I sidste uge stoppede jeg det trådløse tastatur og min computer, rigeligt med blødt tøj og mine skærmbriller i tasken og tog toget tværs over landet, iført dobbeltmaske.
Jeg rykkede hjemmekontoret ind i mit barndomshjem, hvor vi var fem søskende. Så her er rigeligt med plads til, at både min mand og jeg kan sidde på hver sit værelse og arbejde uden at forstyrre mine forældre på deres kontorer. Om aftenen spiser vi sammen, ser måske lidt fjernsyn, det tog min mor tre dage at overtale mig til at se ’The Dig’, som faktisk var overraskende god.
Om morgenen går jeg en kort tur og om eftermiddagen en længere, ud over markerne og rundt om møllen, som vi kalder det, selv om møllen har været fjernet fra højen i mindst 20 år.
Om eftermiddagen går jeg en længere tur, fordi jeg har tid til det, ser ud over landskabet, som jeg er vokset op i, og som jeg kender så godt, selv om nye huse og nye kvarterer skyder op over markerne.
Det er den samme by, som jeg voksede op i, men det er alligevel en helt anden by. Der, hvor mejeriet lå i gamle dage, ligger nu bare en lejlighedsbygning, der bærer mejeriets navn. På den anden side af gaden hentede vi tønder til fastelavn, da jeg gik i skole, nu ligger Bødkergården der.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
