14-årige Naja Borberg er til behandling hos fysioterapeut Per Andersen hos Amagerbro Fysioterapi. Hun laver øvelser hver dag for at strække og styrke musklerne.
Foto: Maud Lervik

14-årige Naja Borberg er til behandling hos fysioterapeut Per Andersen hos Amagerbro Fysioterapi. Hun laver øvelser hver dag for at strække og styrke musklerne.

Forbrug og liv

Fysioterapeuter: Skærme er kommet for at blive – brug dem rigtigt

Styrk musklerne, skift stilling, og få skærmen op i øjenhøjde, lyder det fra eksperter.

Forbrug og liv

Smartphones, tablets og computere er en så integreret del af især børn og unges hverdag, at en stor del af døgnets vågne timer foregår med øjnene stift rettet mod en oplyst glas- eller plastikflade.

Selv om man som forælder selvfølgelig kan fastsætte grænser for børnenes tidsforbrug foran skærmen, er det mindst lige så vigtigt at hjælpe dem til at sidde, stå og ligge med det elektroniske udstyr på en måde, der belaster skuldre, nakke og ryg mindst muligt.

Samtidig er det afgørende at opsøge professionel hjælp, hvis et barn klager over smerter i bevægeapparatet, i stedet for blot at tænke, at det nok går væk igen af sig selv.

Sådan lyder det fra fagfolk som reaktion på, at et stærkt stigende antal småbørn og teenagere bliver henvist til behandling hos fysioterapeuter – en stor del af dem på grund af smerter i hoved, nakke og ryg forårsaget af skærmbrug.

»Forældre skal være mere opmærksomme på, hvor længe børnene sidder stille, og hvordan de sidder. Det er ligesom tandbørstning. Børn ved ikke, at de kan få huller i tænderne, medmindre vi lærer dem det. Tilsvarende ved de ikke, hvordan de skal sidde med en iPad. Sidder du flere timer i samme stilling, får du spændinger og ondt i nakken«, siger kiropraktor Anja Aabech, der er medejer af Kiropraktisk Klinik i Vanløse i København.

Pauser og variation er vigtige

Bevægelse, variation og skærm i øjenhøjde er nøgleord for de eksperter, som Politiken har talt med.

Fysioterapeut Niels Honoré er medejer af FysioDanmark Roskilde. Han siger:

»Vi taler med børnene og deres forældre om at putte nogle pauser ind. Ændre på arbejdsstillinger. Læg dig på forskellige måder. Sørg for at lægge dig på maven. Læg dig i en stol, læg dig på gulvet. Du kan ikke tage skærmen fra dem, men du kan lære dem at have en adfærd med skærmen, så kroppen får pauser og variation«.

Du kan ikke tage skærmen fra dem, men du kan lære dem at have en adfærd med skærmen, så kroppen får pauser og variation

Niels Honoré råder til, at forældre overvejer, om børneværelset skal indrettes på en ny måde, så det motiverer ungerne til at skifte sidde- og liggestilling ofte. Hans egne børn sidder for eksempel aldrig ved et skrivebord, men sidder i sengen eller ligger på gulvet. Her kan sækkestole og store puder hjælpe, siger fysioterapeuten.

Han understreger, at forældre har et skærpet ansvar for, at børn får bevæget sig nok i hverdagen. En times bevægelse om dagen og fuld damp på kedlerne to-tre gange om ugen, siger han.

Fysisk aktivitet er løsningen

»Det kan virke absurd, at løsningen på smerter er fysisk aktivitet, men det er det. Teenagekroppen skal bygges op med muskler og få mere energi, så kan den godt klare alle de stillesiddende timer med foroverbøjet hoved. God styrke og god kondition kan forhindre smerterne. Inaktivitet er den store trussel. Vi har ikke en krop, der har godt af at sidde stille«, siger Niels Honoré.

Kiropraktor Anja Aabech supplerer:

»Vi taler meget med børnene og deres forældre om manglende bevægelse. Der er ingen tvivl om, at det ikke er helt så naturligt at bevæge sig i dag, som det var før i tiden. Det er blevet nemmere at tage en iPad frem eller spille på computer og telefon. Vi ser flere spændinger hos de børn, som ikke bevæger sig nok. Hvis der er tale om helt små børn, kan de gå til noget rytmik eller gymnastik. Du kan lave en forhindringsbane i stuen og spille bold i haven«.

Hvorfor skulle vores krop opbygge stærkere muskler, sener og knogler, hvis der i den daglige aktivitet ikke er behov for det?

Risikoen ved at sidde længe med en skærm er, at kroppen tilpasser sig den manglende aktivitet, understreger fysioterapeut Per Andersen fra Amagerbro Fysioterapi.

»Hvorfor skulle vores krop opbygge stærkere muskler, sener og knogler, hvis der i den daglige aktivitet ikke er behov for det?«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce