Sarah Skarum
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

Sarah Skarum

Forbrug og liv

Jeg er 43. Det er fint. Men eddermame også sært at blive ældre

Det er helt normalt at blive ældre. Men for den enkelte kan det føles ret vildt. For man oplever det jo for første gang.

Forbrug og liv
FOR ABONNENTER

Da jeg var først i 30'erne, boede jeg i nogle år alene på Nørrebro. Men jeg var sjældent hjemme. Jeg lavede så meget, at jeg lærte mig selv, at jeg hver uge skulle skrive en aftale ind i min kalender for at sikre, at jeg havde tid alene.

Sådan er det ikke mere. Snarere modsat. At der en enkelt dag om ugen er en aftale, mens resten af aftenerne er stilletid, alene hjemme på Vesterbro, hvor jeg bor med min mand og hver anden uge også med hans datter. For jeg kan ikke overskue det samme antal aftaler mere. Jeg bliver slidt og træt, hvis jeg ser for mange mennesker hele tiden. Jeg elsker selskab, jeg elsker samtale, jeg kan godt lide at gå ud, og jeg bliver glad af at møde andre. Men jeg har mere og mere brug for fred og ro. For at kunne sidde i min seng og læse fra kl. 20 en aften. For at kunne rydde op, høre en podcast, lave forsigtig yoga. Lave ingenting.

Det er nok bare alderen, siger veninderne til mig med et grin. De har det på samme måde. Og det er det helt sikkert, og det er fint nok. Jeg kan godt lide at blive ældre. Jeg kan lide at kunne mærke, at jeg er mindre usikker og sådan helt grundlæggende føler, at jeg har mere ret til at være i verden, end jeg gjorde for 10 eller 15 år siden.

Jeg er så taknemmelig for ikke længere at være småbange og bekymret og for, at det ikke mere er vigtigt, om alle kan lide mig. Kun om dem, jeg kan lide, også kan lide mig.

Hej grå hår

Men hvor er det også underligt at mærke, at man ... ja ikke forfalder, ikke endnu i hvert fald, men ældes. Det er de små fysiske tegn, grå hår, linjer i huden, poser under øjnene, der nu dukker op efter en lidt for kort nat, hvor de for 10 år siden krævede en Roskilde Festival for at vise sig.

Den fod, der engang var brækket, som nu knager lidt, hvis jeg ikke bevæger mig regelmæssigt. Kondition, der tager længere tid om at forbedres. Bekymringerne for det, der kan gå galt. Nogle af dem med tilbagevirkende kraft, så jeg tænker: Jamen tænk, hvad der kunne være sket, når jeg husker en dumhed fra min ungdom. Jeg er mig selv, men jeg kan godt mærke, at der sker noget. Jeg er ikke gammel, men jeg kan mærke årene.

Sådan går det jo, siger jeg til mig selv. Det oplever alle. Og det gør vi, og det er så banalt og helt almindeligt, og alle skal dø en dag, og det er livets cyklus. I gården falder bladene af træerne, børnene bliver større, de voksne bliver ældre.

Det er helt normalt. For alle. Men for mig er det også helt nyt, jeg har aldrig været så gammel før, som jeg er i dag. Jeg har aldrig prøvet at gå fra at være 32 til 42. Jeg går i nyt land hver eneste dag. Selv om alle gør det samme, prøver ingen af os det to gange, og det er både det, der er vidunderligt ved at leve, og det, der kan gøre det så ensomt. Vi fødes alene, vi dør alene, og indimellem lever kun jeg mit liv, som det nu bugter sig, som du kun lever dit liv. Vi skal gennem det samme, men ikke sammen.

En dag er det slut. Jeg kan blive svimmel ved tanken om, at en dag sætter forfaldet ind for alvor, en dag er jeg gammel, og jeg kan ikke forstå det, at tiden rinder ud, og at jeg skal dø en dag. At jeg en dag er væk. Tanken gør hver eneste dag vigtigere, men er også så svimlende stor, at jeg ikke kan rumme den.

Så jeg nøjes med at stå op. Gå på arbejde. Tage hjem. Og nyde roen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce