Foto: BORBERG THOMAS
Forbrug og liv

Guide: Sådan prutter du prisen ned

Du kan få rabat på alle slags varer. En erfaren prutter kommer her med syv gode råd.

Forbrug og liv

Flemming Busk er vant til at prutte om prisen.

Som indehaver af firmaet bestsave4you tilbyder han professionel hjælp til private med at forhandle besparelser på køb af deres nye bil, båd eller bolig.

Men det er ikke kun på de dyre køb, der er penge at spare. Ifølge super-prutteren Flemming Busk kan alle slags varer forhandles ned i pris, hvis man bruger nogle simple kneb. Her kommer hans syv bedste råd.

1. Vær bevidst
Undersøg markedet, inden du går ind for at forhandle om en vare. Hvis du kender prisniveauet og ved, hvor stor en rabat du vil have, er du meget bedre rustet til at forhandle om prisen.

2. Find den ansvarlige
Spørg altid efter den ansvarlige eller en anden, der kan træffe beslutning om en eventuel rabat, inden du begynder at handle. Det er spildt energi hvis den, du forhandler med, alligevel ikke kan give dig rabat når det kommer til stykket.

3. Find selvtilliden frem
Du har størst chance for succes, hvis du signalerer overskud og gå-på-mod. Med en glad attitude og masser af selvtillid er det meget lettere at få en god handel igennem. Har du haft en dårlig dag, så skal du ikke forhandle. Det vil skinne igennem, at du ikke er i dit es, og det forringer chancerne for rabat betydeligt.

4. Skab god kemi
En positiv stemning er alfa omega, hvis du gerne vil have rabat på en vare. Skab god kemi med sælgeren ved at smalltalke eller ved at fortælle, at du har fået en god service og nogle gode rabatter før, og derfor er kommet tilbage.

5. Stil åbne spørgsmål
Når du vil prutte prisen ned på en vare, er det godt at stille åbne spørgsmål. »Hvor meget kan jeg få i rabat på denne vare«, virker langt bedre end »kan jeg få rabat på denne vare«. Det er alt for nemt for sælgeren at afvise de lukkede spørgsmål med et nej.

6.Giv ikke op
Får du ikke den rabat, du vil have, så forlad butikken og prøv et andet sted. Du skal ikke lade dig slå ud over en afvisning. Lykkedes det ikke denne gang, så lykkes det næste gang.

7. Hold dig i topform
For at blive en mesterprutter er det vigtigt at holde sig i topform. Jo mere du træner og øver dig, desto bedre bliver dine muligheder for at få pruttet prisen ned.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce