Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fattigfirserne. Der var ikke altid meget at grine af under Schlüter, men forskellen på rig og fattig var mindre, og selv om uligheden i dag kunne udnyttes politisk, evner venstrefløjen ikke at gøre ulighed til et varmt politisk emne.
Foto: Jens Dresling

Fattigfirserne. Der var ikke altid meget at grine af under Schlüter, men forskellen på rig og fattig var mindre, og selv om uligheden i dag kunne udnyttes politisk, evner venstrefløjen ikke at gøre ulighed til et varmt politisk emne.

Noa Redington
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Poul Schlüter gjorde mere for ligheden i 1980’erne, end Enhedslisten gør i dag

Venstrefløjens store problem med ulighed er, at den ikke aner sine levende råd om, hvad den skal gøre. Benhårde prioriteringer i den offentlige sektor er ikke noget for politikerne til venstre for midten. De skal jo også genvælges.

Noa Redington
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et spøgelse går gennem den danske venstrefløj. Ulighedens spøgelse. Det viser sit hæslige ansigt på partiernes årsmøder. Det pibler frem i klummer og analyser. Der bliver talt med store bogstaver og autentisk passion kun afløst af endnu mere dybtfølte klapsalver.

Senest har Enhedslisten over nogle uger kørt en kampagne med den fængende titel ’Ulighed gør os alle sammen fattigere’. Pernille Skipper kigger direkte på os fra partiets hjemmeside. I baggrunden skimtes en christianiacykel og revolutionære balloner. Af den slags, som siger bang, når de punkterer.

Og hun er ikke alene. Også SF og Alternativet hæver med jævne mellemrum stemmen og slår på retfærdighedens stortrommer. At Alternativet ikke vil kaldes venstrefløj, må vi tage en anden dag. Måske den dag, de melder sig ud af den Venstresocialistiske Grønne Gruppe i Nordisk Råd.

Nu kunne man også gøre sig lystig over, at de tre partier har nogle af de mest veluddannede og økonomisk ressourcestærke vælgere. Men at gå efter manden og kvinden og kigge på deres mf’ers indkomst og bolig osv. er altså for jævnt og ret uinteressant. Nej, venstrefløjens problem med voksende sociale skel stikker langt dybere. Ja, faktisk har den tre problemer med ulighed. Det første er, at den vokser. Det andet er, at danskerne er ret ligeglade. Og sidst, men ikke mindst: Venstrefløjen aner ikke, hvad den skal gøre ved hverken det ene eller det andet.

LÆS MERE

Aldrig tidligere har der været så stor international konsensus om, at lighed i økonomien er vigtigt. Den Internationale Valutafonds direktør, Christine Lagarde, er nærmest blevet en kultfigur på det socialistiske firmament, fordi hun siger, at stigende ulighed udgør en hæmsko for den langsigtede vækst. Det samme siger OECD og Verdensbanken. Og hellere én omvendt end hundrede hellige.

Data er også kraftfuldt. Den franske økonom Thomas Piketty har skrevet en fabelagtig god og uhyre omfattende bog om forholdet mellem kapital og arbejde. Konklusion: Det kan bedre betale sig at være rig og kapitalbesiddende end lønmodtager og fuld af godt humør.

Nu er Danmark ikke USA eller Storbritannien, selv om man godt kan få det indtryk, når man hører på Enhedslisten, SF, Cevea eller Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, men jo, uligheden vokser også i vores lille solbeskinnede kongerige. Bare ikke særlig meget.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd råder de rigeste 10 procent over 22 procent af den samlede indkomst. For 30 år siden var det 18 procent. Om det er meget eller lidt, er en sag for de fine smagsløg. Ligeså med den forkætrede Gini-koefficient.

Bundlinjen er, at de rige er blevet rigere, og de fattige kæmper for at følge med. Det kunne være et politisk slaraffenland for venstrefløjen. Men bundlinjen er også, at danskerne er ligeglade

Udviklingskurven var ganske flad op gennem 1980’erne. Ikke fordi Poul Schlüter og co. var særlig optaget af ulighed. Men fordi det gik ufattelig ringe i dansk økonomi. Da væksten begynder at tage fart i 90’erne, og arbejdsløsheden for alvor falder, så stiger Gini-koefficienten. I 1983 var den lige over 0,2. I dag er den cirka 0,28. Cirka, fordi ingen helt kan finde ud af at måle den.

Bundlinjen er, at de rige er blevet rigere, og de fattige kæmper for at følge med. Det kunne være et politisk slaraffenland for venstrefløjen. Men bundlinjen er også, at danskerne er ligeglade.

Ugebrevet A4 konstaterede tidligere i år, at kun 25 procent af danskerne mente, at ulighed er et problem i dagens Danmark. For bare to år siden var det hele 35 procent, som var bekymrede.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu kan man jo spørge om mangt og meget, men det vigtige er, hvor meget ulighed faktisk betyder for, hvad folk stemmer. Ved valget i 2011 mødte Socialdemokratiet og SF vælgerne med en klar omfordelingsdagsorden. Millionærskat og fra banker til børn. Kort sagt: Hele repertoiret af røde kioskbaskere. Det fyldte godt. Bare ikke på valgdagen, og de to partier smed 8 mandater, som Enhedslisten sultent labbede i sig.

Som Sebastian sang i de glade 1970’ere: »En ko er en ko, til den dør, et skridt frem og to tilbage, til der hvor jeg var lige før«.

Sagen er, at danskerne har et ganske stoisk syn på udviklingen i ulighed. Det kan godt være, at den stiger, men i en hvilken som helst international sammenligning er Danmark fortsat helt i top. Så betyder det ganske givet også en del, at mange af dem, som for alvor hænger fast i egentlig fattigdom, er indvandrere og deres efterkommere.

Og her er vi ved venstrefløjens store problem med ulighed: Den aner ikke sine levende råd om, hvad den skal gøre. Vælgerne forventer, at de røde taler om ulighed. Men vælgerne tager det bare ikke særlig alvorligt. Faktisk tager de det så lidt alvorligt, at Socialdemokratiet i næsten et år helt uden problemer har fedtspillet med, om man vil eller ikke vil rulle de notoriske fattigdomsydelser tilbage. Ydelser, der ikke mindst er rettet mod at stresse indvandrere ud på arbejdsmarkedet, og hvem ved, måske helt ud af landet.

Det hele skal finansieres af den famøse millionærskat og de kyniske banker. Det giver 5 milliarder til fattigdomsreformer. Mange penge, men næppe noget, der for alvor knækker ulighedskurven

På indholdssiden er det også noget rod. Enhedslistens bud på et opgør med den store Bastian er at rulle den ene reform efter den anden tilbage. Det hele skal finansieres af den famøse millionærskat og de kyniske banker. Det giver 5 milliarder til fattigdomsreformer. Mange penge, men næppe noget, der for alvor knækker ulighedskurven. Og jo slet ikke noget, der sender Gini-koefficienten tilbage til lighedens guldalder under go’e gamle Schlüter. Fair nok.

Men hvis man ikke for alvor vil give ydelserne et markant løft ved at hæve skatten for den brede middelklasse, kunne man i det mindste prioritere benhårdt i den offentlige service. Flere lærere til børn med problemer. Færre til dem uden. Mere genoptræning til patienter fra Sydhavnen end til dem fra Snekkersten. Mere for pengene i folkeskolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men den slags benhårde prioriteringer i den offentlige sektor er ikke noget for venstrefløjen. Hvorfor mon? Vi er jo bare alle sammen politikere, der skal genvælges.

Måske skyldes danskernes manglede interesse for kampen mod ulighed, at venstrefløjen selv anno 2016 så åbenlyst har et overfladisk forhold til de strukturer, der skaber forskel på rig og fattig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden