0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Oh, glæden ved at slå et søm i. Eller 200

Vejen til lykken kan også være brolagt med hammer og søm. Det kan gå skævt, men vi kan rette os igen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rune Pedersen
Foto: Rune Pedersen

Jeg har nul erfaring med tømrerarbejde til husbehov. Men nu kan jeg slå søm i. Og det er ret tilfredsstillende.

Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nylig havde jeg fødselsdag. Jeg fejrede den ved blandt andet at slå omkring 200 søm i nogle brædder i et lille anneks, vi er i gang med at bygge ved familiens fælles sommerhus, fordi vi har brug for ekstra sovepladser til alle os og alle dem, der kommer i fremtiden. Jeg har spekuleret over, hvorfor jeg nød det så meget. Det er monotont og kedeligt arbejde. Dunk-dunk-dunk. Adskillige gange ramte jeg min tommelfinger, der var blå og mast, og alle de knækkede og skæve søm er en historie for sig. Jeg måtte æde mit raseri over usle, gamle søm, der bøjede, blot man ramte en lille bitte smule skævt på hovedet. Det tog en evighed. Eller i hvert fald tre-fire timer. Det burde være vildt kedsommeligt. Dræbende, faktisk. Men det var det stik modsatte. Det var livgivende, tilfredsstillende og beroligende at stå der og hamre søm i sammen med min kyndige svoger. Hvorfor mon?

I begyndelsen var besværet ret stort. Hvert bræt skulle have seks-otte søm i sig for at sidde ordentligt fast. De værste var sømmene tættest på gulvet. Jeg måtte stå med hovedet mellem benene og forsøge at ramme med hammeren.

Ofte gik det galt. Efter tre ellers ultraforsigtige slag skete det. Sømmet blev slået skævt. Alle forsøg på at rette op var forgæves. Det blev kun værre, når jeg hamrede videre. Jeg måtte trække det ud med knibtangen og begynde forfra. Eller lade mit selvhad over manglende hamreevne flyde over og pande resten af sømmet fladt helt ind i brættet. Kortvarig tilfredsstillelse. Kønt var det ikke. Og vreden var uklædelig for en mand med kurs mod de 50 år.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter