0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om De fyrede

Sarah Skarum: Lukkede grænser giver inspiration til at opleve mit eget land

Når man ikke kan rejse ud i verden, må man rejse rundt i Danmark. Det er nok også ret tiltrængt, når man ikke aner, om Maribo ligger på Lolland eller Falster.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg elsker mit hverdagsliv, jeg har optimeret det og nyder hvert minut, og i dag måtte jeg lige lave et lille dansetrin hen ad gangen, fordi jeg var så glad, bare fordi det var en god hverdag.

Men jeg savner at rejse. Jeg savner – savner – savner at rejse. Jeg savner fremmede byer, gader, jeg ikke kender, hjørner, hvor jeg ikke ved, hvad der sker, når jeg drejer om dem. Jeg savner at spise steder, hvor jeg aldrig har spist før – at vide, at jeg ikke møder nogen, jeg kender. Jeg savner fornemmelsen af at være på opdagelse. Jeg savner, at jeg ikke kan træde ud af rutinen.

Jeg ved godt, at verden er åbnet lidt op igen, og jeg har også planer om at tage til Berlin, men jeg har ikke lyst til, som jeg plejer, at arrangere alt for mange ture alene. Jeg har ikke lyst til at gå rundt i Paris med maske på, jeg har ikke lyst til at være bange for, at grænserne lukker, og jeg har efterhånden fået så mange aflysninger og ombookinger af fly samt ringet så mange gange til et luftfartsselskab og sagt: »Hvad har I nu lavet?«, at det også efterhånden føles noget usikkert at planlægge udenlandsture, selv om jeg har udlængsel.

Men jeg har fundet en løsning. For som en gammel hedebaron går jeg nu rundt og gnægger »hvad udadtil tabes, må indadtil vindes«.

Jeg skal på tur. Rundt i Danmark. Mere præcist vil jeg det næste års tid – eller måske mere realistisk to – se Danmarks domkirker og byerne, de ligger i. Mon ikke det passer med, hvor lang tid der går, før vi har en vaccine, og verden ligner sig selv?

Det gik op for mig, at det var en god ide, da jeg i sidste uge var i Aalborg for at lave interview. Jeg havde et par timer om eftermiddagen, da jeg ankom og et par timer om aftenen i byen alene. Jeg kender ikke Aalborg godt. Jeg har, tror jeg, været der en gang som barn, da vi var på spejderlejr i nærheden og måske en gang som voksen på en pressetur.

Som en gammel hedebaron går jeg nu rundt og gnægger »hvad udadtil tabes, må indadtil vindes«.

Så da jeg havde stillet min kuffert på hotellet, var jeg jo i en fremmed by. Jo jo, jeg forstod, hvad folk sagde, alle skilte var velkendte, og mønterne skulle jeg ikke nærstudere. Men fornemmelsen af, at jeg var på fremmed grund var vidunderlig velkendt.

Jeg gik ind i Budolfi Kirke, der er – lærte jeg i den brochure, jeg købte – Danmarks mindste domkirke. Jeg spiste aftensmad på et street food marked, en srilankansk pandekage, der smagte godt med udsigt over fjorden. Jeg grinede i mig selv over, hvor mange mænd i Aalborg, som har virkelig mange tatoveringer, stort skæg (med elastikker! skal det nu være moderne?) og badetøfler. Og så trissede jeg hjem gennem byen, mens jeg med min dårlige stedsans forsøgte at finde vej uden at bruge telefonen. Helt lykkelig og med en hjerne, der veltilfreds snurrede på nye måder.

Dagen efter hjem i toget ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde læst lidt op, før jeg kom til Aalborg, og lovede mig selv, at det vil jeg gøre næste gang. For jeg skal simpelthen lære Danmark ordentligt at kende. Jeg har sågar fået avisens litteraturredaktør til at anbefale mig skønlitteratur, der foregår i hver by, sådan som jeg plejer at læse, når jeg er udenlands.

For hvad ligner det egentligt, at jeg ikke sådan helt ved, hvor i Sønderjylland Haderslev ligger. Eller at jeg bedre kan finde rundt i London end i Viborg? Jeg har tænkt mig at begynde i Maribo og mellem os anede jeg ikke, om byen lå på Lolland eller Falster, før jeg gik i gang med at researche, så der er masser af fremmede steder for mig at opdage, helt tæt på.

Forhåbentligt får jeg lyst til at lave et lille hop hen over torvet.

PS: Jeg modtager meget gerne gode bud på, hvad jeg ellers bør se i domkirkebyerne.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts