Foto: DALUM ASTRID
Forbrug og liv

Klarlunds klumme: Sundhed er noget, vi spiser

Der er en tendens til, at sundhedsråd ender i en kogebog.

Forbrug og liv

Spis dig sund. Spis dig rask. Spis dig klog. Spis dig glad. Spis dig gravid. Spis dig slank. Spis, spis, spis. Der er ingen tvivl om, at den føde, vi indtager, betyder noget for vores sundhed og almene velbefindende. Men man kan nemt få den oplevelse, at alle livets problemer, store som små, kan løses, bare man spiser rigtigt.

Der er teorier om, at man kan spise sig til højere niveauer i hjernen af glædeshormonet serotonin, men det er langt ude på overdrevet at tro, at man kan spise sig fra en depression. Der findes ganske vist livsstilsråd, der måske kan afhjælpe depressionen. Man kan gå en tur og få masser af sollys, holde igen med alkohol, passe sine sengetider, undgå stress og spise en sund og varieret kost. Men man må altså ikke forsøge at bilde hverken sig selv eller andre ind, at man kan undgå depression, bare man spiser rigtigt.

SE OGSÅ

De små børn kommer ikke med storken, og man bliver ikke gravid af at spise. Nogle af de parametre, man selv kan skrue på, hvis man er ufrivilligt barnløs, er rygning, alkohol, motion samt både overvægt og undervægt. Der eksisterer derimod ingen dokumentation for, at en bestemt kost øger sandsynligheden for graviditet. Alligevel er der selvhjælpsbøger, der beskriver, hvordan man kan spise sig gravid.

I de senere år har den antiinflammatoriske livsstil fået vind i sejlene, også på disse sider. Kronisk inflammation kan påvirke stofskiftet og være en medvirkende årsag til type 2-diabetes og åreforkalkning. Inflammation kan forvolde skade på hjernecellerne og føre til demens, og den kan stimulere kræftcellers vækst. Vores livsstil kan nære inflammationsbålet. Det gælder f.eks., hvis vi udsætter kroppen for rygning, inaktivitet og usund mad. Vupti bliver det antiinflammatoriske helhedsbillede omsat til kogebøger, der hver for sig kan være fremragende, men fejlagtigt kan komme til at efterlade det indtryk, at man kan dæmpe sin inflammation alene med det, man spiser.

SE OGSÅ

Selvfølgelig er der en vis sandhed i, at man kan spise sig slank ved at skifte kalorierige fødeemner ud med kaloriefattige eller ved at øge proteinmængden og dermed mæthedsfølelsen. Men bare fordi noget er sundt, er det ikke dobbelt så sundt at spise dobbelt så meget. En skefuld olivenolie indeholder samme energi som en skefuld smør. Og en avokado samme energi som en muffin! Bare fordi det er sundt, er det ikke uden kalorier. Tanken om, at man kan spise sig slank, er tillokkende. Men man holder sig først og fremmest slank, hvis man ikke spiser uafladeligt og sørger for at få masser af motion.

Kost, rygning, alkohol, motion, stress, sol, søvn og stærke sociale relationer. Der er mange farver på sundhedspaletten. Men der er en tendens til, at sundhedsråd ender i en kogebog. Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvad vi putter i munden. Men sundhed er meget mere, end det vi spiser!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce