Endnu et firma har meldt sig i skaren, der med henvisning til dyrevelfærd udfaser kød fra meget hurtigtvoksende kyllinger. Denne gang er det den danske gren af fastfoodkæden KFC, som driver 11 restauranter i Danmark.
KFC Danmark har underskrevet aftalen ’Better Chicken Commitment’ og dermed forpligtet sig til inden 2026 at sikre, at de kyllinger, som er hovedingrediensen i restaurantkædens retter, udelukkende stammer fra langsomtvoksende racer, og at disse under opdræt får mere plads og dagslys.
»Dette skridt har stor betydning for os. Vi vil på den måde vise, hvor vigtig bæredygtighed og ansvaret inden for opdræt af fjerkræ er for KFC«, siger Marco Schepers, der er administrerende direktør for KFC Tyskland, Østrig, Schweiz og Danmark.
Organisation ranglister giganter
En af samarbejdspartnerne er World til World Animal Protections danske afdeling, som håber, at aftalen med KFC vil hæve standarden for dyrevelfærd i andre fastfoodkæder.
»Det kan blive en løftestang for de øvrige fastfoodkæder på det danske marked«, siger Esben Sloth, kampagneansvarlig i World Animal Protection Danmark.
Dyrebeskyttelsesorganisationen udgav i januar en rapport, som rangordner forholdene for kyllinger i kæderestauranter. Her var KFC placeret højest med en score på 3. Starbucks og Subway scorede 4, McDonalds 5, Burger King og Pizza Hut 6, hvor laveste score er bedst.
Firmaer vælger fra på stribe
Fokus på dyrevelfærd hos kyllinger er vokset støt de seneste uger. Sidst i februar meddelte cafékæden Espresso House, at de i fremtiden kun vil servere velfærdskyllinger.
Siden har butikskæden Lidl, hotelkæden Scandic Hotels, Q8-tankstationer, Letz Sushi-restauranter samt Ikea meddelt, at de – i forskelligt tempi – udfaser industrikylling til fordel for en art, der vokser langsommere og vokser op under lidt bedre forhold.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter