0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om De fyrede

Hey gamle ven. Lad lige de unge være bekymrede for klimaet, selv om de rodede til Distortion

Lad nu være med at frakende ungdommen retten til klimabekymring, fordi de smed nogle plastikkrus på jorden til Distortion.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Affald på gaden, da gadefestivalen Distortion afholdes på Nørrebro i København, Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg bor på Vesterbrogade. Der er godt med liv i byen. Copenhagen Marathon og dets halve lillebror løber forbi. Vi ligger i udkanten af Distortion, og indtil for et par år siden kom Priden også forbi. Jeg er stadig ærgerlig over, at de lagde ruten om.

Den slags roder. Og sviner. Det lugter af pis efter Distortion, plastikkrus, indpakning fra sixpacks flyver ind under parkede biler. Efter Priden ligger der konfetti, og efter løbene flyder det i rendestene med små pakninger, der var gel i.

Det sukker jeg over. Jeg hader rodet. Og samler op, hvad der ligger lige hos os og håber, at andre gør det samme. Også i år efter Distortion, der fandt sted i sidste uge. Den fest er ikke min fest mere, men jeg forstår godt begejstringen over at indtage byrummet. Glæden ved at være en flok. At danse mellem facaderne og blive beruset i sommernatten. Jeg har været der, jeg under dem det hele, og i år var vi så heldige, at det regnede et par nætter efter. Det får stanken til at lægge sig og fjerner den fedtede overflade på asfalten. Byen ligner hurtigt sig selv igen. Min irritation over stanken fordufter.

Man kan godt smide et plastikkrus i en brandert og alligevel frygte fremtiden

Til gengæld bliver jeg så uendelig træt, når midaldrende mennesker i dagene efter lægger billeder på sociale medier med rod og snavs og skriver ting som »Så meget går de åbenbart op i klimaet«; samme argumentation som bruges over for Greta Thunberg, hvor hendes indtrængende opfordringer om at gøre noget kan besvares med et billede fra en forladt lejrplads på Roskilde Festival.

Jeg er med på, at der blandt de festende unge var røvhuller, der begik simpelt hærværk. Gik ind i trappeopgange og pissede. Gjorde det samme på folks christianiacykler, truede med tæsk og ødelagde. Men det handler jo ikke om at være tankeløs eller et klimasvin. Det er rendyrket bølleadfærd, som altid har været uacceptabelt. Det er hærværk. Det er strafbart. Det er langt ude og aldrig i orden.

Men der var mange, der bare festede. Og ud over at ingen ved, om de unge, der smider skrald, er de samme som dem, der går klimamarch, gør det mig nærmest vanvittig at høre på, at unge ikke bør tale om klimaet, hvis de roder til Distortion, fordi det er nemt. Og så dumt. Så ansvarsfralæggende. Ha, så kan man sidde der med al sin friværdi og et dejligt liv med råd til at flyve verden rundt – jeg sidder der selv, masser af kvadratmeter og en forsommertur til New York – og fratage alle de unge, der er bekymrede, retten til at være det. Og dermed og måske især sig selv ansvaret for at gøre noget som helst andet end at fortsætte mod den temperaturstigning, der ligner afgrunden.

På den helt korte bane synes jeg, at man opstiller urimelige krav til ungdommen – hele den store flok, hvor alle åbenbart er ansvarlige for alle de andres handlinger – for man kan godt smide et plastikkrus i en brandert og alligevel frygte fremtiden. Man kan godt gøre ting, der ikke er fuldstændig korrekte, og stadig måtte argumentere for forandring. Man kan godt være bekymret for klimaet, selv om man ikke er veganer. Man har ikke kun ret til at drømme om og tale for en bedre fremtid, hvis man er et perfekt menneske. Så skal jeg i hvert fald tie. Kan du tale?

Og på den lange bane synes jeg, man glemmer at stille det vigtigste spørgsmål. Hvorfor vi opfører os, som vi gør? Helt lavpraktisk, hvorfor er der ingen af de sure voksne, der spørger Distortion, hvorfor de ikke opstiller nok toiletter, så de, der ikke vil pisse i gaderne, kan gøre undgå det? Eller skraldespande, så ting kan smides ud? Hvorfor Copenhagen Marathon ikke gør noget, så der ikke smadres tusindvis af glas på ruten? Hvorfor Parken ikke gør, når FCK spiller kampe? Hvorfor er byens skraldespande altid overproppede? Hvorfor er der ikke en spand i Frederiksberg Have, som en pizzabakke kan komme ned i?

Og på den store klinge: Hvordan er det, dette samfund er indrettet, hvordan er det, vi måler succes, hvad er det, vi opdrages til at stræbe efter – og burde det ikke være andet andet end at blive rigere end vores forældre, så vi kan udlicitere alle praktiske opgaver i vores liv, tilbringe ferierne på fremmede kontinenter og hente takeaway? Hvad var det, der gik galt? Og hvordan fikser vi det? Sammen. Alle sammen.

Det synes jeg, vi burde tale om. Hele sommeren, hele året. Altid. Uden pegefingre og krav om perfekthed.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts