0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om De fyrede

Jeg magter ikke at være sådan en sur kælling

I USA kalder man bedrevidende, hvide, midaldrende kvinder for Karens. Gæt, hvad coronaens mundbindskrav har gjort mig til.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Andreas Haubjerg
Foto: Andreas Haubjerg
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg skriver denne klumme i et tog mellem Skanderborg og Aalborg. Det er mandag, og man skal bære mundbind i toget og på stationerne i fire midtjyske kommuner.

Så da min far svingede bilen ind foran stationen, fiskede jeg mundbindet op af tasken og tog det på. Det er ikke rart. Det er alt for varmt, ens ånde er lun og fugtig. Tygger man tyggegummi, får pebermynten ens øjne til at svide.

Men jeg tog det på, og jeg beholder det på, til jeg står ud af toget. Fordi jeg tror på, at det kan hjælpe med at holde smittetrykket nede, og fordi det gør mig opmærksom på, at jeg skal holde afstand, at jeg skal spritte mine hænder. At alt ikke er, som det plejer, selvom plejer er det eneste, jeg for alvor ønsker mig.

En dame, der sad over for mig i toget, havde masken siddende under næsen, og jeg måtte bogstavelig talt sætte mig på mine hænder for ikke at rejse mig og bede hende tage den ordentligt på

Jeg savner gamle, ubesværede dage, jeg savner sociale arrangementer, og jeg savner især den sorgløshed, som jeg nu kan se, at jeg så andre med. Den tillid, jeg havde til andre. Indtil de modbeviste det, gik jeg ud fra, at de ville mig og resten af fællesskabet det godt.

Nu kigger jeg på alle, der går forbi mig, og vurderer dem. Gode mennesker med masker. Irriterende uden masker. Nogle kan have en undskyldning, de kan være syge, men andre ser ud, som om de er ligeglade. Dem, der har hevet masken ned over ansigtet, så den kun dækker munden. Dem, der lader den dingle på det ene øre. Dem kigger jeg på, vredt og irriteret, som om jeg tror, at de kan mærke mit blik bore sig ind i det lille bitte punkt, der udløser dårlig samvittighed.

En dame, der sad over for mig i toget, havde masken siddende under næsen, og jeg måtte bogstavelig talt sætte mig på mine hænder for ikke at rejse mig og bede hende tage den ordentligt på. Og tænke, pas nu din egen lille butik, Sarah, da togføreren kom forbi og ikke sagde noget.

For alt stritter inden i mig. Jeg har lyst til, at de skal irettesættes, jeg har lyst til at irettesætte, jeg har lyst til at skælde ud og råbe og pege med stive pegefingre og sige ’hvad tænker du dog på’, eller ligefrem ’er du fuldstændig ligeglad med os andre?’.

I USA har man ligefrem et øgenavn til den slags kvinder, som coronaen har gjort mig til. De kaldes for Karen’er. Hvide, midaldrende, bedrevidende kvinder, der aldrig går af vejen for at fortælle andre, hvordan de bør opføre sig, og som altid ved, hvad der er rigtigt. Tjek, tjek, tjek. Hende er jeg. Jeg er legemliggørelsen af tante Sofie i ’Folk og røvere i Kardemommeby’, hvis udsagn, »hvis alle bare var som mig, så gik det nok til sidst, men ingen andre er som mig, og det er meget trist«, kværner i mit hoved, når jeg ser folk uden maske.

For min indre tante Karen Sofie får lyst til skælde ud. Hun betragter ikke andre mennesker. Hun vurderer dem.

Og måske er det det, jeg hader allermest ved coronaen. Jeg plejer at være ret ligeglad med andre mennesker, og hvordan de opfører sig, jeg plejer at tænke, at min eneste opgave over for dem er at være så rar som mulig, at sprede glæde, men nu ..., nu er jeg konstant på udkig efter syndere, der ikke gør, som jeg synes er rigtigt.

Men jeg vil ikke være sådan. Min indre Karen skal ikke have lov til at tage over. Hun skal, som alle andre (se, der var den igen), huske på, at man ikke aner, hvorfor andre opfører sig, som de gør. At folk kan have tusinde grunde til ikke at bruge maske, og at mit ansvar ikke er at holde alle i ørerne, men at have mit eget mundbind fornuftigt sat fast bag ørerne. Mine egne ører.

Og damen over for mig tog faktisk masken rigtigt på med et lille nervøst grin, da hun opdagede, at den sad skævt. Helt uden min hjælp.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden