0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anders Legarth Schmidt: »Jeg må slippe min datter fri, selv om jeg har lyst til at løfte hende op og knuge hende ind til mig i en umulig drøm«

Panik blev afløst af vemod, da jeg ledte forgæves efter min pige i fritidshjemmets virvar. Så fandt hun mig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En dråbe sved forlader armhulen og løber kølende over mine ribben. Hjertet dunker i brystet, jeg trækker vejret i korte ryk. Jeg står i kælderen under et stort fritidshjem i København, og jeg kan ikke finde min datter. Jeg har gået rundt i en evighed, er faret vild et par gange og har stået uden sans for retning foran den samme dør flere gange. Jeg prøver at tænke klart. Hun kan ikke være forsvundet. Det er umuligt. Hun lytter jo. Hun går ikke væk. Men … sidder hun fastklemt et eller andet sted? Hvad nu hvis? Jeg tager en dyb indånding og sætter mig op i køkkenet og venter. Hun må vel komme forbi på et tidspunkt efter frugt.

Min datter er seks år. Hun begynder i skole efter sommerferien og er allerede for en måned siden startet i fritidshjemmet med de øvrige ’nye nultere’, som de større børn kalder dem. Eller bare ’majbørn’. I børnehaven var hun den største. Nu er hun en af de mindste. Mens jeg sidder på en lav stol og venter, tænker jeg, at lige nu bryder hun fri. Tiden er forbi, hvor det er hendes mor og mig, der lærer hende det meste. Hun tjekker sig selv ind og ud på skærmen med alle børns navn og foto, hun lægger sin madkasse i køleskabet, og hun bruger ord, jeg ikke anede, hun kendte. En veninde er ’kreativ’, fordi hun er god til at få ideer. Vi legede i ’mix’. Mix er et af rummene, får jeg at vide. Pludselig kan hun stave til korte ord. Hun vil selv have cykelnøglen i tasken. Hun kommer hjem fra svømning og fortæller, at man skal ringe 112, hvis én er i alvorlig fare.

Hun bryder fri, hurtigere end jeg kan nå at følge med. Det er uden for min kontrol. Det er vemodigt og sørgmodigt, men samtidig lykkeligt og rørende at mærke livet blomstre og bruse i hende. Væk for altid er den lille pige, der havde brug for mor og fars hjælp til det meste. Til gengæld har vi fået én, der vil diskutere. ’Fordi jeg siger det’ virker ikke længere. Jeg må slippe min datter fri, selv om jeg har lyst til at løfte hende op og knuge hende ind til mig i en umulig drøm om, at hun vokser nedad.

»Vi var lige bag dig, far«, lyder det, og jeg vågner fra min selvmedlidenhed.

Foran mig står en kat med knurhår og striber. Min datter er malet i ansigtet, og da jeg spørger, hvor hun var været, lyder det undrende svar, at hun da bare har været »oppe og nede og rundtomkring«. Selvfølgelig var hun ikke væk. Hun render efter tre uger hjemmevant rundt i den store bygnings mange værksteder og legerum uden at skænke det en tanke, at hun er svær at finde for en forvirret farmand. Det skal hun selvfølgelig heller ikke. Jeg får styr på pulsen, hun tjekker sig ud på skærmen, snupper madkassen, og vi cykler hjem, mens jeg tænker, at det var hende, der fandt mig – ikke omvendt.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter