0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg magter ikke at være sådan en sur kælling

I USA kalder man bedrevidende, hvide, midaldrende kvinder for Karens. Gæt, hvad coronaens mundbindskrav har gjort mig til.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Andreas Haubjerg
Foto: Andreas Haubjerg
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg skriver denne klumme i et tog mellem Skanderborg og Aalborg. Det er mandag, og man skal bære mundbind i toget og på stationerne i fire midtjyske kommuner.

Så da min far svingede bilen ind foran stationen, fiskede jeg mundbindet op af tasken og tog det på. Det er ikke rart. Det er alt for varmt, ens ånde er lun og fugtig. Tygger man tyggegummi, får pebermynten ens øjne til at svide.

Men jeg tog det på, og jeg beholder det på, til jeg står ud af toget. Fordi jeg tror på, at det kan hjælpe med at holde smittetrykket nede, og fordi det gør mig opmærksom på, at jeg skal holde afstand, at jeg skal spritte mine hænder. At alt ikke er, som det plejer, selvom plejer er det eneste, jeg for alvor ønsker mig.

Jeg savner gamle, ubesværede dage, jeg savner sociale arrangementer, og jeg savner især den sorgløshed, som jeg nu kan se, at jeg så andre med. Den tillid, jeg havde til andre. Indtil de modbeviste det, gik jeg ud fra, at de ville mig og resten af fællesskabet det godt.

Nu kigger jeg på alle, der går forbi mig, og vurderer dem. Gode mennesker med masker. Irriterende uden masker. Nogle kan have en undskyldning, de kan være syge, men andre ser ud, som om de er ligeglade. Dem, der har hevet masken ned over ansigtet, så den kun dækker munden. Dem, der lader den dingle på det ene øre. Dem kigger jeg på, vredt og irriteret, som om jeg tror, at de kan mærke mit blik bore sig ind i det lille bitte punkt, der udløser dårlig samvittighed.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter