0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En måned uden smartphone: »Kroppen efterladt i køen som en skal«

Afsnit 6. Hvordan blev det svært at stå et par minutter i en kø i Netto uden at lave noget? Hvad skete der med dagdrømmene?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Min hverdag er travl, men der er små pauser. Nogle af dem opsøger jeg aktivt. Jeg rejser mig fra mit skrivebord og går i kantinen for at spise frokost. Det er mig, der vælger pausen. Andre pauser sker af sig selv. For mit vedkommende er det blandt andet at stå i kø i Netto og Superbrugsen. Det kan også være den pause, jeg tvinges ud i, når jeg er til fods og må stoppe for rødt lys.

Pauser er et frirum til hjerne og krop. Vi kan stå stille. Vente. Men der er noget svært i ventepositionen. Måske var det nemmere engang. Nu føles det næsten naturstridigt at stå der som nummer fem i køen i Netto og foretage sig ingenting. Ja, ingenting! Blot stå og stirre på et ubestemt punkt og lade tankerne vandre og dagdrømmen tage over. Det lyder ellers attråværdigt.

Men jeg har længe ikke evnet at holde pause, for verden er i min lomme. Når jeg står i køen, fisker jeg min smartphone op af lommen med en naturlig og hurtig bevægelse. Selv to minutter i en kø i Netto bruger jeg på noget andet end at stå og lave intet. Jeg trykker koden, rører ved Facebook-ikonet og er på få sekunder væk fra den fysiske virkelighed, jeg befinder mig i. Afkoblet. Sind og rum splittet ad. Kroppen efterladt i køen som en skal.