At priserne stiger i København er ikke så meget et udtryk for en mulig boligboble, men om et generelt prispres – en strukturel ubalance på boligmarkedet. Det vurderer Curt Liliegreen, som er direktør for Boligøkonomisk Videnscenter.
»Jeg ville faktisk hellere have, at der var tale om en boble. Bobler brister på et tidspunkt, men her vil priserne fortsat stige«, siger han.
Liliegreen henviser til, at priserne er steget jævnt de seneste 25-30 år, og at finanskrisen og boligboblen inden den kun udgør mindre udsving i det store billede.
»Priserne steg fra et meget lavt udgangspunkt i 1990’erne, og de kraftige stigninger dengang blev ikke sat i forbindelse med en boble. Men når noget er dyrt i forvejen, som de københavnske lejligheder er det nu, så betyder en stigning på 10 procent jo mere i forhold til, om folk har råd til at købe«, siger Curt Liliegreen.
Der er ikke boliger nok
Forklaringen på den fortsatte himmelflugt for lejlighedspriserne er, at der simpelthen ikke er boliger nok i København. For mens der bliver bygget knapt 2.000 nye boliger i København om året i gennemsnit i årene fra 2010 til 2017, er der en årlig befolkningstilvækst på 10.000 – 13.000 personer i byen. Og mens der godt nok bliver bygget nye lejligheder, er de nye lejligheder ofte dyre – det gælder både de nye ejerlejligheder og de nye almene boliger. Samtidigt er der en udvikling i gang, der gør, at vi mister de billige boliger, forklarer Curt Liliegreen:
Nu flytter der direktører i reklamebureauer ind i lejligheder, hvor der før boede sygeplejersker og politimænd
Curt LIliegreen, direktør hos Boligøkonomisk Videnscenter
»De private lejelejligheder omfattet af boligreguleringsloven bliver ofte istandsat og stiger så typisk med 70 procent i pris. Andre lejelejligheder omdannes til andelslejligheder, fordi lejerne som følge af tilbudspligten overtager en udlejningsejendom og stifter en andelsboligforening. Atter andre af de mindre og billige lejligheder lægges sammen. Så det københavnske lejlighedsmarked er som Danaidernes kar – det bundløse kar, som aldrig kan blive fyldt«, siger han.
Udviklingen på det københavnske boligmarked er dermed i gang med at ændre befolkningssammensætningen i byen, hvor personer med lav- og mellemindkomst sjældnere vil have råd til at få foden indenfor på boligmarkedet.
»Du får en anden type samfund. Det bliver mere ulige. Nu flytter der direktører i reklamebureauer ind i lejligheder, hvor der før boede sygeplejersker og politimænd. Mennesker med almindelig indkomst bliver simpelthen presset ud af byen. København bliver til en luksusenklave for rige mennesker«, siger Liliegreen.
Den form for gentrificering er stærkt uhensigtsmæssigt, forklarer han: »Når vi ikke blander befolkningsgrupperne, nedsætter vi mobiliteten på arbejdsmarkedet og i boligmarkedet. Når man har boliger i forskellige prisklasser, hvor man bor, opbløder det ghettodannelse, mens det også giver folk en social forståelse, tolerance og empati for hinanden«.
Mens Finanstilsynet med jævne mellemrum indfører stramninger, der skal mindske folks risiko for at gældsætte sig for risikabelt, mener Curt Liliegreen ikke, at det københavnske boligmarked kun skal være en sag for embedsmændene. For embedsværket har det med kun at se på den kortsigtede finansielle stabilitet.
»Jeg efterlyser en politisk diskussion om uhensigtsmæssigt høje priser i stedet for en diskussion om bobler. Der skal en meget håndfast boligpolitik til nu. Det er fint nok, at embedsmændene i Finanstilsynet ser på gældsætning, men så må både embedsmænd, forskere og politikere se på de andre aspekter, herunder boligforsyningen, samfundets sammenhængskraft, den socioøkonomiske segregering og så videre «, siger Curt Liliegreen.
