Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Svend Brinkmann
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi skal lære at bryde med tilværelsens tidsnormer

Samfundet har store forventninger til, hvornår i livet vi gør bestemte ting, og mange har i dag følelsen af at være bagefter. Det er på høje tid, at vi gør op med den stramme tidsdisciplicering.

Svend Brinkmann
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For nylig tog jeg en test på nettet, der er udviklet af Teknologisk Institut. Den hedder ’Min karrierealder’, og den lover svar på spørgsmålene: »Er du foran eller bagud på arbejdsmarkedet? Og hvor langt er du i forhold til dine jævnaldrende?«.

Det viste sig, at jeg er langt foran. Selv om jeg kun er 40 år, har jeg ifølge testen en karrierealder på 52 år. Og i den sammenhæng er det åbenbart godt at være ældre, end man er.

Efter testen blev jeg dog alligevel tilbudt kurser, der kan hjælpe mig til at »blive på toppen«, som der stod. Man skulle jo nødig falde ned gennem feltet i karrierekapløbet.

Jeg kan f.eks. tage kurset ’Den robuste leder’, som er baseret på positiv psykologi og bl.a. lover at hjælpe mig til at få »mere hårdføre medarbejdere«. Det ønsker jeg nu ikke. Jeg vil hellere samarbejde med empatiske og nysgerrige mennesker end med hårdføre elitesoldater.

Jeg kan også komme på kursus i ’forandringsledelse’ og bl.a. få »nye vinkler på mit eget forandringsprojekt«. Det ønsker jeg heller ikke. Jeg har ikke et forandringsprojekt, men prøver derimod – som så mange andre – at holde fast i menneskelige dyder i en tid, der fejlagtigt ser forandring som et gode i sig selv.

Karrierealderstesten illustrerer det, som kulturforskere nu er begyndt at kalde samfundets krononormativitet. Ordet er sammensat af det græske ord for tid – chronos – og normativitet, dvs. de mere eller mindre tavse krav og forventninger, som organiserer vores liv. Krononormativitet handler altså om tilværelsens tidsnormer: Hvornår, og i hvilken rækkefølge, vi bør gøre noget.

I bogen ’Time Binds’har Elizabeth Freeman defineret krononormativitet som brugen af tid til at organisere mennesker og deres kroppe med henblik på maksimal produktivitet. Krononormativiteten melder sig gennem teknikker som kalendere, ure, cv’er og karrieretests og kan ofte mærkes fysisk, når man oplever at være bagefter.

At være bagefter er en særdeles udbredt erfaring i dag. Men den erfaring forudsætter jo, at der er en rigtig, standardiseret måde at leve på, som man kan være bagefter.

Selvfølgelig kan man være bagefter med at betale regninger og lave aftensmad, men her er temaet en mere grundlæggende eksistentiel erfaring af at være bagefter i livet. Hvor kommer den fra? Og hvem har bestemt, hvad det vil sige at være ’på niveau’?

I dag er selve farten, accelerationen og den konstante ændring blevet en ny krononormativitet

I karrieretesten er svaret enkelt: Det har statistikken. Ser man på det krononormative gennemsnit, er min karrierealder ikke 40 år, men 52. Når en sådan viden kan blive interessant, skyldes det nogle dybere samfundsmæssige forskydninger, der har bragt optimering, præstation og maksimal produktivitet i centrum.

Det gode og rigtige liv ses i dag som styret af præstation, som sociologen Anders Petersen har beskrevet det i bogen ’Præstationssamfundet’. Her er det godt at være foran i kapløbet, mens det på andre parametre interessant nok er ønskværdigt at være bagefter. For præstationssamfundet hylder også ungdom og vitalitet.

Via nettet kan man således også måle sin ’body age’, og selv om jeg ikke kender mit resultat (og i øvrigt er stærkt i tvivl om gyldigheden af body age-målet), vil jeg sikkert score lavere end 40 år, da jeg som mange andre er fanget af motion både i løbesko og på cykel. Der er stor glæde forbundet med motion og bevægelse, men det er også udtryk for samfundets normer om produktive og præsterende kroppe.

For ikke længe siden var det progressivt og frigørende at accelerere livet. Det kunne blive et æstetisk projekt. Michael Strunges første digtsamling fra 1978 hedder ’Livets hastighed’ og er et stort ja til fart og forandring. Her er nogle enkelte strofer fra digtet af samme navn.

Skifter hurtigt

til ny forklædning

– jeg behøver forandring

med livets hastighed

Skifter farve

anarkistisk kamæleon

– kaster masken

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

ændrer livsform

Hvem ved

ved hvad ens selv er lig?

– jeg er ligeglad

skaber selv mit selv

Skifter fart

jeg har brug for fartskift

– jeg ændrer mit liv

før det ændrer mig

Der er fart på digtet, og som så mange andre dengang behøvede Strunge forandring og ændring i livsform. Han ville selv skabe sit selv og sætte fart på. Han ville bryde med datidens krononormativitet, bryde ud og skifte farve.

I dag er selve farten, accelerationen og den konstante ændring blevet en ny krononormativitet. Derfor er der umiddelbart ikke længere noget frigørende over Strunges opråb. Hvis han havde levet i dag, kunne Teknologisk Institut invitere ham til deres kurser for at besynge livets fart og hastighed. Han kunne sikkert inspirere ’forandringsledere’, der vil ’skabe sig selv’.

Jeg er ikke sikker på, hvem der kan levere opråb og kritik af krononormativiteten i dag. Men efter min mening kalder tiden på brud med den stramme tidsdisciplinering, der jo begynder i barnets tidligste år og fortsætter livet igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er nu mikroregulering af udvikling gennem ’læringsmål’ overalt, og det, der engang var de unges legitime ’moratorium’ (som udviklingspsykologen Erik Erikson kaldte det), er nu uproduktive ’fjumreår’.

Vi kan som samfund ikke undvære krononormativitet, da al kulturel aktivitet er reguleret af normer. Men vi kan diskutere, om de herskende normer er hensigtsmæssige, og om ikke vi bør søge at formulere en flerhed af mulige legitime tidsveje gennem tilværelsen. Det er heldigvis langtfra alle, der passer i endimensionale karrierealdertest, og vi har måske nu brug for en ny Strunge til at digte om livets langsommelighed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden