57-årige Michael Facius har taget medicin med tramadol i 4 år. Han vil gerne stoppe, men kan ikke.
Foto: Tor Birk Trads

57-årige Michael Facius har taget medicin med tramadol i 4 år. Han vil gerne stoppe, men kan ikke.

Forbrug og liv

Læger advarer mod udbredt smertemedicin

Der skulle være lav risiko for afhængighed ved brug af det svage syntetiske morfinpræparat tramadol. Men eksperter sår tvivl. De kalder 100.000 langtidsbrugeres medicin lige så farlig som stærk morfin.

Forbrug og liv

Omkring 100.000 danskere med kroniske smerter – der ikke skyldes kræft – får det syntetiske morfinpræparat tramadol i mindst 6 måneder.

Ifølge indlægssedler til patienter samt produktresumeer og reklamer til landets læger skulle risikoen for afhængighed være ’lav.’ Men 13 ud af 14 smertelæger fra landets smerteklinikker afviser i dokumentaren ’Morfinpillens skyggeside’ på DR 2 i aften, at det skulle være mindre afhængighedskabende end almindelige stærke morfinpræparater.

»Tramadol er mindst lige så vanedannende som alle andre morfinpræparater. Det er hverken værre eller bedre. Alle vil – efter brug af tramadol i 2-3 uger – blive fysisk afhængige«, siger Gitte Handberg, specialeansvarlig overlæge på Smertecenter Syd på Odense Universitetshospital og formand for Dansk Smerteforum.

»Det er misvisende at kalde tramadol for et svagt opioid (morfinpræparat, red.). Det giver læger en helt forkert opfattelse af præparatets risikopotentiale. Jeg vurderer, at omkring hver tiende patient på vores smertecenter er psykisk afhængig af tramadol«.

Jeg vurderer, at omkring hver tiende patient på vores smertecenter er psykisk afhængig af tramadol

Det står i kontrast til de fleste indlægssedler i tramadolpakken. F.eks. står der om afhængighed ved længere tids brug af præparatet Dolol Retard Uno »lille risiko«. Og ved Nobligan: »risikoen er meget lille« og vurderes til 1-10 ud af 10.000.

I mange produktresumeer har tramadol et »lavt afhængighedspotentiale« eller »en lav risiko for afhængighed«.

En af landets førende smertelæger, Per Sjøgren, professor i palliativ medicin på Rigshospitalet, kalder oplysningerne for »vildledende«. Tramadol er »lige så farligt« som alle andre morfinpræparater.

»Der skal selvfølgelig stå klart og tydeligt, at patienten hurtigt udvikler fysisk afhængighed af tramadol, og nogle vil udvikle psykisk afhængighed over tid. Præcis som ved alle de andre opioider«, siger han.

Patienter, der brat stopper behandling, oplever voldsomme abstinenser af deres afhængighed. Og de kan føle, at medicinen styrer deres liv. Samtidig bliver de med tiden tolerante, så de skal have højere doser for at opnå samme virkning.

Overlæge Doris Stenver, Lægemiddelstyrelsen, deler ikke lægernes syn.

»Hvis lægerne har ret i, at det står langt mere alvorligt til med afhængigheden af tramadol, er der et problem med underrapportering«, siger hun.

Indberettede bivirkninger samles i en europæisk database, men de europæiske myndigheder har ikke set »nye signaler« om »øgede problemer med afhængighed«. »Havde vi set det, havde vi rejst sagen i EU’s bivirkningskomité i London. Men vi har ikke fået informationer, som har givet anledning til at tro, at der var problemer«, siger hun.

Godkendt på tvivlsomt grundlag

Da den tyske medicinalgigant Grünenthal introducerede tramadol, gik et lettelsens suk gennem læger verden over. De havde brug for et effektivt præparat, men uden de stærkere morfinstoffers afhængighedsskabende potentiale. Tramadol blev i Ugeskrift for Læger annonceret som »endelig en højteffektiv smertestiller med lav tilvænningsrisiko«, der skulle være »minimalt vanedannende«.

Tre eksperter har for DR 2 gennemgået de otte studier bag godkendelsen. De mener ikke, at studierne kan sige noget sikkert om risiko for afhængighed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der var intet i de undersøgelser, der kunne danne grundlag for de tal om en minimal risiko for afhængighed ved at tage tramadol. De fleste af studierne var på personer, der havde taget tramadol i 2-3 uger. Det er slet ikke nok til at vurdere det afhængighedsskabende potentiale«, siger overlæge, dr.med. Karsten Juhl Jørgensen, der er vicedirektør på Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet:

»Jeg kunne i de otte artikler ikke finde noget som helst, der kunne retfærdiggøre, at tramadol kunne markedsføres på den præmis, at det meget sjældent er vanedannende. Det er blevet oversolgt«.

Siden 2001 er mængdeforbruget af tramadol i Danmark fordoblet. Danmark har nordisk rekord i brug af tramadol – hvor dobbelt så mange per 1.000 indbyggere tager medicinen som i Norge, Finland og Sverige.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Grünenthal.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce