0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om De fyrede

Vi var jo nøgne

Lyst til at forstå verden? Se på de mennesker, der passerer dig på gaden. Hvad har de på? Og hvad har du på?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den sommer, hvor jeg mødte min mand, sagde han efter nogle måneder til mig

»Jeg troede først, du var lidt blank. Du skrev jo om mode«.

Det grinede vi af, og det gør vi stadig, selv om jeg ikke skriver så meget om mode mere.

Men jeg kigger stadig på folk, og jeg kigger på mig selv; på det sjovt lave menneske, jeg faktisk er, hvilket nu stadig efter 44 år overrasker mig. I mit hoved er jeg en to-tre meter. I virkeligheden 1,60. På hvordan andre går klædt, hvordan det skifter, og hvordan vi dækker os til . Mine daglige gåture rundt i København er både en podcast i ørerne, men lige så meget øjne på stilke. Nogle dage kigger jeg på sko. Andre dage på tasker. Jeg registrerer farver, jeg kigger på smykker, makeup og hår. Samler sammen til et regnskab, jeg aldrig gør op.

Mest kigger jeg på andre kvinder, for selv om der de senere år er sket en del med herretøjet, er det piger, damer, kvinders tøj, der ændrer sig mest. Som fortæller flest historier om, hvem vi er, og hvilken tid vi lever i.


Huden mellem brysterne

Nogle ting er så simple. Som at trøjer med Nasa’s logo dukkede op i år. Det er 50 året for månelandingen, som er evigt fascinerende. Gang det med frygten for, at vi ikke opfinder os ud af klimakrisen, og vupti, så er en nyfunden fascination af videnskabsmænd som helte ikke så fjern.

Andre ting er sære. Hvorfor går min steddatter på 17 og hendes veninder klædt som i 1990’erne – en tid der helt modsat nu stod som den periode, hvor vi troede, Vesten havde vundet?

Jeg læser verden ind i folks tøj. I mit eget. Da jeg var 15 år yngre, arbejdede jeg på et modeblad og troede, at ’Sex and The City’ virkelig handlede om kvinders frigørelse, ikke bare om retten til sex før ægteskabet og at kunne tjene nok til at købe nye sko. Vi efterabede deres tøj. Bare skuldre, bare arme, kjoler så udringede at man kunne se huden mellem brysterne. Høje sko til. Når min veninde og jeg ser billeder derfra, griner vi og siger »vi var jo nøgne«. Det var vi. Det var i opgangsnullerne. Alt kunne lade sig gøre, alle havde ret til et fedt køkken, og lykkelig var hun, der scorede en rig mand, for havde man penge, havde man alt.

Sådan er det ikke mere. Nu har kvinder tøj på. Både til fester, hvor arme og knæ er tildækkede, og til hverdag, hvor der er meget mindre hud i det offentlige rum. Sidste vinter levede jeg i en lang dunjakke, der gik ned under knæene, og i år drømmer jeg om en, der er endnu længere og lidt tættere i stoffet. Helt pakket ind og beskyttet, en kønsløs lille michelinmand m/k, som ingen kan nå.

Jeg er ikke den eneste, kan jeg se, og jeg er sikker på, at #MeToo-bevægelsen samt fornemmelsen af, at som kvinde går man i fare, hvor man går (sorry, mænd, men det gør man. De fleste af jer er søde og gode og rare, men vi ved aldrig, hvem der ikke er). Når man kan blive amerikansk præsident, selv om man praler af at kunne rage en kvinde i fissen, når min veninde får mails om, at hun burde hænges op i skamlæberne og voldtages med en hårbørste (undskyld sproget, men de skriver altså den slags til hende), når hun har talt højt om, hvor få der dømmes for voldtægt, og hvor håbløst det er at anmelde, så bliver man bange. Får lyst til at pakke sig selv godt og grundigt ind. Kald det bare beskyttelse, for det tror jeg, at det er, men jeg kender selv trangen. Til at blive usynlig og være væk. Til ikke at være en krop, nogen ser på.

Så tøj fortæller historier. Også dem som vi ikke har lyst til at høre. Derfor er det dem, der afviser at beskæftige sig med mode og påklædning, som er de blanke.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden