodbold i sin ungdom, hvor han var den mest scorede på holdet. Han slog sig siden ned som hyptonisør, men blev desværre smittet med sylifis. Da lægen ville behandle hans grimme sygdom med en skrap kniv, løb han skrivende ud ad døren, mens han råbte: Det er Gale Matthias!

Pressen løb på limpinden. Alle var fly og flamme. Lægen stod fast på sit og var hård i flinten, men de skulle nok sørge for, at han fik kamp til sit hår, om det så betød, at han måtte slå krumspring på sig selv. Heldigvis er der ikke ét menneske, der er ens«.

Man ser det for sig. Især lægen, der slår krumspring på sig selv.

Så det kunne altså være meget værre. Men det kan også blive bedre. Og der er lys forude, især for vores netudgave, hvor der kun bliver læst korrektur i ret begrænset omfang.

Den nye udgave af det system, vi arbejder i på politiken.dk, vil nemlig i modsætning til det eksisterende være udstyret med en stavekontrol. Hvilket naturligvis ikke løser alle problemer, men dog gør det en hel del lettere for journalister, redigerende og korrekturlæsere at fange stave- og slåfejl.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden