Olie. Får man nok fisk gennem sin kost, vil fiskeolie i form af tilskud sandsynligvis ikke have nogen effekt. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

Olie. Får man nok fisk gennem sin kost, vil fiskeolie i form af tilskud sandsynligvis ikke have nogen effekt. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

Forbrug og liv

Klarlunds brevkasse: »Skal jeg spise hørfrøolie?«

Er man sund og rask, hjælper det højst sandsynligt ikke rigtig på noget at indtage olier som tilskud til kosten.

Forbrug og liv

Anonym:

Hvordan sikrer jeg et tilstrækkeligt indtag af essentielle fedtsyrer? Jeg har overvejet at spise en daglig spiseskefuld koldpresset hørfrøolie, men er i tvivl om, om det er for meget/for lidt? Det er jo vældig energirigt. Kan det blive for meget, hvis jeg også spiser eksempelvis fiskepålæg eller nødder flere gange om ugen?

Da jeg var barn/teenager, var jeg det, man kaldte fedtforskrækket, men det er blevet lidt bedre nu. Jeg har læst, at omega 3 er godt for hjernen og vil derfor gerne blive lidt bedre til at spise de sunde fedtsyrer. Jeg er en normalvægtig kvinde, 26 år og cykler hver dag.

Bente Klarlund Pedersen:

Der er nok at bekymre sig om, men der er ingen grund til at bekymre sig over, om du får tilstrækkeligt med gode fedtsyrer i kosten. Det er godt, at du er kommet over din fedtforskrækkelse, men der er ingen dokumentation for, at det er en specielt god idé, at raske mennesker tager tilskud af forskellige olier – hverken hørfrøolie, fiskeolie eller andre.

Der har gennem mange år været meget fokus på fiskeolietilskud, men to store metaanalyser finder, at tilskud med fiskeolie ikke nedsætter hverken den totale dødelighed, død af hjertesygdom, pludselig død eller blodprop i hjerte og hjerne. Og det er ikke bevist, at fiskeolien holder hjernen skarp. Samlet set er der dog mange løse ender, hvad angår fiskeoliens velsignelser. Det er muligt, at fiskeolie som tilskud har effekt, men kun hvis man ikke får tilstrækkeligt med fiskeolie gennem kosten. Hvis du generelt spiser rigeligt med fisk, vil et ekstra tilskud næppe have effekt.

Der findes ikke tilsvarende undersøgelser af hørfrøolie. Mit bedste råd er at spise en kost rig på fisk, grøntsager og fibre. Brug gerne forskellige olier, når du tilbereder maden. Der er mange sundhedstrends, men det er helt sikkert sundt at nyde den gode mad.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Bente Klarlund eller Sundhed, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden