»Okay da«, sagde jeg, mens jeg forsøgte ikke at betone ordene på nogen måde, der kunne tolkes som fordømmende.
Selv om det var lige præcis det, jeg var. Fordømmende og egentlig også forarget.
En bekendt havde lige fortalt mig, at i hendes familie planlagde de den sædvanlige jul, hvor deltagerantallet sniger sig tæt på 20. Det er mange, synes jeg. Når nu forsamlingsforbuddet siger 10, og myndighederne anbefaler det samme i private hjem.
Jeg kan godt forstå, man gerne vil mødes. Jeg savner min egen familie, så jeg fik tårer i øjnene, da jeg skar lammekølle ud i weekenden. Det spiser vi tit sammen. Jeg har ikke set dem alle sammen, forældre, søskende, svigerinder og svogre, nevøer og den yngste, min niece, siden august, hvor min far fyldte 70. Vi fejrede det udendørs på terrassen. Da min mor fyldte 70 i oktober, aflyste vi. Men, siger vi til hinanden, sådan må det jo være. Ingen er døde, det går jo nok.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
