Professor: Derfor får kvinder oftere kroniske smerter

Lær at forstå og lev med din kroniske smerte.

Sådan lyder budskabet fra professor, dr.med. Lars Arendt-Nielsen, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet, der en af landets førende smerteforskere og præsident for alle verdens smerteforskere.

Langvarig kronisk smerte, der ikke skyldes kræftsygdom, er en af de hyppigste lidelse i Danmark. Men oftest er der slet ingen lægelig forklaring på, at kroppen har invaliderende ondt i led, muskler eller flere steder på kroppen på en gang.

Hjælpen er ikke smertemedicin i store doser, men en tværfaglig, specialiseret indsats, hvor både læger, psykologer, fysioterapeuter og ofte også socialrådgivere indgår.

Det fastslog psykologer, fysioterapeuter, smertelæger og gigt- samt smertepatienter i går i Politiken. De opfordrer Danske Regioner til de kommende år at fokusere på kroniske smerter.

Men hvad er kroniske smerter, hvorfor bliver akutte smerter for nogle kronisk, og hvad kan den enkelte gøre?

Professor Lars Arendt-Nielsen giver dig 10 råd, så du bedre forstår det komplekse område.

1 Dine smerte er ægte

»Årtiers arrogante tilgang til kroniske smerter som en indbildt syge har gjort meget skade. Kroniske smerter er per definition aldrig indbildte. De er ægte, også selv om fagfolk ikke kan finde en objektiv årsag i blodprøver eller MR-skanninger. Hos os kan vi med særligt udstyr måle, at smertesystemet hos kroniske smertepatienter er mere følsomt end andres, de sender flere impulser ind i rygsøjlens smertecenter, deres smerteceller er mere følsomme og sender flere smertesignaler til hjernen end normalt. Nerverne frigiver flere smertesignalstoffer, så nabonerverne bliver ’vækket’ og også råber ’smerte’. Smerten spreder sig således i kroppen. Og pludselig gør det ondt mange steder. Hjernens smertehæmmende funktioner fungerer også dårligere. Så jo, dine kroniske smerter altså absolut ægte«.

2 Forstå vores uformåen

»Akutte smerter skal beskytte organismen. De er et alarmsignal mod skade. Men ingen ved, hvorfor et akut piskesmæld, en lille nerveskade eller en lændesmerte bliver kronisk og udvikler sig til et årelangt problem. Man tror, det er en uheldig biologisk fejl, der så forstærkes af sociale og psykologiske årsager hos den enkelte. Derfor taler vi om kroniske smerter som et bio-psyko-socialt problem. Man skal forstå, at ingen kender alle årsagerne til, at kroniske smerters opstår. Vi kan måle alt muligt i rygmarven, i hjernen og på celleniveau i dyr, der giver brikker til, men ingen god forklaring på, hvorledes man som smertepatient kan få et liv uden smerter. Forhåbentlig i fremtiden«.

3 Tag medicin – men den rette

»Vi har ikke mange gode lægemidler mod kroniske smerter, men du kan få glæde af den rette medicin. Morfin og andre opioider er fremragende til akutte, voldsomme smerter eller kræftsygdom, men bør sjældent gives årelangt til kroniske smertepatienter. Almindelig smertemedicin, paracetamol eller ibuprofen, er heller ikke oplagt til langvarig brug. Derimod kan antidepressiv og antiepilepsimedicin virke på nogle patienter. Visse antidepressiva justerer på de signalstoffer, som hæmmer smerteoplevelsen. Og antiepilepsimedicin stabiliserer nerveceller, så de ikke er hypersensitive og overfølsomme og bliver ved med at sende for mange smertesignaler til hjernen. Men mange patienter har svært ved at acceptere præparaterne, da de jo hverken har alvorlig depression eller epilepsi, men smerter«.

4 Tag ikke smerten alvorligt

»En akut smerte er en advarsel fra kroppen om, at du skal tage hånden væk fra ilden eller ikke gå på den brækkede fodknogle. Men kroniske smerter, der ikke skyldes kræft, såkaldt kronisk non-maligne smerter, har ingen direkte alarmfunktion. Så du skal ikke være bange for kroniske smerter. Måske tror du, at du skal beskytte din krop, eller det sted, der gør ondt – ryggen, lænden, skulderen, de slidgigtplagede knæ. Intet er normalt mere forkert. Jo mere du bruger din krop trods smerter, jo mere hæmmes oplevelsen af smerter, jo bedre funktion får du, og vægten kan holdes nede«.

5 Træning er den bedste medicin

»Al forskning viser, at fysisk aktivitet og træning er effektiv behandling af mange typer kroniske smerter. Træning udløser dopamin, en slags lykkesubstans i hjernen, der giver velvære. Mange smertepatienter er også depressive, hvilket træning også afhjælper, uanset hvad der er hønen eller ægget. Motion sætter også gang i nervebaner i hjernen, der hæmmer opfattelsen af smerter. Så der er mange positive effekter ved at bruge sin krop trods smerter. Træning burde være på recept sammen med den nødvendige vejledning og opfølgning, da det er noget af det bedste, du kan gøre«.

6 Du nedarver dine smerter

»Vi kan i rotte- og museforsøg se, at mistrivsel i barndommen eller mange smerter som barn kan gøre dyret mere smertefølsomt som voksen. Denne ekstra smertefølsomhed kan også gå i arv. En rotteunge, der tages alt for tidligt fra moderen eller udsættes for mange smertepåvirkninger, bliver mere smertefølsom som voksen. Og det bliver dens unger sidenhen også. En rotte, der får gentagne stød, hvis den spiser en særlig føde, lærer at undgå at spise det. Det kan nedarves til ungerne, så de også vil undgå at spise den specielle føde. Det hedder epi-genetiske forandringer og viser, hvordan vores miljø kan nedarves. Det er meget interessant, at miljø og arv nu for første gang kan sammenkobles«.

7 Drop årsag til smerten

»Har læger undersøgt dig til bunds, og har du hverken kræft eller anden farlig årsag til måneders smerter, så lad være med at blive ved med at lede videre efter en årsag. Den finder du ofte ikke. For kroniske smerter hænger sjældent sammen med lægers fund i røntgenbilleder eller MR-skanninger og kan ikke ses i blodprøver. Vi kan måle, at smertesystemet er overfølsomt hos en given patient, men det giver ikke viden om årsagen. En person, der ingen slidgigt har, kan i årevis være plaget af kraftige smerter. Mens en, der nærmest går knogle mod knogle uden brusk stort set ingen gener har fra knæene. Det er ret spooky, at der for kroniske smerter oftest ingen sammenhæng er mellem en skades størrelse og styrken af den kroniske smerte«.

8 Kvinde, forstå din krop

»Der er en overvægt af kvindelige kroniske smertepatienter. Det er der forskellige biologiske forklaringer på, men de er ikke mere pylrede. Kvinder har hormonet østrogen, der påvirker smertereceptorerne. De har også flere glutamat-receptorer i vævet, som gør, at kvinder kan være lettere påvirkelige af smertesignaler. Glutamat, også kaldet umami, aktiverer derfor flere smerteceller end hos mænd. Det kan medvirke til, at kvinder oftere har smerteproblemer i muskler og skelet. Samtidig er kvinders smertehæmmende systemer fra hjernen dårligere til at hæmme smerter. Kvinders smertehæmmende system er således mindre potent end mandens, og det kan også forklare, hvorfor nogle kvindelige patienter lettere ender som kroniske«.

9 Drop jagten på behandlere

»Der findes ingen quick fix mod kroniske smerter. Slidgigtpatienter spiser eksempelvis glucosamin for milliarder af kroner, selvom de lige så godt kan spise kalktabletter. Effekten er præcis på lang sigt den samme. Jeg kører flere sager mod firmaer, der med voodoo-reklamer lover smertelindring med alt muligt udokumenteret hokus pokus. Dine kroniske smerter skyldes oftest et sammensurium af biologiske, psykologiske og sociale forhold på en gang. Det kan ingen piller eller nåle afhjælpe alene. Det giver ingen mening af lede efter noget, der alene kan behandle dine smerter i sig selv – selv om det er en helt naturlig menneskelig reaktion. Mange driver plat på det. Det kræver en bred, tværfaglig indsats fra mange faggrupper«.

10 Dine smerter er en sygdom

»Din kroniske smerte er en sygdom i sig selv. For langt de fleste går smerterne ikke væk igen medmindre du eksempelvis udskifter et dårligt led. Smerter, hvis du altså ikke har kræft, er som diabetes eller forhøjet blodtryk en sygdom, der sjældent går væk. Det skal du forstå og acceptere, da det giver ro og fjerne fokus fra at finde årsagen. Da England indførte diagnosen ’kroniske spredte smerter’, frygtede mange, at samfundsudgifterne ville eksplodere, fordi flere med diagnosen ville få krav på hjælp. Det modsatte skete. Der kom markant mindre pres på udgifterne, da folk med kroniske smerter følte sig anerkendt og lettere kunne acceptere og leve med deres situation«.