Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Henrik Marstal

God international kampdag, mænd!

Mændenes Internationale Kampdag kalder på overvejelser om, hvad det er for en kønskamp, mænd egentlig skal kæmpe.

Henrik Marstal

I dag er det International Men's Day - en begivenhed, som vi passende kan oversætte som Mændenes Internationale Kampdag. I mere end 80 lande bliver dagen markeret ved at sætte fokus på mænds vilkår i et kønsmæssigt perspektiv.

Temaet i år er selvmord, eftersom det desværre er noget, især mænd vælger som den ultimative udvej. De seneste tal på området herhjemme fra 2011 bekræfter dette: 454 mænd mod 159 kvinder begik det år selvmord. Tallene siger dog intet om, hvordan kønsfordelingen er blandt de, som forsøger selvmord, for mange af disse registreres ikke.

Interessant nok kender jeg næsten ingen mænd, som er opmærksomme på, at Mændenes Internationale Kampdag overhovedet eksisterer. Og jeg tror heller ikke, at det gælder de mange mænd, der hvert år vanemæssigt beklager sig over eksistensen af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts. Ellers ville de næppe år efter år spørge: 'Og hvad så med mændene? Skal de måske ikke også have en kampdag?'.

Men når dagen nu engang findes, hvorfor er den så nærmest hemmelig for offentligheden? Det kunne selvfølgelig skyldes, at dagen er af langt nyere dato end kvindernes mere end 100 år gamle kampdag og derfor endnu ikke etableret som tradition. Men det kunne også skyldes, at mænd generelt set er uvante med overhovedet at forstå sig selv som et køn, hvis vilkår akkurat som for kvinder er et resultat af de komplekse forhandlinger af kategorien køn, der er foregået gennem tiden. Og dermed kan den manglende opmærksomhed på dagen også skyldes en uvanthed om, hvad sådan en dag overhovedet kan bruges til.

I Politiken i august måned reflekterede professor i socialantropologi Rane Willerslev over mandens rolle i 2030. Hans pointe var, at mænd til den tid vil have massive problemer som køn, blandt andet fordi kvinder bliver stadig mere autonome via f.eks. kunstig befrugtning, hvor mænd som livspartnere bevidst fravælges. Og samtidig har mange mænd svært ved at affinde sig med en redefineret manderolle, hvor det at give plads til kvindekønnet er blevet nødvendigt.

LÆS INDLÆGGET

Willerslev sagde blandt andet: »Kvinder har debatteret deres køn i over 100 år. De har haft en årelang kamp, der har gjort dem bevidste om, hvem de er, og hvor de vil hen. Den refleksion har manden slet ikke haft«.

Det tror jeg, han har fuldkommen ret i: Mænd har indtil videre ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på at forstå sig selv som en social kategori, hvis fællestræk var knyttet til den status, deres køn har i samfundet som helhed.

Det betyder, at det at skabe konstruktive værdifællesskaber om det at være mand endnu ikke er blevet en nødvendighed, selvom det hele tiden har været en mulighed – i modsætning til de kvindelige værdifællesskaber, der allerede sidst i 1800-tallet samlede sig for at kæmpe for retten til politisk, juridisk, økonomisk og social med- og selvbestemmelse.

Mænd har indtil videre ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på at forstå sig selv som en social kategori, hvis fællestræk var knyttet til den status, deres køn har i samfundet som helhed

Det er tilfældet, selvom forvirringen på kønsområdet har grebet ganske mange mænd, der enten har reageret på udfordringerne ved at bedrive ekstrem maskulin adfærd, ved at dyrke primært mandlige fællesskaber eller blot ved hånligt at afvise de faktorer, som i første omgang skabte udfordringerne.

Men mandekønnet står ikke kun over for udfordringer i forhold til dets egen position i et kønnet perspektiv. Det står også over for solide udfordringer i forhold til at gentænke sin rolle i det 21. århundrede, hvor alt tyder på, at den patriarkalske selvfølgelighed, som prægede verdenhistorien indtil 1970'ernes kvindekamp opstod som den første seriøse modkombattant, er ved at have udspillet sin rolle. Som en kvindelig sexolog for nylig sagde til mig: »Patriarkatet? Det spræller i nettet som en døende fisk!«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er derfor, at mandekønnet i stigende grad reagerer ved at trække på sin historiske hovedstol for at kunne legitimere og begrunde sin ret til at performe sit køn: Det kigger bagud i tiden mod de markante rollemodeller, som engang gjorde det nærmest problemfrit at være mand.

Det gælder mange steder i den vestlige verden, at længslen efter dengang, hvor stærke mænd uden yderligere spørgsmål tog sig af verdensherredømmet, er enorm. Bare se på det nyligt overståede amerikanske præsidentvalg: En stærk mand er det, som der er brug for, også når det er hans eneste kvalifikation, og selv når ingen kan være sikre på, at han egentlig er særlig stærk, når det kommer til stykket.

Mandekønnets udfordringer i det 21. århundrede antager dog også ganske andre former. Det kan eksempelvis ses i tendensen blandt visse mænd til at fremstå som ansvarsløse voksenbabyer, der slet ikke finder det problematisk på den ene side at være fyldt 45 eller 55, og på den anden side fortsat leve ud fra en nærmest teenage-lignende selvforståelse med alle tilværelsens valg og fravalg holdt komplet åbne.

Lige siden den eminente sitcom 'Klovn' (2005-2009) har mænds mangel på evne til at tage ansvar da også været et tema i dansk populærkultur. Dette tema ligner en særlig variant af ældre tiders ligeledes ansvarsløse bohéme, som hverken kan finde ud af at være far, partner eller kollega – måske bedst personificeret med den vege Ole Jastrau i Tom Kristensens ligeledes eminente roman 'Hærværk' (1930).

Men Mændenes Internationale Kampdag minder os alle om, hvordan også manden er et køn og dermed ikke længere – som det for blot få årtier siden var almindeligt antaget – en neutral instans, der var højt hævet over at forstå sig selv netop som et køn. Det er denne pointe, som dagen i dag er det bedste udtryk for: Manden er i kraft af de seneste årtiers kønsmæssige udvikling omsider blevet et køn, med alt hvad deraf følger.

For selvfølgelig er også mænd underlagt kønsstereotyper og forestillinger, der hverken er realistiske eller ønskværdige. Men deraf følger ikke, at det skulle give mænd særlige privilegier i forhold til eksempelvis kvinder. For som det er blevet slået fast så utrolig mange gange i de seneste års hjemlige og udenlandske kønsdebat: Ligestilling er aldrig en kamp mellem kvinder og mænd, men derimod en kamp mellem mennesker og fordomme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sagt med antropologen Margaret Meads klassiske udsagn: Hver gang en kvinde bliver frigjort, bliver en mand det også. Det er den erkendelse, som dagen i dag i bedste fald er udtryk for, og det er i den ånd, som den bør markeres ud fra.

God kampdag, mænd.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce