Dagligt. For Jannemieke Nooteboom tager det op mod halvanden time, at skulle tage 10.000 skridt. Hvordan hænger dette sammen med de ligeledes anbefalede 30 minutters daglig motion? Arkivfoto: Anders Birch

Dagligt. For Jannemieke Nooteboom tager det op mod halvanden time, at skulle tage 10.000 skridt. Hvordan hænger dette sammen med de ligeledes anbefalede 30 minutters daglig motion? Arkivfoto: Anders Birch

Forbrug og liv

Klarlunds brevkasse: 30 minutter eller 10.000 skridt om dagen?

Hvordan hænger kampagnerne ’30 minutter om dagen’ sammen med ’10.000 skridt om dagen’?

Forbrug og liv

Jannemieke Nooteboom:

Jeg har for nylig anskaffet mig en skridttæller. Jeg gik i forvejen hver dag, oftest omkring 1 time. Nu forsøger jeg så at komme op på de 10.000 skridt hver dag, og det lykkes generelt også.

Men jeg kan ikke helt forstå, hvorfor man tager de 10.000 skridt som udgangspunkt, da det oftest tager halvanden time at komme op på så mange skridt. Hvordan stemmer det overens med de 30 minutters moderat motion om dagen, man skal have? Eller det med, at en times motion om dagen er endnu bedre – er det lige pludselig gået op til halvanden time om dagen?

Hvorfor har man valgt de 10.000 skridt for voksne, som skal holde sig i form, men ikke nødvendigvis skal tabe sig? Hvorfor ikke bare 6.000 skridt, som er en time om dagen? Det har bare virkelig undret mig.

Bente Klarlund Pedersen:

Det er godt spørgsmål: Hvordan hænger kampagnerne ’30 minutter om dagen’ sammen med ’10.000 skridt om dagen’? Tag din skridttæller på, og gå rask til i 30 minutter. Det står hurtigt klart, at man mindst skal være eliteløber for at komme op i nærheden af de 10.000 skridt.

Overordnet er forklaringen den, at de ’30 minutter’ er ud over den basale daglige fysiske aktivitet, mens de ’10.000 skridt’ regner alt med. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle voksne er fysisk aktive med moderat intensitet mindst 30 minutter daglig, helst alle ugens dage. Men de ’30 minutter om dagen’ inkluderer ikke den basale fysiske aktivitet, som kan variere ganske meget fra person til person, afhængigt af job og liv i øvrigt.

Nogle studier har undersøgt, hvor mange skridt man går ved 30 minutters aktivitet. Et studie fandt, at 30 minutters gang svarer til 3.800-4.000 skridt. En anden undersøgelse viste, at raske kvinder gik omkring 3.100 skridt i løbet af en 30-minutters gåtur, mens en fandt, at raske ældre (59- til 80-årige) i gennemsnit tog 3.400 skridt i løbet af en 30-minutters gåtur som led i et gruppeprogram.

LÆS OGSÅ

Man bruger ofte udtrykket ’rask gang’, men hvad er egentlig forskellen på ’gang’ og ’rask gang’? Det blev undersøgt i et studie, hvor man fandt, at almindelig gang svarede til en hastighed på 4,8 km per time, mens ’rask gang’ svarede til en hastighed på 5,7 km per time for mænd og 5,5 km per time for kvinder.

En person, der går med en hastighed på 4,8 km i timen og har en skridtlængde på 0,80 meter, vil således gå 3.000 skridt på 30 minutter. Hvis man går hurtigere eller tager længere skridt, passer det meget godt med, at man går 3.000-4.000 skridt i løbet af 30 minutter.

Det gennemsnitlige antal basale skridt er 6.000 til 7.000 om dagen. Men det skal understreges, at der er meget, meget stor variation i vores basale fysiske aktivitetsniveau. Hvis vi regner med, at 6.000 til 7.000 skridt per dag svarer til den gennemsnitlige, daglige basale fysiske aktivitet og dertil lægger 30 minutters fysisk aktivitet af moderat intensitet svarende til 3.000 til 4.000 skridt per dag, når vi op på 9.000 til 11.000 skridt per dag, som passer fint med 10.000 skridt-kampagnerne. For et bredt udsnit af befolkningen vil der således være udmærket overensstemmelse mellem 10.000 skridt per dag og 30 minutters fysisk aktivitet af moderat intensitet ud over den basale aktivitet.

Men hvorfor lige 30 minutter eller 10.000 skridt – hvori består dokumentationen? Ideen om de 10.000 skridt stammer fra Japan, hvor man i 1965 ønskede at promovere fysisk aktivitet for den store del af befolkningen. Manpo-kei – 10.000 skridt – skulle vise sig at være et holdbart slogan. Man gættede simpelthen på, at de 10.000 skridt nok var et godt mål, når det drejede sig om sundheden. Det skulle vise sig at være et særdeles kvalificeret gæt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der findes ganske vist ikke meget store studier, hvor man har undersøgt betydningen af det daglige antal skridt for udvikling af sygdom og tidlig død. Der er langt flere studier, der mere direkte kan sige noget om betydningen af ’30 minutter om dagen’, og det er veldokumenteret, at der er en sundhedsgevinst ved at opfylde dette mål. En 30-årig mand, der ikke bevæger sig i det daglige, kan regne med at leve næsten 3 år længere, hvis han begynder at røre sig 30 minutter om dagen. For en kvinde er gevinsten endnu større, nemlig godt 4 et halvt år.

Ovenstående beregning viser, at for det store gennemsnit er der en udmærket overensstemmelse mellem 10.000 skridt per dag og 30 minutters fysisk aktivitet af moderat intensitet. Man må derfor antage, at 10.000 skridt om dagen nedsætter den relative risiko for at få hjertesygdom, type 2-diabetes og visse kræftformer samt for at dø for tidligt med 30 procent.

Kilde: ’Skridttællerbogen’ af Bente Klarlund Pedersen, Nyt Nordisk Forlag

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Bente Klarlund eller sundhed, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce