Det er høsttid. Og det foregår bedst med et barnebarn i hånden.
Foto: Charlotte de la Fuente

Det er høsttid. Og det foregår bedst med et barnebarn i hånden.

Forbrug og liv

Ryges Klumme: Høst og lærkesang nydes bedst med et barnebarn ved hånden

Undren og glæde ved naturen vækkes bedst med et barnebarn i hånden.

Forbrug og liv

Det var ubetinget årets bedste høst! Da Johanne på 11 kom forbi i søndags og på et tidspunkt smuttede ned til drivhuset. Lidt efter kom hun glædestrålende med en fin grønstribet honningmelon på størrelse med en stor appelsin og erklærede, at nu var den moden. Så skar hun den over og spiste den med al den glæde, som kun et barn kan præstere. Mormor og undertegnede nøjedes med at være benovede tilskuere til festen, for ingen af os kan lide meloner.

Da hun skulle hjem, gik hun atter i drivhuset og høstede yderligere syv meloner, som kom med hjem, mens vi mindedes, at det kun var fire måneder siden, at hun fik mig til at købe en melonplante til drivhuset, fordi hun elsker meloner. Og tænk, vi har glemt alt om den indtil nu, og så er der otte modne honningmeloner. Kun til Johanne. Bedre bliver en høst ikke.

I sommerferien skyldtes årets bedste fuglesang også Johanne. Vi gik den sædvanlige aftentur med hunden, og jeg er jo altid så tosset med min natur og vil lære børnene det hele. Plukke mindst fem slags blomster og lære dem navnene: røllike, hyrdetaske, dueurt, gul snerre, musevikke. Og se og høre alle fuglene, kunne deres navne, ligesom man kender vennernes navne. Fuglene er også vores venner.

Jeg bilder mig ind, at hun vil huske lærkerne resten af sine dage.

Den aften blev det lærkerne. Lærkesangen er lige så konstant hos os, som trafiklyden er det i byen. Derfor glemmes den ofte.

»Hør også lærkerne«, sagde jeg, efter at vi havde hørt viber, gulspurv, bogfinke og musvåge. »Hvor er de«, spurgte Johanne og kiggede op i himlen. Hvorpå jeg måtte forklare hende, at de er så højt oppe, at man næsten ikke kan se dem, for sådan gør lærkehannen. Den stiger lodret til vejrs fra sin rede på marken og synger hele tiden for at fortælle hunnen og nabolærkerne: Her er jeg; dette er min stump mark og min stump himmel.

Derpå miraklet: »Jeg kan se den«, råbte Johanne, og ja, der var den, langt oppe, lige under den hvide sky, en lillebitte syngende prik. Hvorpå hun stod bomstille og holdt fast ved prikken, indtil den pludselig begyndte at dale, stadig syngende, næsten lodret ned og så pludselig forsvandt i græsset 50 meter fra os. Imens stod Johanne bare dybt koncentreret med åben mund og erklærede derefter, at nu skulle vi finde reden, hvilket er umuligt, fordi lærken selvfølgelig ikke lander lige ved reden.

Resten af vores aftentur, som varede en hel time, handlede kun om lærker, for pludselig kunne Johanne høre og se dem dér og dér og dér, med skarpe, glade pigeøjne og pivåbent lærkehjerte. Jeg bilder mig ind, at hun vil huske lærkerne resten af sine dage.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce