Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fortidsgys. I 'Silent Hill: Downpour' sendes man tilbage til den navnkundige by, og gyset fungerer godt - lige indtil dæmonerne dukker op og kampsystemet svigter.

Fortidsgys. I 'Silent Hill: Downpour' sendes man tilbage til den navnkundige by, og gyset fungerer godt - lige indtil dæmonerne dukker op og kampsystemet svigter.

Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nyeste Silent Hill er uskræmmende nostalgi

Regnen i 'Silent Hill: Downpour' skyller ikke klicheerne væk, og hænger for meget fast i sin fortid.

Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der var engang, hvor spøgelsesbyen Silent Hill var et nærmest magisk sted.

Et uudforsket land af grufulde rædsler og isnende afsløringer under hvert et knirkende gulvbræt. Tilbage i PlayStation 2'æraen var 'Silent Hill' synonym med intelligente gys, der aldrig talte ned til spilleren, men tog dem med på en sælsom rejse ind i helvede og tilbage igen. Hvad enten det var jagten efter en forsvunden datter eller minderne om en afdød hustru, der drev fortællingen frem.

Det er lang tid siden, og spilmediet har udviklet sig drastisk siden hen, så spørgsmålet er, om 'Silent Hill' har gjort det samme med sit seneste udspil 'Downpour'?

Mere end eftertanke Som udgangspunkt spiller 'Downpour' ikke de dramatiske toner særligt godt. Plottet er lang tid om at komme i gang, og i begyndelsen har man en fornemmelse af, at den undvegne straffefange Murphys tur til Silent Hill bare er et ligegyldigt tilfælde. Senere kommer der mere kød på fortællingen, men sammenlignet med de helt tidlige 'Silent Hill' spil, så er plottet i Downpour mere en eftertanke end en motor til at engagere spilleren.

LÆS ANMELDELSEN

Visuelt rammer 'Downpour' den klassiske 'Silent Hill' stemning ganske godt og på nær en del tekniske pump på vejen, så tegner 'Downpour' et gysende portræt af byen, vi alle frygter. Regnen spiller en særlig rolle og virker overbevisende både som indikator for fjendtlige angreb og som stemningsmættet effekt. Silent Hill virker som en rigtig by, og det, at Murphy kan gå ind i de fleste forladte huse og afsøge enhver mørk afkrog, mens regnen pisker mod ruden, bidrager kun til den gysende stemning.

Som rendyrket adventure-spil fungerer Downpour acceptabelt, og så længe Murphy sniger sig rundt i regnen eller i de forladte bygninger efter dimser og dutter, der kan hjælpe ham væk fra dette helvede på jord, er der enkelte gode gys i vente. Problemerne opstår, når fjenderne melder deres ankomst.

Et vådt slag i ansigtet
Når dæmonerne angriber i hobetal, og Murphy må ty til det våben, han nu kan finde på jorden lige fra økser til river og ormædte brædder, så bliver 'Downpour' med ét et vådt slag i ansigtet. Et forældet actionspil med mangelfuld styring, minimale angrebsmuligheder og hjernedøde fjender, der skal tampes ihjel, indtil våbnet går i stykker og et nyt må samles op. Her skriger 'Downpour' på innovation eller blot et godt kampsystem, der i det mindste vil gøre konfrontationerne afvekslende.

Spillets gåder er klart bedre konstrueret og realiseret end kampsystemet. Der er lige lovligt mange håndtag, der skal hives, og hjul, der skal drejes efter min smag, men holder man af old school spilgåder, har 'Downpour' flere esser i ærmet.

De bedste scenarier er uden tvivl, når spillet tør gå linen ud og tage fusen på spilleren, som da Murphy løber skrigende gennem en endeløs korridor, og eneste udvej er at løbe stik modsat end ventet. Et af spillets bedste gys indtræffer, da iscenesættelsen af et børneteaterstykke med Brødrene Grimms Hans & Grethe tager en rædselsvækkende drejning.

Her viser udviklerne, at de ved, hvordan et ægte gys skal orkestreres, så det løber koldt ned ad ryggen, og man næsten ikke har nerver til at spille videre. Men desværre opvejer de enkelte fremragende tiltag ikke det gumpetunge kampsystem, som spilleren får smækket i hovedet.

Fanget af fortiden

'Silent Hill Downpour' kunne have lært noget af Wii-remaket af det allerførste 'Silent Hill' i 'Shattered Memories'. Her kan hovedpersonen kun flygte fra sine fjender, og vægten er langt på eventyret og ikke blodrusen. 'Downpour' har fanget 'Silent Hill' stemningen og formår at iscenesætte enkelte meget gysende scenarier, men spillet går i stå, så snart horder af identiske fjender angriber igen og igen.

Regnen vasker ikke tavlen ren i denne omgang, og 'Downpour' hænger mere fast i fortiden, end godt er.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden