De seneste 12 måneder har danskerne i gennemsnit brugt 7.000 kroner på genbrug. Det er en stor stigning i forhold til året før.
Foto: Mikkel Berg Pedersen (arkiv)

De seneste 12 måneder har danskerne i gennemsnit brugt 7.000 kroner på genbrug. Det er en stor stigning i forhold til året før.

Forbrug og liv

Genbrugsfeberen stiger: Danskerne køber brugt som aldrig før

Danskernes handel med brugte ting på nettet og på markeder er steget markant, viser et nyt genbrugsindeks fra dba.

Forbrug og liv

Genbrugsbølgen har fat i danskerne. Lysten til at købe brugte møbler, cykler, iPhones, værktøj og legetøj har aldrig været større.

Flere end hver anden dansker fortæller ifølge genbrugsindekset på websitet dba.dk, at de har købt eller solgt brugte ting inden for de seneste 12 måneder. I samme periode har vi i gennemsnit brugt næsten 7.000 kroner på at købe andres aflagte ting. Der er tale om en stor stigning i forhold til året inden, hvor danskerne brugte cirka 4.500 kroner på genbrug.

»Det er blevet nemt at sætte sin brugte ting til salg. Du skal bare have en mobiltelefon, så du kan fotografere den gamle cykel og sætte den til salg på nettet«, siger kommunikationschef Sofie Folden Lund fra dba.

På blot fire år er antallet af annoncer på internetmarkedspladsen steget med 88 procent. I 2013 var der godt 10 millioner annoncer på siden, mens der i 2016 blev oprettet 19,2 millioner annoncer på dba.

Også de fysiske markeder vokser. Torben Kahr står med sit forlag Kahrius bag markedslisten.dk, en hjemmeside, hvor alle markeder kan blive skrevet i en kalender, så købere og sælgere kan finde dem.

»Den er etableret for 12 år siden og har udviklet sig voldsomt«, siger Torben Kahr, der efter eget udsagn sidder på al information om markeder i landet.

Og populariteten er stigende. Hjemmesiden har 9 millioner sidevisninger om året, og mens de etablerede markeder består, opstår der stadig nye. Torben Karh fortæller om tendenserne på området:

»Der er for eksempel bagagerumsmarkeder, hvor folk holder med bilen på en p-plads og sælger ud af bagagerummet. Og så er der reolmarkeder, hvor man kan leje hylder på en reol i for eksempel et gammelt supermarked. Så får varen en stregkode, og så sidder der en kassedame og afregner ved udgangen«, siger Torben Kahr.

Dba er ejet af den verdensomspændende handelsportal eBay, som kan oplyse om global vækst inden for genbrugshandel. I løbet af de sidste 24 måneder er ebay.com vokset med 14 millioner aktive købere – til hele 171 millioner, oplyser Ebay.

Også genbrug efter krisen

I årene, hvor Danmark var på vej ud af krisen, kom der for alvor gang i genbrug på både nettet og på et utal af loppemarkeder, som blomstrede op overalt i landet.

Traditionelt har lysten til genbrug ellers fulgt konjunkturerne, så der blev genbrugt mere i trænge tider, men i de seneste år er arbejdsløsheden faldet, beskæftigelsen steget og reallønnen vokset. En økonomiprofessor har en forklaring:

I de fleste indkøb er der nogle omkostninger, som ikke er regnet med. Mange kører en tur i storcentret og tilbagelægger mange kilometer på landevejen uden at regne slid på bilen med

»Der er sket en ændring i holdningen til genbrug. Der har været utrolig megen tale om cirkulær økonomi og om at forlænge produkters levetid. Hvor det tidligere drejede sig om at få pengene til at slå til, når der blev købt billigere på genbrugsmarkeder«, siger professor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet.

Spørgsmålet er, om stemningen kan skifte igen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De teknologiske muligheder har gjort det lettere, så den barriere er forsvundet, men naturligvis kan holdninger skifte over tid. Men det ser ikke sådan ud i øjeblikket«, siger Sandemann.

Kernen i genbrug er at gøre en god handel, men hvis man kører langt efter genbrugsvaren og slider på bilen, så er gevinsten måske illusorisk.

»I de fleste indkøb er der nogle omkostninger, som ikke er regnet med. Mange kører en tur i storcentret og tilbagelægger mange kilometer på landevejen uden at regne slid på bilen med – hvor det havde været billigere at cykle hen i det lidt dyrere lokale supermarked. Økonomiske beslutninger er ikke altid rationelle«, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Sofaen er et hit

Det mest populære at søge efter på dba’s side er sofaer, som der bliver søgt efter en kvart million gange hver eneste måned. Sofaen er skarpt efterfulgt af andre møbler og iPhonen, der altid boomer, når Apple lancerer en ny model.

Dba begyndte i 1981 som Den Blå Avis, der var en printet ugeavis, som også formidlede salg af brugte ting. Den fysiske udgave blev dog udfaset i 2014, og i dag er dba et rent digitalt univers. Da Den Blå Avis begyndte, var det gratis at annoncere i avisen, som så blev solgt til kunder på genbrugsjagt. I dag er det gratis at annoncere og gå ind på dba.dk, men man kan så købe sig til en fin annonceplacering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis jeg skal pege på en typisk kunde, så er det børnefamilien, der har ryddet op i kælderen eller på loftet og gerne vil sælge nogle af de ting, som de ikke længere bruger. Men der er også dem, som konstant har mange ting til salg og køber ting på vores site flere gange om måneden«, siger Sofie Folden Lund.

Det vigtigst motiv er at tjene penge på sine aflagte ting. Omvendt er motivet til at købe at gøre en god handel. Hensynet til miljø og protest mod overforbrug spiller også en rolle for cirka hver femte.

Men selv om danskernes genbrugslyst stiger stødt, så er der dog en ting, som vi ikke kan lide at købe brugt: gaver.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce