0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om De fyrede

En hypokonders bekendelser: Forleden dag skulle jeg dø. Igen

Hvis man er den gode kombination af melodramatisk og hypokonder, kan man nå at planlægge sin begravelse, før det går op for en, at den sære knude i maven nok ikke er kræft.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nogle uger siden fik jeg en madforgiftning. Det var ikke særlig muntert, ih guder, hvor er det en uværdig sygdom, og det tog forbløffende længe, før jeg igen havde lyst til anden mad end rå agurk. Det klagede jeg en del over. Som en gammel kæreste engang ret træt sagde til mig: »Har du nogen sinde hørt om at lide i tavshed?«. Svaret var nok nej. For jeg hader at være syg, jeg bliver rasende på min krop og føler mig svigtet. Og allerværst, jeg kommer til at tænke på, hvad der ellers kunne være galt.

Som da jeg gik hjem fra avisen nogle dage efter madforgiftningen og hen over Rådhuspladsen mærkede en underlig knude i den ene side af maven. Helt tydelig under min dunfrakke, lige lidt under ribbenene.

Jeg var straks klar over, at den var helt gal. Kræft mindst. En stor tumor, hvilket er et uhyggeligt ord at sige højt, som bare lå der i mine tarme og ville slå mig ihjel. Jeg nåede at tænke på kræftpakker, hvilket hospital hører jeg mon til, skal jeg dø i en hospitalsseng med de der rædselsfulde vattæpper, som man har indført for at spare mandetimer på at skifte dynebetræk? Jeg, der er så emsig med mit sengetøj, skal jeg dø under et vattæppe? Og tabe håret? Jamen jeg elsker mit hår. Og jeg har sådan et stort hoved, det kommer til at se frygteligt ud. Og er det ikke meget koldt at være skaldet om vinteren? Jeg kommer til at dø som en hipster, der går med hue indendørs. Sikke en skæbne.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce