Bilisterne har alle mulige grunde til at være uopmærksomme i trafikken, men det er i hvert fald ikke deres skyld, at de må tage telefonen, skrive på computeren eller på anden måde lave alt andet end at køre bil.
Derfor står de dårlige undskyldninger i kø, fortæller operativ leder i Københavns Politi, Mogens Knudsen.
Han var på gaden i dag, da politiet gennemførte en landsdækkende razzia mod uopmærksomhed i trafikken.
»Holdningen hos bilisterne er den samme som altid. Det er i hvert fald aldrig deres skyld, at de har været uopmærksomme i trafikken. Det er altid andres skyld, at de måtte tage telefonen, læse i en manual eller sågar barbere sig«, siger han.
Mogens Knudsen fortæller, at det er alle - lige fra rockere til enlige mødre - der overtræder færdselsloven ved at tale i telefon, lægge øjenmake-up eller lignende, mens de kører.
Uopmærksomme bilister slap igennem kontrollen I København genoptager politiet sin razzia, når myldretrafikken igen melder sig i løbet af eftermiddagen.
LÆS ARTIKEL
Og der er nok bilister at gå efter. 89 bøder er indtil videre udskrevet i de områder i København, Mogens Knudsen og hans fem kolleger stod i.
»Flere bilister slap igennem, selv om vi kunne have taget dem for uopmærksomhed. Det er alene et spørgsmål om ressourcer, ikke forseelser. Dem er der mange flere af. Vi kan jo ikke frelse verden, men vi må håbe, at resten har fået en aha-oplevelse«, tilføjer Mogens Knudsen.
Bilisme er et fuldtidsarbejde
Sidste år døde 98 personer i trafikken som følge af uopmærksomhed.
Det er en tredjedel af alle dræbte i trafikken, og Rådet For Sikker Trafik håber nu, at ugens kampagne kan være med til at ændre adfærden bag rattet.
»Alle kender det med ikke at kunne huske de sidste tre kilometre, når man lige har talt i telefon i bilen. Hjernen er bare uopmærksom på trafikken. Når du kører bil, så kører du altså bil og skal ikke lave alt muligt andet. Det er et fuldtidsarbejde«, siger pressekonsulent Søren Ørsted Pedersen fra Rådet For Sikker Trafik.
Mænd tror, de bedre kan mulittaske
Søren Ørsted Pedersen var i dag med politiet på gaden og kan notere sig en klar forskel mellem mandlige og kvindelige bilister.
»Vi mænd har en forestilling om, at vi er bedre til at multitaske end kvinder, når vi kører bil. Mændene sidder og roder med gps'en, computeren og andre ting, mens kvinderne er mere fornuftige. Groft sagt kan vi mænd lære flere ting om at køre bil af kvinderne«, tilføjer Søren Ørsted Pedersen.
Bøden for at tale i telefon under kørsel er lige nu 500 kroner. Den stiger efter nytår til 1.500 kroner.