0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om De fyrede

Uden for kontortid: Hurra for nye venskaber

Nogle venskaber går over. Men i stedet for at sørge kan man glæde sig over, at de giver plads til nye venner. Og indsigter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg har altid været misundelig på dem, der havde gamle venner. Folk, de havde kendt altid, var vokset op med, havde gået i folkeskole, ja, måske i gymnasiet med. Det har jeg ikke. Jeg ser en enkelt fra mit gymnasium, men ud over mine søskende så ingen, der har kendt mig, før jeg var 15. Sådan blev det bare. Måske fordi jeg, fra før jeg var 15, drømte om at flytte fra den lille by, hvor jeg boede. Ingen har lyst til at investere for meget i en, der længes et andet sted hen. Måske fordi det faktisk lykkedes mig den sommer, jeg blev student.

Jeg brugte al min energi på at falde til i København, lære folk at kende her, falde til. Jeg fik venner på mit studie, på mit kollegium og på mine jobs. Nogle venskaber er bevaret, andre er faldet fra, og i mange år bekymrede det mig. At jeg ikke var sådan en, der beholdt sine venskaber i årevis. Måske var der ligefrem noget galt med mig.

Men nu tænker jeg, at det er okay. Nogle venskaber har sin tid. Man er tæt knyttet sammen af ydre omstændigheder. Som min veninde og jeg, der havde en fælles chef, der brugte dage på sit kontor i Sanne Salomonsens røde læderdragt, skrålende en Anastacia-sang, mens vores kollega gik ned med stress. Uden veninden havde jeg ikke klaret det vanvid. Men da både vi og chefen holdt op på den arbejdsplads, smeltede venskabet langsomt.

Andre overlever tiden. Som min underbo, der hjælper mig med at strikke, og som altid har overskud til at hjælpe. Min veninde, jeg engang for hundred år siden arbejdede sammen med, og som jeg stadig ser, fordi vi altid griner af det samme efter få sekunder sammen. Andre er forsvundet. Hende, jeg læste statskundskab sammen med og brugte mange timer med hver uge. Jeg skiftede studie, hun blev, og da vores hverdag forsvandt, gjorde venskabet det også.

Sådan går det, og jeg har opdaget, at det er faktisk er helt fint. For det giver plads til nye venskaber.

Som min veninde, som jeg egentlig mødte engang i arbejdssammenhæng for nogle få år siden, men som er sådan et menneske, der insisterer på at se folk, hun godt kan lide. Som ikke bare snakker, men som gør. Kom forbi med en køletaske fyldt med mad, da jeg havde fået hjernerystelse. Tilbyder et slag, når hun har fået en gris og ikke selv kan bruge det. Eller som for tiden insisterer på, at vi skal mødes og gå i svømmehallen.

Hun ved godt, at jeg lærte at svømme for et års tid siden, og at der ikke skal så meget til, før jeg bliver bange for vandet igen. Nu laver hun aftaler med mig, så jeg regelmæssigt hopper i vandet i DGI-byen. Vi mødes tidligt, klæder om, snakker under bruseren og svømmer. Bagefter sidder vi lidt i det varme klorede vand i de lave bassiner og griner af, hvor mange idioter der findes i verden, og bagefter spiser vi morgenmad på en kaffebar, hvor italienske metroarbejdere står i deres store refleksjakker og drikker espresso ved disken.

Hun er skrap og skarp, og hun driller mig ofte – kærligt, men en del – med, hvordan jeg bedst kan lide alt det, der ligner det, jeg kender. Det samme skab i svømmehallen, den samme morgenmad. Hvordan jeg skal tage mig sammen til at mødes med andre i perioder, hvor jeg er træt, hvordan jeg har brug for at være alene og stille. Alt sammen ting, som jeg har opfattet som helt normale, men som jeg sammen med hende kan se ikke er det. Det er kun normalt for mig. Jeg bliver klogere, når jeg er sammen med hende. Især på mig selv.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden