Debat

Henrik Marstal: Drop hadet mod eliterne - vi har stærkt brug for dem

Et samfund uden eliter er ilde stedt, for hvis ikke der findes mennesker, som bruger deres evner bedre end de fleste andre, risikerer alt at ende i middelmådighed.

Debat

Når politikere eller debattører begrunder demokratiets skiftende kriser ved hjælp af populistiske udtryk som ’hadet mod eliten’ eller ’elitens fallit’, er det så stor en forenkling af tingenes virkelige tilstand, at det ligner rå, retorisk manipulation.

Det giver bedst mening at forstå begrebet ’elite’ intersektionelt, det vil med et ord lånt fra identitetspolitikken sige: at forstå det som et væv, hvor den enkeltes særlige identitetsmæssige faktorer spiller ind: uddannelsesforhold, etnicitet og økonomiske forhold – for blot at nævne tre.

Eksempelvis er det muligt at være uuddannet og uden egentlige evner, men alligevel tilhøre en økonomisk elite, fordi man er født ind i en velhavende og indflydelsesrig familie.

Det er også muligt at tilhøre prekariatet og ikke have nogen egentlig ansættelsesmæssig fremtid foran sig, men som højtuddannet alligevel indiskutabelt tilhøre en intellektuel elite.

Endvidere er det muligt at tilhøre en elite som journalist eller meningsdanner med ordet i sin magt, men aldrig komme til at tjene mere end en mellemleder i en ingeniørvirksomhed.

Endelig er det muligt at have alle kort på hånden både økonomisk, uddannelsesmæssigt og intellektuelt, men afvige fra normen etnicitetsmæssigt, seksuelt eller politisk og dermed være henvist til en position, som alligevel ikke rigtig giver adgang til traditionelt elitære privilegier.

At være elitær er undertiden ensbetydende med at løbe spidsrod gennem et folkedyb af frustration

Selv om der findes tilfælde, hvor personer på en og samme tid tilhører en intellektuel, økonomisk og identitetspolitisk elite, giver det med andre ord ikke mening at tale om 'eliten' i bestemt form ental. Vi er nødt til at præcisere, hvilken elite der er tale om, når vi taler om den.

Men også i flertal er eliternes position konstant udfordret. Selvom en person kun på et ud af flere mulige parametre tilhører en elite, er det, som om denne person uanset position forventes at stå til ansvar for al den vrede og frustration, som folkestemningen fra tid til anden mener sig berettiget til at overøse den med. At være elitær er undertiden ensbetydende med at løbe spidsrod gennem et folkedyb af frustration.

En leder i Politiken sidste år havde fokus på denne urimelighed, og dens modsvar lød sådan her: »Verden er kompleks og er stillet over for så store udfordringer, at behovet for viden og ekspertise på højeste niveau aldrig har været mere påtrængende. Derfor er angrebet på eliten farligt. Hvis de, der arbejder på højeste niveau, udgør ’eliten’, så elsk eliten«.

Den eneste elite, som med fuld ret kan undværes, er mangemillionærerne og milliardærerne, hvis rigdomme næsten altid har ført til grådighed og egoisme i stedet for ydmyghed og altruisme. Når otte mænd ifølge udviklingsorganisationen Oxfams rapport fra januar 2017 ejer lige så meget som halvdelen af jordens befolkning, og når 1 procent ifølge finansinstituttet Credit Suisses rapport fra 2014 ejer halvdelen af jordens værdier, er der seriøst noget galt. Det må selv den mest ivrige kapitalismefortaler kunne se.

Forvirringen bliver dog total, når medlemmer af de politiske eller meningsdannende eliter begynder at bekrige andre eliter. Det skete, da eksempelvis Marie Krarup (DF) i Jyllands-Posten i juni sidste år talte om »elitens forargelse over indfødsretsprøven«, eller da debattøren og forfatteren Dennis Nørmark i Politiken sidste år talte om at »fyre eliten« – vel at mærke den ’elite’, som ikke havde bakket op om eller forudset valget af Donald Trump som amerikansk præsident.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men uanset hvor kompleks en størrelse elitebegrebet beskriver i dag, kan eliterne ikke undværes. Heller ikke de eliter, som Marie Krarup og Dennis Nørmark tilhører, refererer til og nyder godt af. Et samfund uden eliter er ilde stedt, for hvis ikke der findes mennesker dér, som bruger deres evner bedre end de fleste andre eller evner at gå forrest i samfundsudviklingen, risikerer alt at ende i middelmådighed og mudderkastning.

Kampen mod 'eliten' er per definition futil. Og de, der abonnerer på det antielitære standpunkt at alliere sig med masserne imod de indbildsk kloge, formår kun sjældent at virke troværdige, når de fremstiller sig selv som helt almindelige mennesker, der er lige så meget ofre for 'elitens' luner som alle andre.

Det er kun godt, når folkelige kræfter udfordrer de forskellige eliter eller beder dem levere løsninger til gavn for almenvellet.

Og det er kun godt, når eliterne bliver tvunget til at træde i karakter og være sig deres ansvar bevidst. Men hvis ikke der samtidig foreligger en anerkendelse af eliternes nødvendighed, fortaber tingene sig i hykleri og verdensfjernhed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce