Professor: Børns venskaber stikker dybere, end voksne tror

Aslan på 5 år lægger alle kræfter i og bryder løs mod Eskild, som har udfordret til kamp med en enorm limefarvet siddepuf.

»Vi slås kun for sjov«, råber Eskild beroligende til journalisten og fotografen fra Politiken, mens han svinger puden mod Aslans hoved. Drengene falder pustende om på en sækkestol. Nu er de Ninja Turtles, som ligger på ryggen i deres skildpaddeskjold og ikke kan komme op. I et par sekunder.

De to drenge går på stuen Minestrygerne i Børnebyen på Christianshavn, og lige nu er de i gang med det, som ifølge flere forskere er en af den tidlige barndoms vigtigste gøremål: at danne og styrke et venskab.

Børnenes venskaber giver nemlig meget mere end den glæde, som de skaber i nuet, siger børneekspert og forsker ved DPU (Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse) Stig Brostrøm.

»Barnet får følelsen: Jeg er noget værd, når en anden så godt kan lide mig. Den tro har en livslang betydning og styrker evnen til at indgå i en dybere relation med andre mennesker senere i livet«, siger Stig Brostrøm.

Det bekræfter Helge Svare, norske filosof og forskningschef ved Senter for velferds- og arbeidslivsforskning ved Høgskolen i Oslo, som kalder det at lære børn at danne venskaber for en af daginstitutionernes vigtigste opgaver.

Foto: Nanna Navntoft

»Det er en forudsætning for al social udvikling senere. Ligeværdighed kan man ikke udvikle sammen med sine forældre, fordi relationen med dem netop ikke er ligeværdig. Ligeværdigheden skal læres sammen med andre børn på samme alder. Det er vanskeligt at komme til at leve et godt liv senere, hvis man i sine tidlige år ikke lærer at indgå i ligeværdige venskaber, viser studier«, siger Helge Svare.

Tidlige venskaber

Børn uden gode venskaber risikerer at få det svært i arbejdslivet og socialt og har senere i livet større tendens til at blive ramt af problemer med den mentale sundhed, påpeger den norske forsker. Omvendt udvikler børn med venner sig mere harmonisk og trives bedre.

Det kan Aslan med efternavnet Svane Bekdik og Eskild Balling Krøjmand ikke sætte ord på endnu, men de kan godt forklare, hvordan de blev gode venner:

»Fordi vi fandt hinanden, og så legede vi sammen så meget, så vi blev så gode venner. Det er ikke sjovt, hvis man ikke leger«, siger Aslan.

Det gør de ifølge forældrene uafbrudt, når de er hjemme og lege hos hinanden. Blandt favoritlegene er ud over ninjapadderne også Olsen-banden, Ghostbusters og den julefjendtlige grønne The Crinch. Mens de tumler rundt, er det tydeligt, at de hele tiden lægger op til hinanden og giver plads til den anden.

»Jeg er faktisk stærkere end dig, men så er du jo større end mig, selv om jeg er 5 år, og du er 4 år«, siger Aslan til vennen, som fylder 5 år et par dage senere.

»Jeg kan jo skubbe dig væk«, lyder svaret sandfærdigt fra Eskild, som let får overhånd med sin tætte energiske krop. Alligevel har drengene fordelt rollerne som Ninja Turtles, så Aslan er den stærkeste, Raphael, mens Eskild er Leo, kort form af Leonardo.

Og børn er enormt gode til at skabe kontakt. Men det er vigtigt, at forældre og de andre voksne i børnenes dagligdag støtter børnenes venskab, for det kommer ikke af sig selv, især ikke i en hverdag, der er meget planlagt.

»Nogle børn opsøger hinanden mere end andre, og det danner grundlag for mulige spirende venskaber, som pædagogerne skal stimulere ved at sætte de børn sammen. Når børnene skal udvikle følelsesmæssige relationer, har de brug for tid til at få venskabet til at vokse«, siger Stig Brostrøm og opfordrer til, at man for eksempel i vuggestuer en gang imellem danner små grupper med to-tre børn, der laver noget sammen med en voksen.

Selv børn, som endnu ikke kan fortælle om det med ord, knytter sig særligt til andre børn, fortæller ph.d. og ekstern lektor ved DPU Tine Basse Fisker, som aktuelt har skrevet kapitlet ’At se eller ikke se’ i antologien ’Det store for de små – om små børns venskaber’. I forbindelse med sin forskning har hun fulgt vuggestuebørns bevægelse rundt på stuerne.

Foto: Nanna Navntoft

»Hvis man kunne trække et sneglespor i forskellige farver, ville man se, at nogle bevæger sig i cirkler omkring hinanden, og at nogle børn er mere tiltrukket af hinanden. Hvis du ser to vuggestuebørn, som sidder tæt på hinanden, men leger med hver sin ting, vil voksne ikke sige, at de leger sammen. Men det oplever børnene formentlig«, siger Tine Basse Fisker.

Forældre opdager som regel deres barns venskab ved, at pædagogerne fortæller om børnenes leg i løbet af dagen.

»Hvis Sofie og Pia fra vuggestuen har det godt sammen, kan forældreparrene måske lave en skovtur sammen, så børnene kan opleve hinanden uden for daginstitutionen. Måske synes man, at det er besværligt, men det vil jeg gerne opmuntre til«, siger Stig Brostrøm. Forskning har vist, at vuggestuebørns tilknytning til hinanden kan være så stærk, at hvis en ven flytter langt væk, gør det den efterladte ulykkelig i længere tid.

»Forældre kan have en tendens til bare at se det som meget hyggeligt, når deres barn leger godt sammen med et andet barn. Men det er meget mere. Det er en kæmpe kvalitet i barnets liv, og det er ikke altid, at forældre har spekuleret over det«, siger Stig Brostrøm og råder til, at familierne ses et par gange, når bedstevennen er flyttet.

Brug for forældrehjælp

Eskilds og Aslans forældre laver legeaftaler og skal holde en fælles fødselsdagsfest den kommende søndag: »Det er meget fint, det, de har«, siger Eskilds mor, Cecilie Balling.

»De fortæller hinanden om deres oplevelser og omfavner hinandens interesser ved at tage det ind i deres lege«, siger hun. Når drengene skal starte i skole om et års tid, er Eskild egentlig skrevet op til en privatskole.

»Men jeg synes, at han skal have lov at fortsætte i den skole, hvor hans kammerater er, selv om vi ikke kan garantere, at de kommer i klasse sammen«, siger Eskilds far, Henrik Krøjmand.

Aslans mor er taknemmelig for, at børnehaven for et års tid siden tippede forældrene om, at der var opstået et kim til venskab mellem de to drenge, efter at de kom på samme stue.

»Det var en drengegruppe med mange konflikter, og jeg var lidt bekymret for Aslans trivsel. Jeg skrev faktisk til Eskilds mor om mine bekymringer, før de var blevet venner. Efter et par hurtige legeaftaler viste det sig, at de havde noget rigtig godt sammen«, siger Lea Svane, som taler meget med Aslan om det at have venner.

På en rejse for nylig i Thailand var savnet efter vennerne stort.

»Hver gang vi så noget spændende, kunne han blive helt trist over, at han ikke kunne se det sammen med Eskild og de andre venner, og vi brugte lang tid på at snakke om, hvad vennerne hjemme ville være glade for«, siger Lea Svane.

Foto: Nanna Navntoft

Men det er ikke altid, at pædagoger og forældre ser de forbindelser, børnene indgår i, fortæller Tine Basse Fisker. For eksempel ser voksne kun, at en gruppe børn hele tiden mosler rundt og slås. Men vi forstår ikke, at det kan være en kerne i deres venskab. For vi beskriver venskab som noget med trøst og hjælpsomhed og støtte.

»Jeg har spurgt en flok 11-12-årige drenge, som siger: Man slås jo kun med sine gode venner. Man ville jo aldrig gå hen og begynde at slå et fremmed barn. Det gør man kun med sine venner. Der ved man også altid, hvem der er stærkest«, siger Tine Basse Fisker, som også har observeret, at venskaber kan se anderledes ud, end vi voksne tror.

Børn kan have en følelse af samhørighed, man ikke ser. Hun opfordrer til, at man spørger børnene, hvem deres venner er. For det er vigtigt, at voksne ser de mulige venskaber.

»Voksne i børnehaven, på skolen eller i fritidsordningen kan bakke op om et venskab ved at gøre barnet til turmakker med en af vennerne. Eller sætte dem i grupper sammen«, siger hun.

Eskild og Aslans venskab er ikke sådan at overse. Efter mange spørgsmål om deres lege og om, hvordan de blev venner, spørger jeg, om der er noget om venner, som jeg har glemt at at spørge om.

»Ja, der er det med, at vi blev rigtig gode venner, fordi vi elsker hinanden«, siger Eskild, mens han igen farer hen mod Aslan med en kæmpepude.

»Jaaaa!«, råber Aslan. Og Eskild afslutter: »Det kan du godt se, ik’?«.