Sådan ser sedlerne med djurs ud, som en forening vil have som lokalt betalingsmiddel.
Foto: Rasmus Straka

Sådan ser sedlerne med djurs ud, som en forening vil have som lokalt betalingsmiddel.

Forbrug og liv

Sedlerne er trykt: På Djursland vil de have deres egen valuta

Forening på Djursland vil indføre sin egen valuta, som skal skabe mindre butiksdød og mere sammenhold. Straffeloven kan være i vejen.

Forbrug og liv

»Det bliver 100 kroner. Nå nej, jeg mener 100 djurs«.

Forestil dig, at din købmand siger det. Det er ønskescenariet for foreningen Betal med Djurs, der arbejder på at indføre sin egen valuta. Og pengene er allerede klar til at komme i omløb.

De farverige sedler med en værdi fra 5 til 100 djurs ligner mest af alt eurosedler, og de har samme kurs som den danske krone. Papiret er glat, har en prægning i hjørnet, og forsiden prydes af lokalhistoriske bygninger som en maltfabrik i Ebeltoft og Kalø Slotsruin. Ideen er, at med djurs i lommen vil borgerne, der eksempelvis pendler fra arbejdet i Aarhus, vente med at handle, til de kommer hjem – i hvert fald oftere end nu.

»Hvis vi får at vide i morgen, at vi kan få lov til at indføre vores eget betalingsmiddel, vil vi styrte ud i butikkerne og gå i gang«, siger Rie Pedersen fra foreningen bag djurs.

Foran hende ligger en aflang trææske, som ikke umiddelbart minder om en centralbank. Alligevel er den fyldt med de pengesedler, som skal få gang i handlen mellem de 80.000 indbyggere på Djursland. Ligesom andre steder i Danmark har landsdelen i de senere år oplevet et par af ulemperne ved at være en del af det såkaldte Udkantsdanmark: tomme butikker og lav befolkningstilvækst.

»I de små samfund må vi gøre noget, inden det bliver for sent. Djurs skal være med til at dyrke det sociale fællesskab, hjælpe de små producenter og forhindre butiksdød«, siger Rie Pedersen.

Betaler du med djurs eller danske kroner? Det er et ønskescenarie for en forening på Djursland.
Tegning: Philip Ytournel/Politiken-Tegning

Betaler du med djurs eller danske kroner? Det er et ønskescenarie for en forening på Djursland.

Borgmesters løn i lokale penge

Folder man verdenskortet ud, er der eksempler på lokale betalingsmidler, som også kaldes for komplementære økonomier. Fælles for dem er, at ingen er større end den nationale økonomi, og at de kun findes i få byer per nation. Det præcise antal kendes ikke, men ifølge Ressourcecenter for Komplementær Valuta (CCRC), et netværk for komplementære økonomier, eksisterer der mindst 300 verden over.

En af dem findes i den engelske provinsby Bristol. Den tidligere borgmester, George Ferguson, gik engang til valg på, at hvis han vandt, ville han modtage hele sin løn i det lokale bristolpund. Han vandt og fik sin løn i det alternative pund, der har eksisteret siden 2012.

I den tyske region Chiemgauer har der været lokal økonomi siden 2003, og ifølge en opgørelse fra 2014 er der cirka 600 virksomheder, som tager imod de 154.000 lokale pengesedler i omløb. Sågar i Frankrig overvejer 30 byer at slå deres lokale økonomier sammen til én stor.

Falder øjnene på Danmark, er det ulovligt at udstede lokale pengesedler. På Fejø har de fra 2011 og frem omgået reglerne ved at have genbrugskvitteringer, kaldet røde rejer og blå bananer, som svarer til hhv. 20 og 100 kroner. Desuden har Christiania siden 1997 haft en mønt med navnet løn, der svarer til 50 kroner. Gennem årene har blandt andet portrætter af prins Henrik og musikeren Lukas Graham prydet fristadens mønter.

At lokale betalingsmidler er godt for handelslivet og skaber mere sammenhold, er sociolog Ole Bjerg ikke i tvivl om. Som lektor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS har han beskæftiget sig med penges betydning, og han nævner flere lokale økonomier i eksempelvis Schweiz og Østrig.

»I Europa kan komplementær økonomi fungere, men der er også nogle, der dør ud. Det er især i Sydeuropa, at det er blevet stort på grund af økonomisk krise. Det er vigtigt at huske på, at de fleste komplementære økonomier har en fuld reserve på alle de nationale penge, som der er blevet vekslet fra. Selv hvis initiativet med djurs mislykkes, kan det have positive følgeeffekter, fordi borgerne vil vide, at det er vigtigt at handle lokalt«, siger han.

Vi vil indføre et gebyr på 5 procent, så pengene forbliver i omløb. Det overskud, vi får, skal spares op og gå til bæredygtige projekter i lokalområdet.

Overskud går til lokalområdet

Rie Pedersen sidder sammen med ægteparret Doris Elisabeth Fischer og Jens Thordal-Christensen i en stue i byen Balle. Her er et hjemmelavet spisebord, genbrugsmøbler og en reol med bøger om alternativ økonomi. I Balle, der har 530 indbyggere, var der engang et rigt forretningsliv, men nu kan historiens gang remses op i en ubehagelig uendelighed: Skolen, autoværkstedet, slagteren, frisøren, togstationen og meget mere er væk. Den lokale kro havde status som kongelig privilegeret, men mistede titlen i 1957 på grund af en konkurs, og selv om kroen er genåbnet, kan titlen ikke generhverves.

På bordet i stuen lægger Doris Elisabeth Fischer et stykke papir med en illustration af to cyklusser og peger på den største cyklus. I den indgår et servicecenter, hvor 100 kroner kan veksles til 100 djurs, og hvis borgerne veksler tilbage, får de 95 kroner igen.

»Vi vil indføre et gebyr på 5 procent, så pengene forbliver i omløb. Det overskud, vi får, skal spares op og gå til bæredygtige projekter i lokalområdet«, siger hun og nævner, at hvis borgerne ved, at de støtter børnenes idrætsforening, øger det interessen for det lokale betalingsmiddel.

Illustrationen viser også en mindre cyklus, hvor virksomhederne skal handle internt. Når købmanden modtager djurs, er tanken, at medarbejderne skal lønnes i djurs, og når der bliver sendt en bestilling af sted på øl og æblemost, skal kroner ikke være det foretrukne betalingsmiddel.

Hvis jeg arbejder i Aarhus og bor på Djursland, hvad skal motivere mig til at handle hos købmanden og ikke i Netto, hvor jeg kan få flere varer?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Djurs henvender sig til nogle bevidste forbrugere, så når købmanden tager imod djurs, vil det være godt med mange økologiske varer på hylderne«, siger Doris Elisabeth Fischer, mens hendes mand, Jens Thordal-Christensen, tilføjer:

»Vi kan ikke konkurrere med de store kæder, men vi kan forsøge at aktivere nogle mere vågne dele i os som mennesker. Folk skal blive mere klar over, at der findes en stolthed i at gøre noget for området. Det er arbejdet og fællesskabet, som betyder noget for det, vi vil gøre«.

J.A.K. udstede andelsbeviser som denne i 1930'erne. De har bundet til jordværdi.
PR-foto: Niels Erik Bach Boesen

J.A.K. udstede andelsbeviser som denne i 1930'erne. De har bundet til jordværdi.

På kant med loven

I 1930’erne kradsede den økonomiske krise, og dengang blev landsbevægelsen Jord-Arbejde-Kapital (J.A.K.) stiftet. Bevægelsen trykte andelsbeviser, som var et betalingsmiddel bundet til jordværdi. Meget af handlen var gået i stå på landet, og hvis bønderne havde penge, gik de til at indfri gæld. Efter et år gik det bedre for handelslivet, og der var 100 lokalkredse med over 5.000 medlemmer, der trykte deres egne J.A.K.-beviser, fortæller den pensionerede historiker Niels Ulrich Ulrichsen, som udgav bogen ’J.A.K. – en dansk krisebevægelse’ i 1978.

»Sagt på moderne dansk indførte man matadorpenge. For en sikkerheds skyld kunne man gå i sparekassen og veksle dem til kroner, hvis man begyndte at tvivle på projektet. Hvis en tømrer i et sogn modtog andelsbeviser for sit arbejde, kunne han bruge dem på at købe en gris fra bonden, og sådan fortsatte det hele vejen rundt«, siger han.

Ligesom i dag var Nationalbanken eneberettiget til at udstede pengesedler, og i 1933 blev det tilføjet i straffeloven, at det kunne være strafbart for privatpersoner at trykke deres egne pengesedler. Nogle måneder efter kom J.A.K-beviserne i modvind, da Vestre Landsret afsagde en dom om, at beviserne var bestemt til og blev benyttet som betalingsmiddel. Over 80 år senere er det netop straffeloven, som kan stå i vejen for projektet på Djursland.

»Måske er vi for forsigtige, for i Bristol gik de bare i gang uden at vide, om det var lovligt, men vi laver ikke et stort arbejde for at få en dom«, siger Jens Thordal-Christensen.

Er det realistisk?

I de senere år er der opstået en tendens i landets yderområder, hvor organiseret salg af lokale fødevarer og indsamlinger for at holde liv i lokale butikker har vundet indpas. Djursland er et godt område for et pilotprojekt med lokal økonomi, siger Jesper Bo Jensen. Han er direktør og fremtidsforsker hos centret Fremforsk, og i efteråret 2016 hørte han om projektet til en konference.

»Djursland er isoleret og stort, men ikke for stort. Der er mange lokale butikker og et andet sammenhold end i storbyerne. Den største udfordring med djurs bliver, hvem der kan garantere, at de lokale penge er det værd, som folk tror, at de er værd. Og så er det vigtigt, at borgerne vil kunne mærke en øget omsætning og opleve, at der bliver givet penge til godtgørende formål i lokalområdet«, siger Jesper Bo Jensen og tror, at djurs vil have en levetid på to år, men ikke fem år.

En anden usikkerhed er, om projektet vil kunne skabe mere sammenhold, påpeger professor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet Gunnar Lind Haase Svendsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Spørgsmålet er, om man i et lokalsamfund behøver en slags huskeseddel i form af lokale penge, hvis man har social kapital. Den sammenhængskraft og tillid, som man har til hinanden, gør, at man kan yde hinanden tjenester, uden at man behøver at forpligte sig yderligere ved hjælp af lokale penge«, siger professoren, der ikke kan forudse, om borgerne med djurs i pengepungen vil handle mere lokalt, end de gør i dag.

Projektet med djurs opstod for tre år siden. Siden har foreningens medlemmer, hvoraf de fleste bor på Djursland, arbejdet på at gøre drømmen til virkelighed. De holder foredrag, taler med politikere og laver mindre arrangementer, hvor djursen bliver afprøvet. Selv om pengesedlerne kan tages i brug, skal de nuværende ud af omløb. De kan forfalskes, og derfor vil foreningen bestille nye sedler med tolv sikkerhedsforanstaltninger, herunder vandmærker og sølvstriber.

Selv er de hos Betal med Djurs klar over, at det vil kræve en stor indsats, hvis projektet skal lykkes. Foreningen vil stille sikkerhed for de kroner, som bliver omvekslet, og servicecentret skal opkræve et gebyr, når der veksles fra djurs til kroner, så borgerne er motiveret til at holde økonomien i gang. Ud over lovgivningen peger Doris Elisabeth Fischer på én udfordring:

»Borgerne skal vide, at pengene eksisterer, og at de kan blive brugt i butikkerne. Ideelt set skal husholdningerne sætte 2.000 kroner af hver måned, som de veksler til djurs. Det vil holde vores økonomi i live«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden