(Arkivbillede)
Foto: Peter Hove Olesen

(Arkivbillede)

Forbrug og liv

Ny p-pille-app skal nedbringe antallet af aborter

Hvert år bliver flere tusinde kvinder gravide mod deres vilje, selvom de tager p-piller.

Forbrug og liv

Er man stadig beskyttet mod graviditet, hvis man glemte at tage sin p-pille aftenen før?

Eller bør man så bruge kondom eller undgå at have samleje? Hvornår er man beskyttet igen?

Sådanne spørgsmål hjælper en ny dansk app kvinder med at få besvaret med et enkelt klik på mobilen.

App'en hedder Practio, og den er allerede blevet downloadet af omkring 10.000 på tre uger.

»Hvert år foretages cirka 3.000 provokerede aborter blandt p-pillebrugere i Danmark. Det viser klart behovet for nye tiltag«, lyder det fra Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende overlæge på Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital og leder af Sex og Samfunds præventionsklinik i Region Hovedstaden, i en pressemeddelelse om app'en.

Brugeres cyklus i fokus

Ifølge Jonas Nilsen, der er læge og stifter af app'en, er den inddelt i tre dele.

Den ene er en påmindelse om, at man skal huske at tage sin p-pille. Den anden del fortæller, hvad man skal gøre, hvis man har glemt at tage en eller flere p-piller.

»App'en giver råd til, om man skal tage to piller med det samme, eller om man for eksempel skal bruge kondom i syv dage. Det er den første app i verden, der giver den form for feedback«, siger Jonas Nilsen.

Den tredje del i app'en indeholder en lang række artikler og videoer med viden om p-piller og deres bivirkninger:

»Der er et stort informationsafsnit, hvor vi har taget de 400 mest stillede spørgsmål om p-piller og samlet dem i artikler og videoer. Der kan man også finde svar på, hvad man skal gøre, hvis ens ben for eksempel hæver. Det spænder vidt«, siger han.

Ifølge Jonas Nilsen viser flere studier fra udlandet, at mange piger ikke er klar over,hvad de skal gøre, hvis de har glemt at tage en eller flere piller, og derfor er der mange, der ikke gør noget og ender med at blive gravide mod deres ønske.

Derfor tror han på, at app'en vil kunne gøre en forskel for de cirka 365.000 kvinder i Danmark, der tager p-piller.

»Dels fordi vi giver brugerne anbefaling til, hvad de skal gøre, hvis de glemmer en eller flere piller. Og dels fordi de anbefalinger altid er lige ved hånden. At brugerne allerede har taget så godt imod os, styrker os i den tro, at der er et behov derude«, siger han.

Lægen i lommen i stedet for i røret

Alt i app'en er baseret på lægefaglig viden, lyder det i pressemeddelelsen, og dens fokus er at give kvinder en direkte og hurtig vejledning i, om hun er beskyttet mod graviditet eller ej.

Med app'en behøver kvinder således ikke at ringe og optage deres lægers tid for at få svar på, hvad de skal gøre, hvis de har glemt at tage en p-pille. Og det vil frigive mere tid for landets praktiserende læger:

»Practios brugerundersøgelser viser, at p-pillebrugere gerne kontakter den praktiserende læge eller vagtlægen, hvis de er i tvivl om, hvad de skal gøre i forbindelse med deres p-piller. Med appen kan kvinderne få svar på alt om p-piller«, lyder det i pressemeddelelsen.

Indtil videre kan app'en kun hentes til i App Store til iPhones, men i 2017 skulle den også blive tilgængelig for telefoner med Android-styresystemer.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce